Læsetid 4 min.

Den neurotiske synd

23. marts 2000

Da kærligheden blev opfundet og undertrykt middealderhistorie om erotik og samfund

Historiebog
En standende historisk diskussion drejer sig om, hvorvidt en given periode frembringer sin egen mennesketype. Er det meningsfuldt f.eks. at tale om renæssancemennesket i ordets bogstavelige betydning? Var folk i 1700-tallet en særlig type?
I forrige århundrede løb disse periodemarkeringer løbsk, kulturjournalister og trendsættere opererede hovedløst med årtier og generationer: 1970'er, 80'er, 90'er-generationerne, som man herefter gjorde sig krampagtige anstrengelser for at adskille indbyrdes.
Af semantiske årsager er denne øvelse for tiden vanskelig og vil være det til 2020, hvor man så igen kan tage fat.
Med andre ord blander en vis skepsis sig i forsøget på at afgrænse den menneskelige adfærd i perioder.
Grænserne må under alle omstændigheder være flydende, når man med kyndighed underkaster mere eller mindre klart afgrænsede epokers mennesker en kildekritisk analyse og forsøger generaliserende vurderinger.

Moralfikseringen
Dette har den fransk-kyndige historiker Kai Aalbæk-Nielsen med held gjort i to på hinanden følgende bøger om hhv. oldtid og middelalder og koncentreret sit signalement af disse fjerne, men for os så forudsættende tider, om menneskenes praktisering af kærlighedslivet i bredspektret fortståelse.
Vi er nu med bd. 2 af I tidens ånd nået til middelalderen, hvor Aalbæk-Nielsens franske kundskaber kommer læseren til gavn, eftersom så megen middelalderlig selvforståelse udspringer af dette centrale kulturlands righoldige åndelige og kunstneriske frembringelser.
Ganske som i værkets første bind om antikken tilbyder Aalbæk-Nielsens tekst mængder af iagttagelser, oplysninger og tankevækkende teser, samt en smittende og dyb forståelse for fortidens mennesker og deres vilkår. Forfatteren besvarer selv spørgsmålet om det periodetypiske, der gør forskel. Middelaldermennesket, det datidige veloplyste individ, anskuer verden i den grad anderledes fra nulevende at det er rimeligt at operere med begrebet.
Ganske vist konstateres væsentlige nuanceforskelle fra periodens tidlige til dens sene år, men fællestrækkene er mere iøjnespringende. Alt, siger og skriver, relateres i middealderen til moral. Naturen er den levende morallære, hvor fænomenerne er som et reservoir af betydningsmættede symboler. Slangen behøver ingen præsentation, strudsen, der efterlader sit æg utildækket i sandet, er synderen forglemmende sin pligt over for gud, og skorpionen er jøderne. Det udtalte ord af en autoritets mund har retsstiftende værdi.
Når lægen stiller diagnose, er dette samtidig behandling for sygdommen, fordi ordene er sagt; når inkvisitor hæfter betegnelsen kætter på en anklaget er vedkommende dømt.

Det må man ikke
Det siger sig selv, at den fysiske kærlighed mellem mennesker i denne - her løst skitserede - kultur åbner en forunderlig problemverden. Ikke alene får erotikken som udslag af naturens uendelige kræfter sine egne betydninger, kærlighedens fuldbyrdelses konsekvenser - som antydningsvis uhelbredelige kønssygdomme og hyppig barselsdød - rummer atter andre skæbnesvangre tolkninger. Dertil kommer kærlighedslivets sociale bindinger, som medfører flere trusler. Over det hele ruger kristendommens evige forbandelse mod menneskene: arvesyndsforestillingen. Aalbæk-Nielsen gengiver fra James A. Brundagas Law, Sex, and Christian Society in Med. Europe et skema, der grafisk demonstrerer det mylder af religiøst bestemte hindringer, der er lagt det elskende og vel at mærke gifte par i vejen for den erotiske forening:
Hvis hustruen er gravid, har menstruation, ammer, hvis det er faste, advent, pinse, påske, helligdag, søndag, onsdag, fredag, lørdag, dagslys, hvis parret er nøgne, er i kirke(!) eller ikke vil have barn, så er elskov ensbetydende med noget nær dødssynd.
Såfremt betingelserne omvendt er opfyldt må de to kun gøre det én gang i missionærstilling og for Himlens skyld uden at nyde akten.
Alt i alt kan man roligt med Aalbæk-Nielsen konkludere at middelalderens højbårne, kirkeligt overvågede kærlighedsliv vidner om en latent kollektiv (central)europæisk neurose.

Dynamikkens kilde
Denne uddybes i højmiddelalderen, da troubadourdigtningen drager konsekvensen af disse sociale og åndelige tilstande og opfinder den romantiske, høviske kærlighed med lidelsen som dyrebar og fælles død - jvf. Tristan og Isolde - som selve driftens mål.
En nærliggende tanke, formentlig også rigtig, er at hin konflikt mellem det åndelige og kødelige, mellem drift og fuldbyrdelse, mellem nydelse og forsagelse skaber den energiske spænding, der bibringer middealderen dens utrolige dynamik og skaberkraft inden for så at sige alle den menneskelige virksomheds felter:
Det kvalfulde fænomen, som det hæmmede og kirkeligt undertrykte kønsliv i store dele af perioden udgør, bliver paradoksalt nok også lyset, der må forjage enhver forestilling om den mørke middelalder.
Når dette er sagt, som Aalbæk-Nielsen også påpeger, er middelalderkunstens utallige bramfri fremstillinger af den usædelige kærligheds djævleblændte fordærv, tegn på at tidens mennesker som mennesker til alle tider gerne og ofte lod naturen gå over optugtelsen. Men altså under et ulideligt syndsbevidst pres.
Kai Aalbæk-Nielsens velskrevne værk, smukt illustreret, som det i øvrigt var oplagt at få videreført i senere perioder, er betydeligt mere end et supplement til almindelige kultur-fremstillinger. Bogen anbringer sig med sine skarpsindige mentalitetsanalyser o.a. centralt i det middelalderligt orienterede litteraturbillede.

*Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i Middelalderen. I tidens ånd 2. 312 s. ill. 350 kr. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu