Læsetid: 6 min.

Opgør med en global kunst

11. marts 2000

Jean Clair, direktør for Picasso museet i Paris, affyrer i dette interview en bredside mod avantgardismen og globaliseringen. Kunst må forholde sig til traditionen og det lokale, hævder han

Kunst
PARIS - "Det giver absolut ingen mening at tale om avantgarde i dag. Når den politiske utopi er opgivet, hvordan skulle avantgarden så gøre sig gældende. For ikke at tale om, at den historiske avantgarde, med dens idé om kunstneren som en slags vismand, magiker, profet, denne messianske avantgarde, der skulle være med til at føre menneskeheden fremad, og som blev impliceret i de værste totalitarismer. Ideen om en 'kongevej' fra Cezanne til Mondrian, fra Mondrian til Jackson Pollock, og fra Pollock til en minimalistisk maler som Robert Ryman er idealistisk konstruktion, der falder med den politiske utopi."
Jean Clair lægger ikke fingrene imellem.
"Paradokset med avantgarden er, at en tankegang, der gik ud på at være brud med traditionen, selv er blevet en dogmatisk tankegang, der ikke tillader modsigelser. Det er blevet den officielle tankegang for kunsten mod slutningen af årtusindet."

Totalitarismen
- De anklager i Deres bog den måde nærmest alle i kunstverdenen følger den amerikanske kunsthistoriker Clement Greenbergs rudimentære analyser, der går ud på, at kunsthistorien skrives mod en stadigt stigende abstraktion. Men de ser ikke med mildere øjne på den såkaldt ekspressive tradition, om det nu er Emil Nolde eller Joseph Beuys?
"Nej det gør jeg ikke, for på samme måde som den italienske futurisme var i alliance med fascismen, på samme måde ligger der i ekspressionismen en sammenhæng med germansk "Blut und Boden"-ideologi, dvs. fantasmen om en nordisk og raceren kunst, der ekspressivt og direkte udtrykker det særlige geni i det germanske folk.
Goebbels var fanatisk vild med nordisk ekspressionisme, og Munch modtog - med glæde - Goethe-medaljen, med Goebbels velsignelse. For mig er Munch en meget stor kunstner, men der er noget i dyrkelsen af det voldsomme, i viljen til at lave en slags tabula rasa, det oprindelige skrig, der ligger foruroligende tæt ved noget fundamentalt nazismen. Og måske er der i hele det avantgardistiske projekts fristelse til at gå mod kulturen, traditionen, mod tanken, hukommelsen og uddannelsen, noget der måske ikke ligefrem har hjulpet, men dog imødekommet noget farligt i de totalitære regimer."
- De hævder også at samtidskunsten undervejs hele tiden har haft noget andet at byde på?
"Indtil for ganske nylig har historien været læst på denne heroiske, episke, eskatologiske messianske måde, helt i overensstemmelse med avantgardens romantiske ideer, hvor den æstetiske avantgarde på linje med den politiske, viser vejen frem mod en bedre fremtid."

En etisk kunst
Det var denne historie,
Jean Clair tillod sig at genlæse, da han som direktør for Venedigbienalen i 1995, skabte den udskældte og lovpriste kæmpeudstilling: Identitá é Alteritá: Figure del Corpo - "Identitet og andethed: billeder af kroppen". Påstanden var her, at der hele vejen igennem har været en anden kunst, der stadig beskæftigede sig med figurationen. En etisk kunst i den forstand at den stadig i bogstaveligste forstand handler om at stå ansigt til ansigt, og dermed i filosoffen Levinas' forstand har fat i ansvarlighedens grundlag. Her er de fremmeste kunstnere malere som Bacon, Balthus, og Lucian Freud, som netop overhovedet ikke finder plads i den sædvanlige historie. Størstedelen af samtidskunsten fortsætter ifølge Clair ikke desto mindre blindt ud af det avantgardistiske spor uden at slippe ideen om kunstneren, der qua sin genialitet ikke står til ansvar over for den sociale verden, han lever i.
"Jeg tror, at hvis man opgiver at spørge efter mening, så går det virkelig mod et barbari. Måske er vi allerede derhenne. Den økonomiske rationalitet er jo ikke noget, man kan leve med. Det er helt sikkert at den lokale og regionale revolte mod globaliseringen er fyldt af trusler om en slags arkaisk regression, der rent faktisk ligger tæt på det, man har kendt i Tyskland."
"Man har indtryk af, at kunstnerne lukker sig inde i fuldkommen idiosynkratiske handlinger, en hypernarcissisme, totalt uforståelig fordi den ikke har noget sprog. Når man ser på kunsten nu, er der så megen regression, lort er nærmest blevet et kendetegn for avantgarden. Som om kunstnerne vender tilbage til det allermest primitive ved mennesket, noget infantilt, som de første oplevelser af kroppen hos et spædbarn, oplevelsen af den nøgne direkte kropslighed."
- Men hvis der nu ikke findes nogen historie eller mening, så er det vel det man skal vise?
"Ja, jeg forstår godt tankegangen, men det passer jo ikke, at der ikke er nogen historie. Dem, der taler om det, er folk der er ofre for historien og ikke forstår, at historien fortsætter uden dem. Der er andre folk, der kommer op, Islam er ved at blomstre op, Kina eksisterer, men vi er måske uden for historien nu."

Globalisering
- De har vovet dem ud i at sige, at der er en national eller i al fald regional specificitet i kunst, og derfor har man anklaget dem for at være højreekstremist. Er deres tanker her ikke blot en ny version af 'Blut und Boden'?
"Det er selvfølgelig et meget delikat emne at berøre, en hårfin balance."
- I Østrig ser man jo, hvor let det forvanskes populistisk?
"Men hvis man tænker på eksempelvis Vaclav Havel, så er der vel ingen der vil beskylde ham for at være reaktionær eller højreorienteret. Man rører ved noget meget vanskeligt, men meget vigtigt. Internationalismen i kunst, viljen til at skabe et universelt sprog, er et oplysningsideal, giver kun mening, sålænge man befinder sig i en fremskridtstro som den, der gjorde sig gældende for de store ideologier i det 20. århundrede. I det, man i dag kalder globalisering, denne frygtelige, kapitalistiske efterligning af noget universelt, er der jo ikke tale om universalisme, det er blot den amerikanske kapitalismes hegemoni. Udgangspunktet er altså helt anderledes nu, end ved slutningen af det 19. århundrede. Det eneste forsvar nu, mod den truende globalisering, er at lukke sig inde i regionale eller nationale identiteter. Det handler om at tale ud fra det sted, hvor man hører til, en dialog fra et centrum mod en periferi. Det er virkelig universalisme, ikke dette påtvungne under-engelsk/amerikanske, der nu er så fremherskende. Dette gælder også kunstens formsprog. Det er tydeligt inden for filmbranchen, hvor der findes meget 'nationale' film, som måske netop af den grund får fat i det universelle. Angeloupolos taler om noget specifikt græsk, Kusturica om det jugoslaviske problem etc. Men billedkunsten har fuldkommen forladt denne dimension, som måske netop kun kan gå gennem en figuration, og et forhold til en tradition. Kunst opstår ikke bare af ingenting, den har en historie, hvor man deltager i en dialog, som foregår i en faglighed, hvor man kender sit fags teknik. Det vil billedkunstnerne overhovedet ikke høre tale om mere. Men man må tage udgangspunkt i det helt lokale."
- Som Prousts berømte duftende madeleinekage?
"Ja, noget i den retning, og derfra kan man så, hvis ens 'skrift' er af en vis kvalitet, skabe et stort værk. Det er den eneste måde, man i kunsten kan fortælle en anden historie end den heroiske historie, som ikke findes mere."
"Når man i dag besøger Museum of Modern Art eller Tate Gallery, opdager man, at den store historie ganske vist er slut, men i stedet er salene bygget op over temaer: stilleben, landskab, portræt, og godt og skidt er blandet. Før var der et historisk diktat, nu er der bare slet ikke nogen historie, det er endnu værre, det er simpelthen et nederlag for tanken, refleksionen - og smagen! Vi er tilbage ved nul, der er hverken sandhed eller værdier. Dermed står døren åben for virkelig rædsel. For kun så længe, der er en historie, kan man sige: dette er rigtigt og dette er falsk. Det er frygteligt og komisk, kunsten som rent underholdningsobjekt. Der gælder ikke noget mere i billedkunsten, der er ikke noget på spil."

Serie - Kunsten år 2000
Hvad er kunstens rolle i den nye medieeksplosive tid med utallige tv-kanaler og Internettet, der selv leger med spørgsmålet: virkelighed eller fiktion? Hvordan forholder kunsten sig til de nye virkelighedsformer, når grænserne synes mere flydende end nogensinde?
Information udforsker i en serie artikler kunstens ændrede betingelser

Foregående artikler blev bragt 10., 19., 24., 26.-27. februar og 4.-5. marts. Serien fortsætter.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu