Rumænsk mine atter årsag til forurening af floder. Lokale myndigheder tager dog uheldene afslappet i modsætning til EU, der forbereder indgreb
20 tons giftslam og rester af tungmetaller flød i går ud i en flod i det nordlige Rumænien efter brud på en dæmning ved en zink-mine.
Ifølge den lokale leder af områdets statslige miljø-beskyttelse, Vlaicu Pop, var uheldet en nøjagtig kopi af hændelsen i samme område for en måned siden, hvor lækager fra en guldmine forurenede lange flodstrækninger i Østeuropa med blandt andet cyanid.
Indtil i går synes den omfattende forurening med cyanid imidlertid ikke i synderlig grad at optage sindene i Rumænien.
Det fortæller Miljøstyrelsens koordinator i Rumænien, Morten Pedersen, der fredag vendte hjem til Danmark efter et par ugers ophold i Rumænien.
"Sagen er ikke særlig vigtig i rumænernes øjne. Der har været forurening i det område i lang tid, og rumænerne gør intet specielt ved netop denne ulykke," siger han.
Det er der dog andre, der gør. Foranlediget af det seneste i en lang række af giftudslip fra miner, forbereder EU nu at skærpe reglerne for minedrift.
Mange problemer
Området omkring byen Baia Mare er et af Rumæniens mest forurenede, præget af meget minedrift og anden forurenende industri. Ifølge lokale rumænske miljøorganisationer er luften, jorden og vandet så forurenet, at gennemsnitsalderen kun er 54 år - 16 år under det rumænske gennemsnit.
Graden af forurening fik et hak opad, da 100.000 kubikmeter cyanidslam fra en guldmine den 30. januar lækkede fra en opdæmmet affaldslagune. Giften flød fra Rumænien videre til floder i Ungarn, Serbien og Bulgarien.
Undervejs blev koncentrationen af gift målt til at være 700 gange over det tilladte, og lokale beboere satte sorte flag langs flodbredderne for at advare mod det giftige vand. Flere hundrede tons døde fisk blev hentet op af floderne. Først i torsdags afblæste de ungarske miljømyndigheder en sundhedsalarm, da der ikke var fundet døde fisk i floderne de foregående 24 timer.
Disse oplysninger tages imidlertid med knusende ro i Rumænien. Morten Pedersen fortæller, at han i to dage opholdte sig i det rumænske miljøministerium, og at de "på intet tidspunkt" talte om ulykken ved Baia Mare.
Intet problem mere
I det rumænske miljøministeriums afdeling for vand bekræfter generaldirektør Constantin Gheorghe, at rumænerne ikke aktuelt gør noget udover det sædvanlige ved forureningen.
"Der er ikke noget problem nu. Udledningerne af cyanid blev stoppet to dage efter hullet blev opdaget. Vi er stadig i gang med at undersøge problemets omfang, og det tager nok et par måneder endnu," siger han og tillægger, at
den ulykkesramte guldmine "måske genåbner."
De rumænske myndigheder er dog, ifølge Gheorghe, opmærksomme på, at kravene til mineindustriens teknologi "nok skal strammes."
Men den risikobetonede minedrift drives også af Frankrig, Italien, Sverige og Finland, og det bringer nu EU i spil med krav om skærpede regler for minedrift.
Ifølge Pia Ahrenkilde, talskvinde for EU's miljøkommissær Margot Waalström, har ulykken illustreret, at "der er behov for at stramme op." Minedrift er i dag undtaget et EU-direktiv om miljøulykker, der blev til efter Seveso-ulykken i Italien i 1982.
"Det vil man se anderledes på i dag efter flere store ulykker. Der er banet vej for enten at få minerne inkluderet i det gældende direktiv eller at vedtage en helt ny lovgivning. Det her har helt klart skabt en holdningsændring. Både fra parlamentet og de forskellige NGO'er vokser presset nu," siger Pia Ahrenkilde.
Et EU-hold i Rumænien skal i løbet af marts aflevere en redegørelse om uheldets omfang og årsag til EU-Kommissionen, der herefter vil beslutte, om der behøves lovmæssige tiltag.