I Ulf V. Olsens argumentation findes der kun en måde at tematisere Europa på - den er kulturrelativistisk, og kulturrelativismen er racistisk
Fremmedbilleder
Knapt er det blevet vedtaget, at vi skal stemme om tilslutning til ØMU'en, før EU-modstanderne lader kanonerne og fyrer bredsider af. I sidste uge sammenlignede Mogens Camre ØMU'en med Hitlers planer for er Neuropa. I denne uge kan man i en kronik i Information (16. marts) læse, at talen om europæisk kultur er racistisk. Kronikken er skrevet af Ulf V. Olsen, der anfører, at han er med i ledelsen af enhedslisten.
Olsen påstår, at forestillingen om et fælles Europa hviler på "et racistisk verdensbillede". Denne påstand understøtter han med en mildest talt mærkværdig fremstilling af europæiske fremmedbilleder.
Han hævder, at europæerne frem til det 19. århundrede betragtede ikke-europæere som "fuldgyldige mennesker" på lige fod med dem selv og henviser her til den skotske opdagelsesrejsende Mungo Park, der i slutningen af 1700-tallet rejste rundt i Nord- og Vestafrika.
Det er simpelthen lodret forkert. Kigger man alene på den tekst, Ulf. V. Olsen henviser til (Travels in the Interior of Africa fra 1799), vil man kunne se, at Mungo Park betegner Afrika som et land "i en vild og forsømt tilstand" og afrikanerne som formørket af "en hedensk overtros vulgære og ubehagelige blindhed" (s.312).
Anderledeshed
Hvad, man kan diskutere, er, hvorledes Park begrebsliggør den radikale afstand mellem europæere og ikke-europæere. Han er ikke racist i den forstand, den biologiske racisme i slutningen af det 19. århundrede bestemmer race. Men der er ingen tvivl om, at han betragter "negrene" som uciviliserede og barbariske.
Der er heller ingen tvivl om, at han betragter dem som havende en anden kultur. Hele hans bog går ud på at beskrive deres anderledeshed. Imidlertid har han et andet kulturbegreb, end det der bliver fremherskende i det 19. århundrede. Hans kulturbegreb giver plads for en civiliserende mission. Selv om kulturbegrebet og senere racebegrebet i det 19. århundrede betyder, at forestillingen om det ikke-europæiske antager en anden karakter, kan de ikke desto mindre eksistere sammen med en imperialistisk idé om den civiliserende mission.
Ulf V. Olsen mener, at det er kulturrelativismen - forestillingen om kulturer som uforenlige størrelser - der for alvor essentialiserer forskellen mellem det europæiske og det ikke-europæiske.
Ser man bort fra, at han daterer kulturrelativismen til tiden efter 1945 (og helt ser bort fra Herders arvtagere i det 19. århundrede), må man medgive, at denne betragtningsmåde ændrer betingelserne for at tænke mellemmenneskelig sameksistens. Men når han samtidig påstår, at kulturrelativismen skulle være det eneste grundlag for at tænke det europæiske, må man tage sig til hovedet.
Et politisk projekt
Man kan ikke med nogen rimelighed hævde, at eksempelvis EU først og fremmest er blevet udtænkt som et kulturelt projekt. Det begyndte som et politisk projekt, hvor det økonomiske snart kom til at dominere.
Det politiske projekt indeholdt faktisk de internationalistiske og humanistiske aspekter, Olsen mener undertrykkes i talen om Europa. EU handlede ved sin fødsel i 1950'erne om at overskride de nationale (og nationalistiske horisonter og om at sikre demokratiet. Er det ikke internationalisme og humanisme?
Olsens argumentation er præget af en forbavsende række forkortninger: Der findes kun een måde at tematiske Europa på; den er kulturrelativistisk, og kulturrelativismen er racistisk.
Hertil kan man dels invende, at kulturrelativismens kulturbegreb ikke er det eneste. Man kan udmærket tale om europæisk kultur ud fra en antagelse, om at der på dette kontinent kan findes adfærdsformer og betydninger, der ligner hinanden. Man vil bl.a. kunne iagttage, at spørgsmålet om europæisk kultur, europæiskhed m.v. diskuteres mange steder i Europa. Alene det at stille spørgsmålet er en del af en europæisk kultur.
Man kan endvidere indvende, at kulturrelativisme ikke i sig selv er nationalistisk endsige racistisk. Nationalisme forudsætter at forskelle tænkes som nationale, og racisme forudsætter, at der er racer, der gør forskel.
Det eneste, der vindes ved at røre det hele sammen i den samme grød, er, at forskellen mellem politiske positioner kan radikaliseres. Olsen og hans fæller har tydeligvis brug for racister.
