Læsetid: 4 min.

Poe a la Rock

2. marts 2000

Robert Wilson og Lou Reed har lavet en fabelagtig rock-musical over Edgar Allan Poes værker

Musical
"Kære publikum. Opførelsen af POEtry har stedvis lydstyrke som en rock-koncert." Advarslen kan man læse i garderoben på Thalia Theater i Hamburg. Et teater som gerne lægger scene til eksperimenter ved siden af de store klassiske stykker. Og som denne aften får publikum til at spjætte i stolene af foreskrækkelse, når orkesteret med et akustisk lynnedslag af tinnitus-dimensioner lægger rock-stilen i forestillingens første sekund.
"These are the stories of Edgar Allan Poe/ He ain't exactly the boy next door/ ...He'll tell you about Usher/Whose house burned down his mind/His love for his dear sister/ Her
death would drive him wild/ The murder of a stranger/The murder of a friend/ The callings from the pist of hell/ That never seem to end."
Så er tonen slået an. Og gennem hele den to timer lange forestilling rutscher man gennem alt det, som rummes i Poes digtning af angst, død, smerte, ømhed og kærlighed. En opsætning hvor både musikken og opsætningen fører tilskueren rundt i et univers, som man ikke lige får rystet af sig med det samme.
Den verdensberømte iscenesætter Robert Wilson har sammen med den lige så berømte Lou Reed lavet en forestilling over Edgar Allan Poes værker, og det er der kommet megen scenisk magi ud af. Fabelagtige dekorationer, som til tider kræver nærmest artistiske evner af skuespillerne, et univers, som var man i en drøm, til tider god, til tider som et mareridt. Døden og kærligheden - det er hovedtemaerne i opsætningen og musikken, og hvad angår det sidste har Lou Reed med sin Velvet Underground-fortid de bedste forudsætninger for at skildre Poes univers.

Indbydelse til drømme
Det er umuligt at forklare præcist, hvad det er, der får tilskueren til at træde ind i denne drømmeagtige tilstand. Men sådan virker stykket i Robert Wilsons opsætning. Et eller andet kan han, som gør, at det ikke blot er en floskel, når han "indbyder folk til en drøm", som han engang sagde.
Robert Wilson, af New York Times for nylig beskrevet som "en af de største inden for det eksperimentelle teater og en opdagelsesrejsende i brugen af tid og rum på scenen." Et hav af priser har den amerikanske iscenesætter modtaget, og fra sit Watermill Center på Long Island, New York, arbejder han stadig med nye udtryksformer, ikke mindst i samarbejde med nogle europæiske teatre. Blandt hans foretrukne samarbejdspartnere er Schaubühne i Berlin og Thalia Theater i Hamburg.
På Thalia opsatte han i 1991 The Black Rider, Alice (1992), og (sammen med Lou Reed) Time Rocker (1996). To år efter Reed og Wilson havde skabt Time Rocker, mødtes de for at lave endnu et stykke. De enedes om Edgar Allan Poes liv og værker som tema, og Reed kastede sig over Poes tekster, for at finde en grundstruktur i stykket.
Elleve Poe-tekster danner grundstrukturen i stykket, og teksterne er suppleret med enkelte andre Poe-citater og Reeds egne tekster, som også omfatter librettoen. Der er ingen skelen til, hvornår det er det ene, og hvornår det er det andet, men det hele kommer alligevel til at gå op i en harmonisk enhed.
Stykket har ingen egentlige roller i klassisk forstand, og der er heller ikke en særlig handling, men en kredsen om forskellige rum i Poes univers.
Som gennemgående træk i forestillingen ses en yngre og en ældre udgave af Poe, som fortæller hver deres historie. Det skaber et spændingsfelt, hvor Poe optræde som figur i sine egne historier - noget man som tilskuer nok liiiige skal vænne sig til, og som virker lidt forvirrende i første omgang. Men ideen er ikke dårlig, for derved bliver delagtigheden i Poes univers nemlig endnu mere intens, når man næsten får mulighed for at identificere sig med kunstnerens egne tanker om livet, kunsten og døden.

Forudsætninger en fordel
Det er ikke en absolut forudsætning at kende noget til Poes værker i forvejen, men det er bestemt en fordel. Mange af Poes fortællinger indgår som dele eller i deres helhed i stykket, og har man tid, gør man klogt i (hvis man altså kan tyde de tyske gloser) at læse det omfattende program inden forestillingen.
De væsentligste Poe-værker i forestillingen er Ligeia, The Fall of the House of Usher og ikke mindst de mystisk drømmende kærlighedsdigte Annabel Lee og det fabelagtige og berømteste af dem alle: "The Raven", hvor hele teksten fremføres (på engelsk, som alle sangene i forestillingen).
Sidstnævnte kombinerer Reed fint med sin egen "Just a Perfect Day", som ikke er skrevet specielt til denne opsætning, (Reeds tekst stammer fra Transformer-albummet fra 1972) men som bringer Poes poesi og nutidens udtryksform hos en sangskriver som Reed sammen til en harmoni:
"Just a perfect day/Drink sangria in the park/And then later when it gets dark/ We go home...Just a perfect day/ Problems all left alone/Weekenders on our own/It's such fun/ Just a perfect day/ You make me forget myself/ I thought I was someone else/ Someone good..."
I modsætning til det meste af den tyske presse har publikum modtaget forestillingen med begejstring. De ti scener som over to akter fører tilskueren rundt i Poes univers har en suggestiv kraft, som sjældent opleves mage til. Nok en rejse værd.
Eller som Lou Reed citeres på teaterplakaten:
"So leave your expectations home and listen to the stories of Edgar Allan Poe."

*POEtry. Instruktion: Robert Wilson. Tekst og musik: Lou Reed. Kostumer: Jacques Reynaud. Thalia Theater, Hamburg. Tlf. 0049 40 32 81 4444. www.thalia-theater.de

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her