Den gensidige skepsis er til at føle i Israel og de palæstinensiske selvstyreområder.
En tur gennem Vestbredden illustrerer de store følelser
Naboskab
OMRÅDE C - "Man kan ikke stole på nogle, der siger, at de vil fred, samtidig med de forringer ens situation. Vi ser vores børn sulte, mens deres har det fint."
Den palæstinensiske mand ser over mod det grønlige lys fra en moske, mens han bittert skælder ud på de israelere, der i årtier har været palæstinensernes modpart i det spegede spil om fred i Mellemøsten. Få meter derfra står en gruppe knægte og spiller pool i en udslidt billardsalon. Iraks diktator, Saddam Hussein, sender et diabolsk smil ned mod dem fra en plakat, der er bleget af tiden.
"Israel satser på at køre os så langt ned, at vi accepterer alt, men sådan en fred tror jeg ikke på," siger apotekets ejer, Ziad Barghuti: "Hvorfor skulle vi normalisere forholdet, når vi ikke får noget ud af det?"
Bitterheden er til at få øje på i Kalandia, en palæstinensisk flygtningelejr på den israelsk kontrollerede del af Vestbredden, hvor byer og områder deles op i A, B og C. 'A' betyder, at en by er under fuld palæstinensisk kontrol. 'B' betyder, at Israel fortsat har det overordnede sikkerhedsansvar, mens det palæstinensiske selvstyre står for de civile funktioner.
I kategori C, som primært består af byer omkring Jerusalem og tyndt befolkede landområder, har Israel også den civile kontrol, men en række af disse områder kan på et senere tidspunkt rykke op i en anden kategori.
Ud af alle disse bogstavkombinationer er det nemlig tanken, at der skal vokse et selvstændigt Palæstina - en endelig aftale om palæstinensisk selvstyre skal efter planen være på plads den 13. september i år. Men der er lang vej endnu, og vejen mod den endelige aftale er belagt med fælder og store følelser.
Det så man et eksempel på i sidste uge, da den israelske regering pludselig fortrød en planlagt rømning af landsbyen Anata uden for Jerusalem, fordi dele af ministerpræsident Ehud Baraks sammenbragte koalition af liberale og religiøst ortodokse partier pludselig anede en deling af den hellige by.
En delt by
Kalandia ligger som Anata lige op ad Jerusalems udvidede bygrænse og mærker dagligt den absurde situation, kategoriseringen af landet har ført til.
Skohandleren Yusuf Shahins forretning ligger inden for kommunegrænsen, mens naboerne på den anden side af vejen bor i område C. 60.000 vestbredpalæstinensere tager hver dag på arbejde i Israel, men flertallet af befolkningen i den delte by skal ansøge om tilladelse til at rejse den korte vej til Jerusalem - hvilket langtfra altid bliver efterkommet.
"Når jeg ser de israelske soldater, der har kontrollen med vores by, føler jeg det uværdigt. Jeg vil have en stat med de rettigheder, det giver," tilføjer Yusuf Shahin og veksler et par ord med en af den seneste tids sjældenheder: En kunde.
Yusuf Shahin kan som jerusalemit frit rejse til Israel, men med dette privilegium følger pligten til at betale skat.
"Se, her er kvitteringen. Jeg betaler mine skatter og får intet tilbage," siger han og stirrer ud den hullede vej, som ligger hen i ravnesort mørke.
"Halvdelen er arbejdsløse her i byen og ledigheden vokser. Ingen har penge. De får intet, og vi har ingen stat, kun Allah," tilføjer han.
Israel har den fulde kontrol, men forsørgelsen af arbejdsløse borgere i område C påhviler - ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation B'Tselem - det palæstinensiske selvstyre, og her der er ingen penge at hente.
Diskriminering af palæstinensere ved besættelse af job i Israel, såkaldte administrative tilbageholdelser af 'mistænkte' og konkurrence fra næsten 200.000 gæstearbejdere i Israel har lagt yderligere pres på palæstinenserne og uddybet skepsisen over for israelerne. Mange føler sig forstødt af de israelske samfund og klager over manglende vilje til at slutte den fred, alle higer efter årtier med krige, konflikter og kriser.
Accepterer naboerne
Men skepsisen går begge veje.
Stærkest kommer den til udtryk blandt de israelske bosættere, der har gjort det til deres livsopgave at befæste Vestbredden og Gazastriben. Disse områder kom på israelske hænder under seksdageskrigen i 1967, som blot er en af mange blodige begivenheder i den snart 52-årige israelske stats korte historie, inden den nuværende fredsproces blev indledt i 1991.
"Det palæstinensiske selvstyre fortsætter med at overtræde alle de aftaler, de underskriver," siger Judit Tayar fra Komiteen af Jødiske Bosættelser i Judæa, Samaria og Gaza (YESHA), der repræsenterer ca. 200.000 bosættere fordelt på omkring 150 bosættelser.
Hun peger mod en skoleklasse, der - ledsaget af en bevæbnet vagt - denne dag er kommet for at se den i Israel navnkundige kibbutz Kfar Etzion, der blev ødelagt af 'araberne' i 1948 men siden genopført som del af en hel gruppe bosættelser i Etzion-blokken syd for Betlehem.
"Jeg accepterer dem (palæstinenserne, red.) som mine naboer, men jeg forlanger, de også accepterer mig. Jeg forlanger, at mine børn får samme sikkerhed som deres børn og ikke skal køre i skudsikre busser og overvåges af bevæbnede folk. Så længe det ikke er tilfældet, bliver der ikke fred," siger hun og fortæller, at en skolebus få dage forinden er blevet ramt med 25 skud. Bussen var dog skudsikret, og ingen kom til skade.
"Når sådan noget sker, er det svært for mig at tro på den fred, de taler om," siger Judit Tayar, der selv blev såret i sin tid som officer i den israelske hær.
"Se på de to hegn omkring denne kibbutz. Det lille er en meter højt og var nok, inden fredsprocessen blev indledt. Det høje foran er blevet bygget for at forsvare os mod den fred, de nu taler om."
Ifølge hendes organisation handler bosættelserne ikke bare om jord, men også om at sikre tilførslen af det vand, der både er en knap ressource og afgørende for Israels eksistens. En tredjedel af ferskvandsforsyningen kommer således fra Judæa-Samaria-området, mens 30 procent (og halvdelen af Israels drikkevand) kommer fra Golanhøjderne.
"Der skal en helt ny arabisk linje til, før man kan tale om muligheden for fred, men så længe palæstinensiske børn lærer at hade os i deres skoler, har jeg svært ved at tro det," lyder det for bosætterlederen, der gør en dyd ud af at insistere på sin ret. Kører hun i bil, tager hun gerne en omvej væk fra de rent israelske veje for at køre gennem det palæstinensisk kontrollerede Betlehem: "Når de kører på vores veje, skal vi også kunne køre på deres. Sådan må samarbejde være."
Jerusalem
Bosætterne er naturligvis ikke repræsentative for den israelske opinion, men som et af yderpunkterne i den nuværende situation illustrerer de årsagen til, at mange iagttagere mener, at der let kan gå en, to eller tre generationer, før fredelig sameksistens mellem Israel og et kommende Palæstina kan blive en realitet.
Men der er fortsat mange ubekendte i den nuværende fredsproces, der hurtigt lader sig gribe af storpolitik med uforudsigelige aktører som Syrien og Libanon - og Israels egen regering.
Med sin håndtering af Anata-sagen viste ministerpræsident Barak således, at hans manøvrerum er stærkt begrænset med den nuværende regering. Det gør det endog meget svært at se en løsning på det mest kildne emne af alle - spørgsmålet om den hellige by Jerusalem. Her er nemlig også PLO's leder, Yasser Arafat, under et stort pres fra den arabiske og islamiske verden, der mener, at Arafat ikke har mandat til at forhandle så stort et emne alene. Deres synspunkt er, at byen ikke bare tilhører PLO eller det palæstinensiske folk, men derimod hele den muslimske verden. Eller som den ansete kommentator Danny Rubinstein ved det israelske dagblad Ha'aretz skrev for nylig:
"Arafat er i en situation, både eksternt og internt, der begrænser hans manøvrerum voldsomt. Det er faktisk muligt, at Arafats mulighed for at manøvrere i forhold til Jerusalem er mindre end for Ehud Barak, der blev rystet af kritikken og i sidste øjeblik fjernede den lille by Anata fra sit tilbagetrækningkort."
Det varsler ilde for den kommende fredsproces, men som skohandleren i Kalandia siger, inden han slår dørene i: "I 50 år har vi ønsket Israel i havet, men nu er vi to folk, der ikke kan blive ved at tale om historien.""Vi kan få fred, hvis vi selv ønsker det!"
Tiden vil vise, om det er tilfældet.
FAKTA
kludetæppet
Med denne måneds seneste israelske tilbagetrækning råder det palæstinensiske selvstyre over 39,8 procent af Vetsbredden. Dette består af tre områder:
*Område A er kernen i det palæstinensiske selvstyre. Her har palæstinenserne fuld kontrol. Ialt 13 enklaver har A-status,
*Område B kontrolleres sikkerhedsmæssigt af Israel og civilt af selvstyret. B omfatter 180 forskellige større og mindre områder
*Område C er under fuld israelsk kontrol.
De fleste større byområder ligger i A, mens B består af landsbyer, hvoraf visse dog kan være større end byerne. Ser man bort fra Østjerusalem lever 98 procent af Vestbreddens palæstinensiske befolkning i A og B
