Læsetid: 3 min.

Nedtur i New York

25. marts 2000

Det er socialt acceptabelt kun at ville møde folk for sex, men vil man snakke over en kop kaffe, er man suspekt

Ny film
New York er en by med mange ansigter, og man kommer vidt omkring i filmfolks portræt af den evigt vågne metropol. Fra Martin Scorseses mean streets over Woody Allens velstillede neurotikere til instruktører som Spike Lee og Jim Jarmusch' kik ned ad sidegaderne og ud i forstæderne eller Larry Clarks barske skildring af byens ungdom i Kids.
Enhver biografgænger har et billede af byen på nethinden. Den kan være en kulørt kulisse eller en aktiv medspiller, men det er sjældent, man bliver inviteret så engagerende ind i ét liv og én dagligdag i byen som i Amos Kolleks afdæmpede drama Sue.
Sue er en 30-årig kvinde, som lever en anonym tilværelse på Manhattan. En dag mister hun sit job, og så er scenen sat for en social deroute, der begynder med for sent betalt husleje og ender på en parkbænk. Det lyder deprimerende, og det er det i høj grad, men det er samtidig et gribende møde med en kompleks kvinde i den brogede by, og skuespillerinden Anna Thomsons hudløse præstation som den sårbare Sue er helt enkelt uforglemmelig.

Intet går i hak
Sue mener, at hun har svært ved at samtale og kommunikerer derfor gennem sex. Hun udstråler en skrøbelig falmende skønhed, som tiltrækker mange mænd, men hendes liv er befolket af flygtige og tilfældige møder, og hun har ingen at vende sig til med sine problemer og sin ensomhed. Sue er stolt, og Thomson giver hende en utrolig værdighed og graciøsitet, selv når hun er så miserabel, at folk ikke vil tage hendes drikkepenge.
Man fornemmer fra starten, at Sue er fortabt, men man håber inderligt, at hun vil komme på ret kurs undervejs, og der byder sig flere chancer; et flygtigt job, et længerevarende forhold med en journalist, som lader til oprigtigt at ville have hende, som hun er, og et venskab med en bekymret bartender.
Flere rækker ud undervejs, og man får lyst til at skrige til Sue, at hun skal gribe fat i dem, men Sue formår at skubbe alle fra sig. Intet går som i de fleste andre film i hak. Folk går galt af hinanden og galt i byen, og det er ikke mindst det, der gør filmen næsten ubehageligt troværdig. De gode intentioner er ikke nok.
Amos Kollek holder stramt og sobert filmen fra at falde i de mange mulige afgrunde, og skildrer med stor kærlighed Sues følelsesmæssige fremmedgjorthed. De mange små episoder på New Yorks All Night Diners, møntvaskerier og bodegaer tegner et mangesidet billede af en by, som er både berusende og brutal.

Længe efter filmen
Sue er afhængig af byen, men den kører hende samtidig ned. Og alle i byen er klar over den konstante trussel, men har en laissez-faire-holdning, for det er jo "New York fucking City - what' you gonna do?"
Filmen udstiller tragisk det paradoksale i, at det er socialt acceptabelt kun at ville møde folk for sex, men vil man snakke over en kop kaffe, er man suspekt. Sue prøver desperat at få kontakt med folk fra telefonomstillingsdamer til servitricer uden held, men så snart hun står stille på et gadehjørne, får hun et frækt tilbud. Det er frustrerende at opleve det totale fravær af venner eller bekendte, der kan holde fast i Sue eller få hende selv til det midt i menneskehavet.
Og man holder aldrig op med at håbe. Sues desperate søgen efter samvær og sammenhæng går lige under huden. Man følges med hendes historie længe efter, at filmen er slut og kan varmt opfordre andre til at lære hende og hendes hjørne af New York at kende.
nSue. Instruktion og manuskript: Amos Kollek. Amerikansk. (Vester Vov Vov, København, Øst for Paradis, Århus og Cafe Biografen, Odense)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu