Læsetid: 3 min.

Den personlige vej

21. marts 2000

Der er Odin Teater festival i Århus. Den åbnede i lørdags med et karnevalsspil om liv og død

Teater
Det var en glohed sensommerdag på en gruppeteaterfestival i Odense i midten af 70'erne. Pludselig eksploderede gadebilledet: Fantastiske skikkelser dukkede op overalt, med fløjter og trommer. Mænd med seler og høje hatte, kvinder i besynderlige gevandter, en mand med ben så lange, at han kunne kigge ind af vinduerne i 1. sals højde. Døden var der også, på stylter. Oppe på hustagene løb mennesker rundt, syngende og dansende.
Det var mit første møde med Odin Teatret. Jeg stod med nakken tilbage og åben mund og anede ikke, hvad jeg skulle mene. Hvad havde det teater på hjerte? Hvor var det politiske budskab? Flot og fascinerende var det, men det var ikke altid nok i de dage. Vi var mange, der mente, at teater skulle være let tilgængeligt for arbejderklassen, så den kunne lære at tænke anderledes, så den kunne få lyst til at omstyrte det bestående samfund. Teater skulle være et våben i klassekampen. Men sådan en forestilling som den, der udspillede sig i Odenses gader - hvad skulle de potentielt revolutionære masser stille op med den?
Det fik jeg hurtigt svar på, for nu lød en røst fra folket, på syngende fynsk: "Det må da vist være varmen." Det var en lille, ældre dame. Hun rystede på de jerngrå permanentkrøller, hankede op i sine plastikposer og trissede videre i hverdagen. Dermed var der afsagt dom over drømmesynet: Dette var ikke teater, der vakte den politiske energi hos arbejderklassen. Ergo måtte det være finkulturelt og samfundsbevarende. Den slags dramatik kunne umuligt have fremtiden for sig!
Tiden gik, mure faldt, verden forandrede sig. Men Odin Teatret bestod. I år er det 36 år siden, gruppen etablerede sig i Norge. 34 år er gået, siden den slog sig ned i Holstebro og begyndte den udvikling, der skulle gøre den til Danmarks berømteste teater - ved siden af Det Kongelige.
Odin Teatret har rejst i hele verden, spillet i italienske og indianske landsbyer, eksperimenteret og forsket i teatrets muligheder, suget til sig af viden om skuespiltraditioner i alle riger og lande.

I dybden
I disse uger er der Odin Teater festival i Århus. Lige før åbningen i lørdags var der pressemøde i Musikhuset.
"Hvordan vil I komme videre," spurgte en journalist teatrets kunstneriske leder Eugenio Barba, en lille, solbrændt mand, der talte norsk med italiensk accent.
"Vi skal ikke videre," svarede han. "Enten går vi dybere, eller også stopper vi."
Odin Teatret har aldrig anglet efter publikums gunst. Det er aldrig hoppet på smarte trends - hverken 70'ernes politiske hysteri eller den udviklingsfikserede tidsånd i det nye årtusind. Odin Teatrets kunstnere skal ikke hurtigt videre, et andet sted hen. De har en livsopgave. Den har ikke forandret sig med tiden.
"Vi er ikke alene teaterfolk," siger Barba. "Vi er også forskere. Men det er ikke en abstrakt forskning, som den Einstein bedrev. Det er en personlig vej, som hver kunstner skal gå."

Dødens kost
Lørdag klokken 12 åbnede festivalen. Nu var de der igen, de besynderlige skikkelser, jeg havde set i Odense i 70'erne: Trommeslageren, den sortklædte nar, Døden - denne gang i ternet nederdel. Ved hendes side vandrer en skrækindjagende skikkelse. Dens hoved er et rævekranium med en lillebitte, sort kasket.
Hele rummet i Musikhusets foyer har Odin Teatret taget i besiddelse, gulvet, trappeopsatserne, balkonerne. Her står en isbjørn og spiller harmonika. Der står en kvinde med høj hat og blæser i en fløjte, så det skingrer i ørerne. Konfetti i alle farver drysser ned over publikum.
Nu begynder forestillingen, et karnevalsspil om liv og død - med rødder i ældgammel, folkelig teaterkultur.
Et elskende par får et barn, en spraglet kludedukke. Men Døden er også frugtbar. Den slår hul på et æg - og en lille skelet-unge ser dagens lys.
Lidt senere kommer endnu et menneskebarn til verden. Men moderens bryster er fulde af sand. Sandet løber ind i barnet - og ud igen. Moderen kaster det tomme hylster fra sig. Døden kommer med en kost.
Det løber koldt ned ad ryggen, for det er jo rigtigt. Det er sådan, det går for hver eneste af os. Døden kommer altid med kosten til sidst.
Men teatret lever!

*Odin Teater festivalen varer fra 18. mar. til 10. apr. På Kaserne Scenen, Langelandsgade, vil Odin Teatret spille otte forestillinger. Desuden vil vil teatret afholde en række konferencer i samarbejde med Institut for Dramaturgi

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her