Læsetid: 3 min.

En plads i solen

24. marts 2000

Den ødselt opsatte 'The Talented Mr. Ripley' er i højere grad æggende psykologisk drama end krimispænding

Ny film
Den begynder med en lånt jakke og en lille løgn, og det ender med mord på rad. The Talented Mr. Ripley handler om mange ting - socialt mindreværdskompleks og misundelse, homoseksuel besættelse, alt for dårligt tæmmede voldsdrifter - men filmen er først og fremmest en elementært inciterende fortælling om en række stadig større moralske skred, der ender som en lavine af kriminalitet.
En kædereaktion af overtrædelser, der fører ned i sindets mørke kældre, hvor kun selvopholdelsesdriftens desperate snedighed råder.
Filmen har kvaliteter, der skinner og blænder i mange retninger, og den holder én fast, selv om anden halvdel bliver for lang, og selv om det kan være distraherende at sammenligne den med Kun solen var vidne med Alain Delon fra 1960 - René Clements langt mere gennemført kyniske og spektakulært sensuelle version af Patricia Highsmith' 50'er-roman.

Forgyldt par
Nyindspilningen tager sig tilmed enorme friheder over for det litterære forlæg og gør historien mere konventionel, bortset fra et enkelt punkt: Den latente homoseksualitet hos Highsmith, kommer nu åbent frem som en motiverende psykologisk faktor.
Hovedpersonen Tom Ripley er ikke en gennemført psykopat som hos Highsmith, men pæne, lidt nørdede Matt Damon formummet bag hornbriller og et genert smil.
Han er en socialt underlegen hyggepianist, hvis upåfaldende evne til forstillelse giver ham chancen for at komme ind i de riges og smukkes cirkler, da han i 1958 sendes til Italien for at hente en fortabt millionærsøn hjem til USA.
Tom opbygger en delvis falsk personlighed for at indynde sig hos den inkarnerede playboy Dickie og hans kæreste Marge - og det lykkes så godt, at han og Dickie snart turer rundt på de lokale jazzklubber og morer sig kongeligt. Tom spiller åbent ud om sin mission, men afledes, for han bliver både besat af den nye livsstil og erotisk fikseret på den karismatisk charmerende Dickie. Men hvad er hans status? Kan han hamle op med Dickies andre - rige - legekammerater? Er han ven eller igle?

Romantisk glød
Det ville være synd at røbe mere end dette udgangspunkt for et kriminalplot, der ikke i sig selv er filmens stærke side.
Anthony Minghella, der brød igennem på verdensplan med Den engelske patient, mangler thriller-instruktørens instinkt for sej spændingsskabende stilisering. Til gengæld har han den afgørende skarpe sans for opkomlingens forkvakling, når han prøver at overskride mere eller mindre synlige klasseskel. Her fornemmes en klar inspiration fra George Stevens' En plads i solen med Montgomery Clift - en antihelt fra 1950'erne, som Matt Damons Ripley har en del til fælles med.
En anden inspiration kunne være Scott Fitzgeralds roman Natten er blid om rige, hedonistiske amerikanere ved Rivieraen. For Minghella tilfører første-halvdelen et Fitzgerald-glamourøst romantisk skær, der charmerer og tryllebinder.
I mundvandsfremkaldende prospekter føres vi gennem pragtfulde italienske kystbyer inden masseturismens hærgen. Men langt vigtigere: Jude Laws Dickie Greenleaf og (i mindre grad) Gwyneth Paltrows unge livsnyder rummer virkelig den forføreriske magnetisme og forkælede vitalitet, der gør Toms fiksering fuldt ud troværdig.

Facetteret Ripley
Tom Ripley er hos Highsmith en genkommende romanfigur og en udpræget overlever.
I denne filmatisering er han the underdog, der nok er beregnende, men af bitter nød, og mod hvem, der i høj grad syndes.
Også Dickie har kamouflerede psykopatiske tendenser og sin andel af skyld. Så det er kun logisk, at Tom efterhånden overtager hans personlighed gennem en række listige manøvrer, der aldrig var lykkedes i nutidens informationssamfund.
Det føles også rimeligt, at filmen spiller åbent ud med en homoseksuel tiltrækning som en integrerende, men langt fra altforklarende del af det fatale forløb. Tom bliver en mærkelig blanding af spion, ven, igle og frustreret elsker - meget i én person og lidt for meget for Matt Damon, der bedst rammer den lidt generte brilleabe på gæstebesøg i paradis, men ikke helt overbeviser som glat verdensmand.
Som helhed er The Talented Mr. Ripley blankpoleret, ekstremt lækkert opsat og begavet skrevet underholdning med adskillige strejf af det ætsende og anfægtende.
Dens sammenkædning af socialt mindreværd og forbrydelse har ikke aktualitet som i 1950'erne, men dens outsider-tema er almengyldigt og gennemspilles, så både længslen og smerten giver genklang i sindet.

*The Talented Mr. Ripley. Instruktion og manuskript: Anthony Minghella. Amerikansk (Imperial, Bio City-Tåstrup, Lyngby)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her