Radio og tv
Jeg troede, jeg hørte forkert - og det gjorde jeg da også. Jeg troede, jeg hørte speakeren sige: "Kynismen er stor fra starten," og da det handlede om den nye skandinaviske bankfusion mellem danske Unibank og finsk/ svenske Merita Nordbanken, kunne jeg sådan set godt have hørt rigtigt.
I sandhedens navn blev der sagt: "Optimismen er stor fra begyndelsen," og det er sikkert mindre berettiget, end det er nødvendigt. Chefen for Merita Nordbanken sagde, at man skal være stor for at kunne ses på verdenskortet, og "det er vigtigt at blive set!"
Spørgsmålet er bare, om der er nogen, der vil få øje på det nye konglomerat, da der nu tre dage efter er sket en fusion i Tyskland mellem Dresdener Bank og Deutsche Bank, som gør dette foretagende til en af verdens største pengekoncentrationer, uendelig meget større end den lille skandinaviske biks.
"Her sker ingen fyringer, kun naturlig afgang på 800 medarbejdere over tre år," erklærede Unibanks Thorleif Krarup i sin optimisme, eller hvad det nu var. Chefen for den nye tyske storbank forudsagde 16.000 fyringer og lukning af 1.000 filialer. Det er der da format over.
Da Privatbanken, Andelsbanken og SDS blev til Unibank i 1989, havde jeg været kunde hos SDS i 17 år.
Jeg havde kun været kunde i den nye Unibank i tre år, før den havde tabt så mange penge på det udenlandske marked, den så gerne ville lege med på, at den måtte bede en stribe af sine små og halvstore kunder indfri deres lån med kort varsel.
10 bankdage fik jeg til at betale, hvad jeg skyldte. Alternativt tilbød banken at overtage mit hus til vurderingssummen. En lille, men sympatisk, bank fra det midterste Jylland hjalp mig, og tre år senere solgte jeg af egen fri vilje det samme hus for tre gange vurderingen.
Kære små og halvstore låntagere i den nye skandinaviske banksammensmeltning, lyt til en erfaren mands ord: Om mindre end tre år opdager den nye bank, at den mangler de penge, den har lånt jer! Vær glade, om I får 10 bankdage.
Findes der korruption i Danmark? Nej, ville man sige. Vi er et civiliseret folk, der endda ikke rigtigt ved, hvilket ben vi skal stå på, når vi som turister besøger kulturer, hvor simpel bestikkelse er en del af systemet. Men så præsenterede DR's P1 onsdag eftermiddag dokumentarprogrammet Challenger. Og det var i sandhed noget af en udfordring.
Havde fjernsynet bragt et tilsvarende program i prime time, ville landet have været på den anden ende og en del høje herrer på røven. Kort fortalt: FMK, Flyvevåbnets Materiel Kommando, har fået til opgave at finde en type fly til erstatning for den Silver Stream-jet, der i '95 styrtede ned ved Vágar på Færøerne, hvorved alle ombordværende inklusiv forsvarschefen og hans kone omkom. En kommission på syv-otte personer, ledet af chefen for FMK generalmajor Viggo Dam Nielsen, planlægger besøg på en amerikansk, en canadisk og to franske flyfabrikker. Generalmajoren er, forstår vi, den første chef for FMK, der ikke selv har flyvercertifikat.
Alt er klar til den planlagte rundrejse, da tre af besøgene pludselig bliver aflyst. Kun besøget på den canadiske fabrik gennemføres. Det er den, der fremstiller Challenger, et fly som ifølge de sagkyndige på flyvestation Værløse er ganske uegnet til alt andet end til at flyve med VIP'er.
Bortset altså fra hvis de skal til Vágar, for der kan den slet ikke lande. Den er uegnet til overvågning af havforurenere.
Den er uegnet til sygetransport. Den er generelt for tung. Den flyver dårligt.
Alligevel vælger generalmajoren enerådigt dette fly, kort tid før han selv går på pension. Ansatte på Værløse fortæller, at reservedele til Challenger i store mængder blev indkøbt og ankom til flyvestationen, før den officielle beslutning om køb af flyet forelå den 21 december 1998, tilfældigvis generalmajorens 60-års dag.
Efter at være gået på pension bliver Viggo Dam Nielsen ansat i firmaet Terma Elektronik A/S, som forinden er blevet sikret leverancen af det elektroniske udstyr til - Challenger.
Så vidt man forstod på programmet, kan forsvarsministeren ikke se, at der er noget kritisabelt i dette forløb.
"Det er da kun fint, at forsvarets personale kan finde plads i erhverslivet, når de går på pension," erklærede ministeren.
Enten må han, eller også må DR's dokumentargruppe, stå foran et problem. Vi er blevet lovet en fortsættelse.
Tirsdag fik amerikanerne at vide, hvad de sådan set godt vidste i forvejen, at de til efteråret skal til valg mellem pest og kolera. Torsdag fik vi at vide, at vi den 28. september skal vælge mellem ømu'en eller det umulige. Vi får næsten syv måneder til at beslutte os i. Men vi ombestemmer os nok i sidste sekund, før blyanten når stemmesedlen i boksen. SF er kommet med et forslag om, at folk i arbejde skal kunne tage orlov for at passe deres ældre pårørende.
Straks er der diskussion om, at det bliver kvinderne, der kommer op at hænge på den, og det skal jo nok passe. Men man kunne jo også spørge: Hvem skal så udfylde de pladser og passe de job, der bliver ledige, mens folk er på orlov for at passe deres gamle? Spørg fru Kjærsgaard.
Bestseller er vel ikke jordens bedste bogprogram på tv, men det er dog langt over det morads, det startede i. Gid fanden havde deres tilbagevendende 'top-10'-idé. På det seneste har programmet budt på gensyn med 'døde poeter'.
Det er både godt og skidt, for stationen tror nok, at den har opfyldt sin public service-forpligtelse, når den som f.eks. denne torsdag helligede hele seks minutter til Poul Borum.
Forleden torsdag sad jeg og glædede mig til et lovet portræt af Henrik Stangerup. Så kom der tre eller fire forjaskede, overfladiske minutter fulde af unøjagtigheder og totalt blottet for kvalitet. Det var ikke Stangerup værdigt, og fanden stå i det. hvis man nu synes, at man har gjort sin skyldighed over for ham.
Jeg ved godt, hvad Henrik ville have sagt om det indslag: Pis!
Men med det kolossale udbud af billeder og lyd hver dag og hver uge kan det da heldigvis ikke undgås, at der dukker et par perler op hist og pist. For mig var en samtale på DR 2 mandag aften med den 84-årige Nini Thailade en af de smukkere perler. Jeg var lige ved at skrive med den forhenværende ballerina N.T... Der er bare ikke så meget forhenværende ved hende. Måske svinger hun ikke lårene så højt, som hun gjorde for få år siden. Men fortællingen svinger, eller svang, højt og smukt og poetisk, mens hun fortalte om et usædvanligt liv, grusomt og lykkeligt på skift. Men det er der slet ikke plads til at gå i detaljer med her. Så: dacapo - s'il vous plait!
