Læsetid: 2 min.

Nyt i MTV-tempo

14. marts 2000

En historisk dag: DRs radiomonopol blev brudt

Radio
En redaktion på otte mand brød i går Danmarks Radios hidtidige monopol på at sende landsdækkende radionyheder. Det skete fra et studie i Pilestræde i København. RadioNyhederne sender hver fulde time via eksisterende stationer i en række byer. I København, Odense og Aalborg sendes via The Voice, i Esbjerg via Radio Victor, osv. - ialt 15 lokalradioer, som tilsammen har et potentiale på to mio. lyttere. Der trækkes også nyheder hjem fra lokalstationernes journalister.
Information hørte med ved premieren, nemlig udsendelserne kl. 12, 13, 14 og 15. Kortvarige fornøjelser. Nyhederne, afleveret i hæsblæsende MTV-tempo, var overstået på samme tid, som det tager at spille et enkelt nummer fra en cd. Typisk fire-fem emner og en enkelt ultrakort udtalelse fra en politiker. Hyppig udskiftning af emner fra time til time. Dertil gerne en sportsnyhed, en nyhed fra lokalstationerne, vejret. Hurtigt videre med musik og reklamer. Schleimanns på P3 realiserede drøm om funktionsradio yderligere strammet op. Konkurrencen med DR går med andre ord især på hastigheden og friskheden. Den fælles nyhedsudsendelse må vare max. to et halvt minut. Målgruppen er de 15-45-årige.

Et speget spil
Nok så interessant er det, hvilken rolle nyskabelsen får i det spegede spil forud for forårets medieforlig. Det offensive udspil kommer på et tidspunkt, hvor de tre store bladhuse, Det Berlingske, Politikens og Jyllands-Postens netop har indledt et samarbejde om at oprette en Pressens Radioavis, idet man lægger billet ind på den ledige FM-sekvens, den fjerde kanal, som en række mediekoncerner i forvejen bejler til: Danmarks Radio, TV 2, TV 3, TV Danmark, Schibsted, Aller, m.fl. Der vil være masser af reklamekroner til den heldige 'vinder' af den fjerde kanal, hvis den gives til en kommerciel station, men hvilken? Hidtil har spørgsmålet derfor især været, om Danmarks Radio skulle have den til en P4. Men rent politisk spiller spørgsmålet om at give DR konkurrence i demokratiets navn en hovedrolle. Venstre har erklæret, at man under ingen omstændigheder vil være med til at give kanalen til DR. Hvilket kan gøre de store aviser til favorit. Eller Danmarks Radio kan igen komme på tale - nu, hvor der kan argumenteres med, at monopolet allerede er brudt, og DR derved har fået den af politikerne ønskede konkurrence.
Radio ANR i Nordjylland, der er ejet af Nordjyske Stiftstidende, står bag den nye tjeneste. Prssen har således allerde skudt sig ind i den benhårde æterkonkurrence.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her