Læsetid: 7 min.

Ode til Apollon

10. marts 2000

Et maleri er et maleri, ligesom en stol er en stol, siger Kehnet Nielsen om sine alvorlige satsninger på lærredet. Hans billeder emmer af patos og tilbagelagt tid

Malerkunst
At turde alvoren, det er det, der adskiller Kehnet Nielsen fra mange af hans kolleger. Han er hinsides den ironiske distance. Han ønsker ikke at skærme sig bag den. "Det er livet for vigtigt til," siger han.
"Virkeliggørelsen af bruddene er indledningen til det allerede tabte," skriver Lars Norén i et digt. Kehnet Nielsen har gjort disse ord til sine og har omsat dem i sine malerier. De er indkapslinger af de mange følelser, han har investeret i dem undervejs i deres ofte lange tilblivelsesproces. De fanger den tabte tid.
Kehnet Nielsen er varm og skaber på varme, selv om han som subjekt underordner sig skabelsesprocessen og gør sig anonym og modtagelig. Han opfatter sine malerier som breve, sendt afsted til nutiden og eftertiden og måske til en ukendt adressat? Lyder det romantisk? Jamen, det er det også. Kehnet Nielsen har intet imod at tage de store begreber i ed.
Det siler ned, da jeg, indhyllet i mit røde 'telt' fra Information, stiller cyklen op ad Kehnet Nielsens atelier. Der står meget passende 'Regn' på døren. Sådan er hans malerier nemlig også.
Han er en regnmand, der maler billeder, som driver af maling. Alt synes at diffundere, at sive ud og være på vej væk på lærredet. Billederne driver væk foran os. Ligesom dagene. Og alligevel står de tilbage - malerierne - når dagene er forbi.
I dag åbner en ny udstilling i Galleri Susanne Ottesens store, lyse galleri i Gothersgade. Her blænder Kehnet Nielsen op for lyset i sin nye serie, Apollon Suiten, med mægtige malerier, der lader betragteren forsvinde ind i et landskab af følelse og ophobet liv.
Apollon var musernes anfører, han var lysets, sangens og solens gud, og han afværgede det onde. Hans redskaber er meget symptomatisk både buen og lyren. Han både kæmper og spiller. Også Kehnet Nielsens malerier er resultatet af både kamp og skønhedsdyrkelse. De er - meget atypisk for vores tid - renset for provokationer og fremstår som strenge malerier uden dikkedarer og er 'motivløse'. Men hvis man går ind i dem og bliver der et stykke tid, bliver de til foran os og begynder at rykke i os. Figurer kommer os indimellem i møde fra baggrunden, de anes blot som skygger eller ånder. Som maleriets gode eller onde ånd.
"Er maleriet noget i sig selv, eller er det blot eksponent for oplevelsen," spørger jeg maleren, mens vi nipper til vores kaffe med en slat whisky i.

Rent maleri
"Det er både oplevelse og objekt. Det er ikke noget, du kan tænde og slukke for. Det rummer en tingslighed, for det er der, selv om du ikke er der. Men samtidig er det en projektionsflade for dig selv og for betragteren, der møder det. Det kalder på følelserne, ligesom et storladent landskab. Et billede henvender sig tavst til en. Indtrykkene er stumme, og det er en vigtig dimension, at maleri findes. I dag kan man ikke skabe ny kunst ved hjælp af ny form. Det er ikke et formspørgsmål længere. Det er et overstået kapitel. I dag er det et spørgsmål, om man har noget at sige."
- Indimellem bruger du ord, som svæver rundt i billedrummet. Hvorfor det?
"Jeg kan ikke lave figurationer - den tid var forbi allerede i 80'erne - men i stedet laver jeg figurationer ved hjælp af ord. De er på den ene side en slags indgang til billedet - de er enlinjers digte - og på den anden side udgør de en figuration på linje med et hus eller lignende. Ordene ordner billedet, bibringer det harmoni."
- Hvordan har du det med begrebet patos?
"Jeg har ikke noget imod dette begreb, men det skal ikke stå skrevet på forhånd, at det her er stort. Maleriet skal være rent, ikke sådan at forstå at det ikke må være snavset, men det skal kunne fremkalde en alvor, der svarer til livets mirakel. Det skal kunne føre én tilbage til, at det er en gave at være til."
- Dit maleri 'Kniven på hovedet' hænger på Statens Museum for Kunst og er efter min mening et sindssygt godt, men også meget vanskeligt billede, som jeg først er ved at forstå i disse år. Det er ganske anderledes og meget mere moderne end de øvrige vilde malerier, der i dag virker mærkeligt altmodisch i al deres flunkende postulerethed.
"Ja, efterhånden har jeg også selv forliget mig med det, selv om det har været problematisk, fordi det har forhindret mig i at gå videre. Alle de andre unge vilde kunne gå videre, jeg kunne ikke, fordi jeg hele tiden blev holdt fast på det billede. Det ærgrer mig, at Statens Museum ikke har nogle af mine senere billeder."
- Hvordan er din arbejdsproces? Hvoraf opstår dine billeder?

Maler på intuitionen
"Jeg starter bare, fordi jeg ved, at jeg skal starte, og jeg maler det, jeg er fyldt af. Det er en lang proces, og jeg maler hver dag. Det drejer sig om at komme så tæt som muligt på det billede, jeg har i hovedet som forestilling. Der er mange fejltagelser undervejs."
- Du arbejder med blanke og matte flader, og billedet er aldrig det samme. Hvad betyder stofligheden for dig?
"Der ligger mange lag bag det sidste, yderste, og det betyder meget, at der ligger disse lag indenunder, som spiller med. Jeg maler på intuitionen og spillet på fladen er en del af motivet."
- Sidste år malede du pludselig malerier i en helt lys farveskala, du gik op i gul og
orange, i flammende farver. Hvad skete der?
"De er skabt i en tid, hvor jeg befandt mig i en lykkelig livsfase. Men i dag kan jeg ikke identificere mig med dem, fordi jeg befinder mig et andet sted. De var i øvrigt også alt for nemme at sælge, og det gør mig straks mistænksom. Jeg har ikke noget imod at lave noget, der er skønt, og der er også lys i de billeder, jeg laver nu, det kan de sagtens rumme. Men med de billeder, du nævner ville jeg hen på den anden side af mørket og følge en vej, indtil farven knækkede. Det var en nødvendighed for at komme videre."
- Der er mange, som sammenligner dig med Per Kirkeby. Hvordan har du det med det?

Dansk kunstkritik
"Det tager jeg meget roligt. Jeg kender jo forskellen mellem hans og mine billeder og kan sagtens se den. Ja, han fylder meget i dag, fordi han er en god kunstner. Men på et tidspunkt sker der en kanonisering, næsten en helliggørelse, der med et voksende publikum og en kritikløs kritik giver for lidt modspil. Kirkeby har næsten fået patent på ethvert abstrakt maleri og store formater, og det har han jo ikke. Jeg har jo malet i store formater i mange, mange år."
- Hvordan vurderer du den danske kunstkritik?
"Den er altså ikke fremragende. Når man udstiller i Danmark, bliver man nemt sat i bås. Kritikken ser ikke på værkerne, de sammenlignes hele tiden med andre kunstnere eller tidligere værker. Kritikken elsker at sammenligne. Hvis man udgiver en bog, tages der udgangpunkt i bogen, men når det drejer sig om kunstudstillinger, skrives der om alt muligt andet end værkerne."
- Kan det have noget at gøre med, at der ikke er den fornødne distance til kunstnerne? At kritikere og kunstnere kender hinanden for godt? Så kritikken bliver fyldt med interne referencer? Og at billedkunsten er en del af den kulturelle underholdningsindustri?
"Ja, bestemt. Dansk billedkunst rider for øjeblikket på en Aqua-bølge med Center for Dansk Billedkunst i spidsen. Der hersker en forestilling om, at kunsten for enhver pris skal være international, men ingen tager stilling til kvaliteten og går ind i værkerne på værkernes egne præmisser. Det er på tide, der kommer alvor ind i billedet igen."

*Kehnet Nielsen: Apollon Suiten. Galleri Susanne Ottesen, Gothersg. 49, Kbh. ti.-fr. 10-13 og 14-18. Lø. 11-15. Åbner i dag kl. 17-19. Til 15. apr.

Fakta- Følelse og patos
Kehnet Nielsen er født i 1947 i København. Efter en tid som musiker blev han optaget på Kunstakademiet, hvor han i årene 1977-1982 uddannede sig hos Sven Dalsgaard, Albert Mertz og Hein Heinsen. Det store gennembrud fik han på udstillingen 'Kniven på hovedet' i 1982 i Tranegården, generationen af unge vilde maleres epokegørende udstilling, som han selv leverede titel til. Siden har hans maleri bevæget sig ad andre spor. I dag maler han i en nordisk palet i overvejende jordfarver, motivløse malerier, der emmer af følelse og patos. Kehnet Nielsen har deltaget i en lang række gruppeudstillinger og er repræsenteret på flere danske museer. Han har fået både Statens Kunstfonds 3-årige stipendium samt Edstrandska Stiftelsens store legat og Jens Søndergaards legat. I 1996 modtog han Eckersberg-medaljen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu