Læsetid: 4 min.

Nye syn med humor

1. marts 2000

Decembristernes udstilling er lidt tynd i år, men man kan jo aldrig give en samlet kritik af noget så polyfont som en kunstnersammenslutning. Så derfor: Se den!

Udstilling
Der er nemlig også nogle øjeåbnende og enestående værker, der rykker, fordi de med et poetisk overskud, udtrykt i de mest pauvre materialer, kaster et skrøbelighedens lys hen over vores eksistens. Dem vil vi tage fat på her. Den kunst kan gæsten, billedkunstner og forfatter Kaspar Kaum Bonnén.
I hans poetiske Mon hun tænker på mig nu? ser vi et i bogstavelig forstand disparat værk, der spreder sig i rummet og udtrykker længslens følelse ved hjælp af bl.a. et drømmende kvindeansigt i hvidglaseret ler. Bonnén skriver også sin titel i bogstaver, der hænger ned fra loftet. Det skrøbelige følelsesliv, som væver os sammen i drømme og vågen tilstand, er her tilgængeligt, udfoldet som et emotionernes landkort i tre dimensioner.
Det første, som slår én på årets Decembrist-udstilling, er ellers fraværet af Ingvar Cronhammars store og faretruende dødsmaskiner. I stedet bidrager han med et digt, der handler om livets hastighed, om krigere og købmænd. Det ses, lige når man træder ind i den gamle, atmosfærefyldte bygning på Oslo Plads.
Også Henrik Have digter, samtidig med at han maler. Denne gang lader han sin flimrende tegnvrimmel, sine semiotiske malerier med elektrisk energi, indramme i guld, men det klæder dem ærlig talt ikke. De tager sig bedst ud casual.

Rebeller og enegængere
Men ellers præges udstillingen af dens faste medlemmer, der ofte er svangre med hemmeligheder, typisk for Decembristerne i øvrigt, der ikke er for fastholdere. Ikke mindst Sys Hindsbo, der i grafik og maleri lader mærkelige sammensværgelser udspille sig i rum spændt til bristepunktet - en uudholdelig, klaustrofobisk lægeventeværelsesstemning.
Og Inge Ellegaard, der arbejder videre med sit møde mellem geometri og biologi, in casu bier og gitre.
Denne sammenslutning består om nogen af rebeller og enegængere, dvs. uforudsigelige, skæve kunstnere, som nu formanden Hans Chr. Rylander, der uophørligt søger at udtrykke det uudsigelige i sine installationer og malerier, der er rustikke og langtidsholdbare læsninger af tiden. Han skaber myter ud af begivenheder. Og denne gang bidrager han med en 'bitte' olieskitse til Proviantmuseet på 363 x 557 cm. Her har han kortlagt dele af Danmarkshistorien på Rylandersk vis med den lidt urolige, flimrende overflade, der ligesom 'kradser' motiverne frem af olien og med de mange ansigter (især Chr. IV forstås), der dukker op og laver rav i den på fladen, samtidig med at de hilser os.
Ole Broager leger med materialer og betydninger i sine værker. Han gør det f.eks. i sine kæmpemæssige træsnit på kitschede voksduge eller i sine kar, stole og sin henrivende kæmpeost. Han digter til, tillægger hverdagsrekvisitter ny betydning, samtidig med at han går op i skala.
Henrik Flagstad er også en aldeles enestående kunstner i begge dette ords betydninger. Det store Gulvrelief er hele universet i rustfrit stål, flint, marmor m.v. De svømmer rundt i vandet, disse marmorfigurer, der færdes hjemmevant under meteorsten. Og så er der Jørgen Carlo Larsen, der giver os en anden verden i sin kæmpeinstallation Ny LP.

Gæsterne
Et rum adskiller sig imidlertid markant fra de øvrige. Det er gæsterne og celebriteterne Christian Lemmerz' og den britiske Marc Quinns. To skulptører, to skulpturer.
Quinn er Sensation-kunstner - apropos Charles Saatchi - og han arbejder med kroppen - ofte sin egen - som udgangspunkt for et til tider meget makabert værk, der dog altid kalder på refleksion og omtanke. Således hans 'blodhoved', dvs. hans berømte selvportræt bestående af hans eget blod, der vises i frossen tilstand.
På udstillingen bidrager han med en nedhængende krop, dvs. en gummiafstøbning af sig selv, opdelt i to. Den hedder No Visible Means of Escape X (1997), og den visualiserer stærkt det kropslige forfald, at vi er begrænset tidsmæssigt for nu at sige det banalt og lige ud. Det ligner i øvrigt en skulptur af hud, et menneske uden skelet, et menneske bestående af overflade alene, og her totalt i opløsning. Kun skallen er tilbage. Det er en slags krop-livsmaske. Uhyggeligt stærkt.
Lemmerz' fabelagtige marmorskulptur, som har været vist i det danske, delvis statsfinasierede DCA-galleri i New York, Adam-Kadmon (1998) er en kommentar til det komplekse køn (hermafroditten), livets skrøbelighed (alderen) og til forholdet mellem myte og fiktion (den opdaterede myte om Hermes og Dionysos).
Ja, det var alligevel det hele værd sådan at traske rundt på de knirkende gulve i Willumsens gamle, forvoksede sommerhus. Faktisk tænker man, at hvis Danmark havde en Charles Saatchi, så ville han gøre Flagstad, Broager, Kaspar Bonnén og Jørgen Carlo Larsen flyveklar til det internationale kunstliv. Afsted med dem i Concorden. Hvis de altså ville. Disse kunstnere arbejder kompromisløst ud fra sig selv, de sanser det store i det små og kan kunsten at skabe nye syn med humoren og legekraften i behold. Godt gået!

*Decembristerne. Oslo Plads, Kbh. Dgl. 10-17. Til 5. mar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu