Læsetid: 2 min.

Ud i natten

3. marts 2000

Med Klaus Kinski på plakaten og 150 film fra hele verden overgår NatFilm Festivalen igen
sig selv

Natfilm
Som filmfan er det både opløftende og en smule forstemmende endelig at få kataloget til årets NatFilm Festival i hænderne.
Opløftende, fordi forude venter 14 dage med potentielt berigende og provokerende filmoplevelser, og forstemmende, fordi man umuligt kan nå at se dem alle samment - uanset hvor meget man så end lægger sig i selen.
Derfor har jeg som sædvalig besluttet mig for at undgå alle forpremierer - dem kan man snildt nå at fange senere hen - for alle de specielle, smalle og skøre film når kun vore breddegrader denne ene gang.
Med mere end 150 film fra hele verden er der igen i år lagt op til en nattefest af de store, hvor arbejde, familie og nattesøvn må vige til fordel for den gale skuespiller Klaus Kinski, årets coverstjerne, og en bred vifte af kuriøsiteter og temaer, pornotyren John Holmes, satiriske Woody Allen, fodboldfilm, nye britiske og spanske film og film fra verdens krigszoner.

Anbefaling
Jeg bilder mig ikke ind, at jeg kan overskue hele det omfattende festivalprogram, ejheller har jeg set meget mere end en brøkdel af de 150 film, men alligevel drister jeg mig i det følgende til at give et tips til et par af festivalens mere interessante film.
Først og fremmest vil jeg gerne slå et stort slag for Don McGlynns morsomme Louis Prima: The Wildest. Prima var i 50'erne en af USAs mest populære og underholdende entertainere og jazzmusikere. Sammen med sangfuglen Keely Smith og et lille band turnerede han landet tyndt og indspillede plader og medvirkede i tv-shows.
McGlynn giver gennem interviews med familie og venner et fascinerende indblik i den nu afdøde Primas liv og hans fantastiske energi, der gav sig udslag i adskillige selvkomponerede sange og et muntert sceneparløb med Smith, hvor hun var den stille mus, der så hovedrystende til, mens Prima klovnede rundt, sang og spillede på sin trompet.
Louis Prima er ikke så kendt i dag, selvom enhver filminstruktør med respekt for sig selv, der skal lave en film om mafiaen eller italienere i USA, gerne bruger hans let hæse, kraftfulde stemme på soundtracket.

Godbidder
Af andre godbidder, som bestemt er en biografbillet værd, er de amerikanske independents, der i år bl.a. omfatter veteranen John Sayles' seneste film, det usædvanlige drama Limbo, der knækker i to dele i en historie om kærlighed og håb.
David Cronenbergs seneste film, eXistenZ, der nok er det tætteste den canadiske instruktør nogensinde er kommet på en komedie, leger veloplagt med realitetsplaner og virkelighedsopfattelse.
Wes Andersons sort-humoristiske Rushmore, der sidste år begejstrede de amerikanske anmeldere, handler om en hyperintelligent skoleelevs besværlige coming-of-age.
Og George Hickenloopers The Big Brass Ring med William Hurt er en uheldig, men ikke uinteressant filmatisering af et urealiseret Orson Welles' manuskript.
Og RKO 281 af Benjamin Ross handler om den problematiske tilblivelse af Welles' Den store mand, der for mange er lig med verdens bedste film.
Men, som sagt, det er bare toppen af isbjerget - resten venter i biograferne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu