Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

21. marts 2000

Vanskeligt at stoppe tv-porno
*Alt tyder på, at københavnere med hang til porno også i fremtiden kan få stillet deres lyst på den lokale tv-kanal, Kanal København.
Begge regeringspartier og Dansk Folkeparti er imod et forbud. Hos CD understreger medieordfører Peter Duetoft, at partiets folketingsgruppe endnu ikke har diskuteret sagen, men umiddelbart er Duetoft ikke stemt for forbud. "Så længe man holder sig inden for lovens rammer, kan folk jo bare slukke, hvis de ikke kan lide det. Jeg tror vi skal være forsigtige med at være smagsdommere," siger Duetoft.
Hvis CD holder fast i den holdning, kan der ikke samles et flertal for Kristeligt Folkepartis forslag om at forbyde porno på de lokale tv-kanaler.
Dermed er bolden spillet over til Det Fælles Fjernsynsnævn for Københavnsområdet, der på et møde den 28. marts ventes at tage stilling til, om TV 2000, der sender pornoprogrammerne på Kanal København, skal have inddraget sendetilladelsen.

Vigende ja-flertal for fælles mønt
*Danskerne vil stemme ja til EU's fælles mønt, euroen, ved folkeafstemningen den 28. september, men flertallet viger. 53,9 pct. af dem, der har taget helt eller delvis stilling, vil stemme ja, mens 46,1 pct. ville stemme nej. Det er et fald for jasiden på knap tre procentpoint fra februar til marts til det laveste punkt af ni målinger det seneste år.
Det viser BG Banks seneste måling. Den er gennemført 1.-15. marts ved telefoninterview med ca. 1.500 personer.

Merkel som CDU's nye partileder
*Ledere fra det konservative tyske oppositionsparti CDU gav mandag enstemmig opbakning til den 45-årige Angela Merkel som ny partileder for det kriseramte parti.
Det ventes, at Merkel vil blive valgt som ny CDU-leder på en partikongres i næste måned.

Flertal for norsk EU-medlemskab
*I alt 42 procent af de norske vælgere siger nu ja til EU-medlemskab, mens 38 procent siger nej. 19 procent har ikke taget stilling til spørgsmålet. Tallene fremgår af en meningsmåling, som er foretaget for den norske radio og Dagbladet.
I fjor viste målingerne et flertal for nejsiden, men i to meningsmålinger i år har der været flertal for norsk medlemskab. Der er et klart flertal for EU i den østlige del, mens der er flertal mod EU i den vestlige del, i Midtnorge og i Nordnorge.

Ny reformregering i Syrien
*En ny syrisk regering med Muhammed Mustafa Mero som ministerpræsident blev i går taget i ed af præsident Hafez al Assad. Mero, som har stor administrativ erfaring, forventes at skride ind mod korruption og gennemføre økonomiske reformer.
Udenrigsminister Farouk a-Shara er blandt de ministre, som har bevaret deres porteføljer fra den afgåede regering, hvilket vurderes positivt i forhold til fredsprocessen.
Artikel side 5

Helveg: Dansk kommissær reddet
*Danmark og alle andre EU-lande vil også i en udvidet europæisk union bevare retten til en kommissærpost i den magtfulde fælleseuropæiske administration i Bruxelles.
Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R) sagde mandag, at han føler sig sikker på, at alle lande også vil have ret til en kommissærpost, når EU's stats- og regeringschefer på et topmøde i Nice i december efter planen lukker forhandlingerne om de traktatændringer, der skal gøre Den Europæiske Union i stand til at håndtere sin historiske udvidelse mod øst og syd.
"Der er en lang række lande, der ikke vil kunne acceptere en løsning, uden at hvert land har sin kommissær. Jeg kan ikke se enighed for noget andet," sagde Niels Helveg Petersen, efter at EU's udenrigsministre mandag på et møde i Bruxelles havde diskuteret EU-Kommissionens sammensætning og stemmevægte i EU's ministerråd som led i de løbende traktatforhandlinger.

Dyrlæger tjener penge på medicin
*Formanden for Folketingets fødevareudvalg, Kristen Touborg (SF), vil kalde fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) i samråd om dyrlægers medicinudskrivning. Hans udspil kommer, efter at Søndagsmagasinet på DR-TV i et indslag beskrev, hvordan det ikke altid er en sagligt funderet beslutning, der ligger til grund for udskrivningerne af medicin i danske svinebesætninger.
Ifølge Søndagsmagasinet fristes dyrlæger ofte til at tage hensyn til deres egen pengepung, fordi de har indgået aftaler med medicingrossister, der lokker med rabatter og bonusordninger, hvis dyrlægen lægger indkøbene hos dem.
Fødevareminister Ritt Bjerregaard (S) siger til Ritzau, at dyrlægers medicinudskrivning i høj grad er et spørgsmål om den enkelte dyrlæges moral, og at der er tale om en sag, som dyrlægerne selv må få styr på.
Hvis Dyrlægeforeningen ikke får styr på egne rækker, kan ministeren imidlertid - på lidt længere sigt - forestille sig offentliggørelse af statistikker over, hvor meget medicin der er anvendt i de forskellige bedrifter.

Østrig håber på normalisering i EU
*Når EU's politiske ledere mødes i Portugals hovedstad, Lissabon, senere på ugen, håber Østrigs kansler Wolfgang Schüssel, at mødet vil blive startskuddet til et mere normalt forhold mellem Østrig og de øvrige 14 EU-lande.
Schüssel sagde mandag til den østrigske avis Kurier, at "mødet er vigtigt, fordi vi håber det kan blive begyndelsen til en normalisering."
"Jo længere tid sanktionerne varer, jo mere vil det skade EU's sammenhold," sagde Schüssel. Kansleren tilføjede, at atmosfæren i EU er blevet forgiftet.
Mødet i Lissabon, der finder sted torsdag og fredag, skal koncentere sig om beskæftigelse og socialpolitik.
"Jeg håber, det bliver en dialog mellem 15 lande, ikke mellem 15 lande, minus ét," sagde Schüssel.
Men det håb ser ud til at have dårlige udsigter. Mandag sagde Storbritanniens udenrigsminister Robin Cook, at det var "usandsynligt", at der ville komme en opblødning i forhold til Østrig på mødet i Lissabon.

Politisk korrekte film i Sydafrika
*I Sydafrika er det nu ikke længere nok at advare om vold og sex, når forbrugere køber film, video og spil. Den sydafrikanske komite for klassifikation af film, The Film and Publications Board, har tilføjet en ny kategori til advarslerne: Politisk korrekthed.
For fremtiden skal film, der viser fordomme eller stereotyper, når det gælder race, religion, køn eller etnisk oprindelse, mærkes. Det kan betyde, at film, der er mærket med P for prejudice (fordomme, red.) kan blive forbudt for mindreårige.

Demonstranter angriber partihovedkvarter i Taiwan
*Rasende folkemængder udkæmpede mandag formelige slag med uropoliti for anden dag i træk uden for partiet Kuomintangs (Kinas Nationalistiske Partis) hovedkvarter i Taiwans hovedstad, Taipei.
De omkring 300 demonstranter krævede partiformanden Lee Teng-huis afgang. De beskylder Lee, der er afgående præsident, for det ydmygende nederlag i præsidentvalget i lørdags, som stødte partiet ud i mørket efter fem årtier ved magten.
De mener, at han svigtede partiets kandidat, Lien Chan, der kom ind på en ydmygende tredjeplads ved valget med 2,9 millioner stemmer mod 4,9 millioner til en nye præsident Chen Shui-bian. Kuomintang-udbryderen James Soong fik 4,6 millioner stemmer.
Mindst fire demonstranter og en udenlandsk fotograf blev kvæstet under sammenstøddene. Lee Teng-hui bøjede søndag af for presset og gik med til at træde tilbage til september, et år før tiden, efter at tusinder af mennesker overdængede partibygningen med sten og æg.
Den nyvalgte præsident, Chen Shui-bian, prøvede at berolige gemytterne. "Vi håber, alle falder til ro, så vi langsomt kan få normale forhold igen," sagde han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her