Læsetid: 4 min.

'Mit nyfødte barn skal hedde Regn'

2. marts 2000

141 familier, der har mistet deres hjem ved oversvømmelsen i Mozambique, bor
i en tom fabrik i Maputo - andre ofre venter stadig på hjælpen

Mens helikopterne flyver henover Mozambiques hovedstad Maputo for at redde ofrene for oversvømmelserne i provinserne nordpå, er der andre ofre i selve hovedstaden.
Disse mennesker er blevet hjemløse på grund af den samme regn, som nu drukner befolkningen ved flodudløbene nordpå. I løbet af weekenden den 5.-6. februar faldt der så meget regn, at beboerne i de fattige bydele, der ligger rundt om Maputo, måtte se deres huse og ejendele skylle bort i strømme af vand.
I disse bydele, de såkaldte bairroer, er der ingen kloakering, der kan lede vandet bort. Mange huse er bygget af forhåndenværende materialer, der ikke kan modstå en så massiv oversvømmelse. Men også betonhuse, lysmaster og asfalterede veje er blevet revet med af vandmasserne, da en halv meter regn i løbet af et døgn faldt fra himlen.
Kløfter på ti meters dybde afskærer bairroernes beboere fra at kunne benytte deres sædvanlige veje, og transporten foregår til fods over jordbunker og vandløb, hvor vandet stadig siler afsted. Husenes beboere har langs kløfterne stillet alt deres husgeråd til tørre udenfor, hvor solen nu bager ned.

Stille katastrofe
Man har kaldt katastrofen i Gaza-provinsen 200 km nordpå for "en stille katastrofe", hvor ofrene i dagevis sidder udmattede på hustagene og venter på redning. Disse ofre her i Maputo er ikke stille. Vi møder dem, da vi træder ind i den gamle cashewnøddefabrik, som bliver brugt som opbevaringssted for de hjemløse. Den tomme fabrikshal genlyder af barnegråd, stemmer og skramlen med gryder og vandspande. Disse mennesker har nu boet i flere uger under kummerlige forhold, hvor en sovemåtte på betongulvet udgør et hjem for hver af de 141 familier.
To kvinder, én med et barn ved brystet, fortæller: "Mit hus er væk, revet bort af vandet," siger Helena Carlos, mens hun ammer sit barn. "Jeg bor nu sammen med mine brødre, børn og mand her i fabrikshallen. Vi har ventet så længe på at få et andet sted at flytte hen, men endnu har vi ikke hørt noget."
Kvinden ved siden af Helena tilføjer: "Min mand er krøbling, og bor nu hos slægtninge, men de havde ikke råd til også at have mig boende. Jeg bor her for at få mad, og fordi jeg håber at få tildelt et nyt sted, hvor vi kan bygge et hus. Vi tør ikke flytte tilbage, hvis det begynder at regne igen. Vi har allerede mistet alt."
Helena Carlos vil gerne vise os, hvordan situationen ser ud i den bairro, hun kommer fra, og vi skrumpler i bil af hullede veje, hvor vandstrømmene har eroderet dybe grøfter langs siderne. Davi kommer til Helenas bairro i Machava, stiller vi bilen og går det sidste stykke af vejen til fods gennem murbrokker, bygningsrester og vandpytter, hvor ænderne pjasker rundt.
Dele af huse er væk, og de tilbageværende bygninger har fugtige skjolder op til en meters højde som viser, hvor højt oppe vandet i dagevis har stået. Andre huse har ikke kunnet klare at være oversvømmet så længe, at de bærende konstruktioner er rådnet bort.
Overalt hænger der tøj til tørre, også dér hvor Helenas hus engang har været. Hendes hus ligger i ruiner, sammenstyrtede, lerklinede vægge antyder blot, hvor huset har været. Det eneste der er tilbage er en tørresnor, hvor vasketøjet hænger.
"Jeg kommer tilbage hertil hver dag," siger Helena, "det her er stadig mit hjem, selv om jeg bor i cashewnøddefabrikkens hal. Jeg savner mit hus og mine naboer - dem af dem, som stadig er tilbage."
Husene omkring Helenas tidligere hjem er fyldt med mennesker. Alle har taget hjemløse familiemedlemmer og naboer ind, hvis de overhovedet har haft mulighed for det. Men tit slår maden ikke til, for priserne på alle fødevarer i byen er steget - alt skal importeres fra Sydafrika, nu hvor vejen nordpå er skyllet bort.
LWF, Lutheran World Federation, som blandt andet samarbejder med Folkekirkens Nødhjælp i Danmark, har gennem de sidste uger prøvet at hjælpe de hjemløse. Der er nu fundet genhusningsmuligheder for 300 familier uden for byen. Der har Matola kommune stillet god jord til rådighed for ialt 2.000 familier.
"Indtil videre har vi kun mulighed for at hjælpe de 300 familier," siger SWF's repræsentant i Maputo, "men vi arbejder fortsat på at skaffe jord og de vigtigste fornødenheder til de hårdest ramte".
Mozambiques befolkning har været ude for alle tænkelige prøvelser: årtiers borgerkrig, fattigdom og mangel på skoler og sundhedssystemer - og nu, hvor landet var ved at komme på fode, orkaner og oversvømmelser, der med usvigelig sikkerhed har ramt den fattigste og mest sårbare del af befolkningen.
Den mozambikanske befolkning er i besiddelse af en sej vilje til overlevelse.
Helena står med sit barn i favnen og ser ud over ødelæggelserne. "Mit nyfødte barn skal hedde Chuva" (regn), siger hun og smiler.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu