Læsetid: 6 min.

Ramt på kønnet

3. marts 2000

Jeg gør mig umage for at respektere mennesker, der har en anden opfattelse af forholdet mellem mænd og kvinder end min. Til gengæld forlanger jeg, at de respekterer mig. Og forbeholder mig ret til at være drønhamrende uenig

Qlummen
Jeg spadserede gennem Ravnsborggade, præcis så knejsende selvbevidst, som man gør, når man er ude og lufte sin splinternye secondhand leopardprikkede nylonpels for første gang. "Sikken flot dame," bemærkede en mørkhåret knægt med dådyrøjne til sine kammerater, da de strøg forbi i den særlige løbe-daskende gangart som 10-11-årige knægte bevæger sig gennem verden i - og han inkasserede selvfølgelig et stort smil fra leopardkravens dyb. Søde unger.
Nogle meter foran for mig grinede de pludselig med de særlige skratlyde, der adskiller glædeslatter fra skadefrydens og foragtens og "nu laver vi ballade" latter, og samme knægt vendte sig stadigt hoppeløbende om og råbte: "skal jeg stikke min pik ind i din fisse." Ha ha. "Kusse," råbte en af hans kammerater. Ha. Ha.
Selvsagt blev jeg rasende på et nannosekund og råbte de værste ukvemsord, der lige var til rådighed i nærhukommelsen, efter dem. Lorteunger. Snothvalpe. Og et par andre, jeg har glemt nu.
Det er sket tre gange. Hverken flere eller færre. Hver gang på Nørrebro. Hver gang en større eller mindre flok knægte af 'fremmed etnisk herkomst'. Hvilket jeg kalder dem af mangel på bedre ord.
En gang - det var ham, der råbte 'skede' på en dag, hvor jeg i forvejen var i dårligt humør - greb jeg mig selv i at stå midt i Rantzausgade og råbe "skrub hjem hvor du kommer fra" som punktum for en række ukvemsord.
Det mener jeg faktisk ikke. Men når præ-pubertetsunger - eller andre for den sags skyld, men jeg kan ikke komme i tanke om andre tilfælde - kalder mig navne, der referer til min seksualitet, trykker de på en kontakt, der åbner lemmen til et vokabularium, jeg ellers prøver at være for moden og dannet til at gøre brug af.

Meget forskellige indtryk og oplevelser de seneste uger har fået mig til at huske ovennævnte episoder. Dels en række samtaler jeg har ført med muslimske mænd. Dels den ubehagelige sag om en 14 årige pige, som påstår (mistænkte og anklagede er altid uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Også i voldtægtssager) at syv unge mænd af mellemøstlig herkomst mellem 15 og 18 år voldtog hende i en skurvogn i Bispehaven i Århus.
Samtalerne først: I Islamisk trossamfund talte jeg med Kasem Ahmed og Mustafa Chendid om sammenstødene mellem islam og dansk kultur, og selvfølgelig kom vi ind på forholdet mellem kønnene. De talte meget respektfuldt om kvindeligheden som en blomst, noget værdifuldt, mænd skal agte og kvinden skal beskytte mod omverdenens, dvs. mænds blikke. "Man kan også stjæle med øjnene," sagde Mustafa Chendid - hvilket han har inderligt ret i.
På trods af skønheden i deres beskrivelse af kvinder, krøb krøb en klam følelse ind over mig: Hej - overtræder jeg nogle regler, jeg ikke kender ... betragter I mig som en uanstændig kvinde, fordi jeg sidder barhovedet og alene i et rum med to mænd? røg det ud af munden på mig.
Nej, selvfølgelig ikke. Mustafa Chendid og Kasem Ahmed er voksne mænd, der er i stand til at skelne mellem forskellige sæt og systemer af anstændighedsregler. Deres og mine. Men det kræver både viden, erfaringer og en form for intellektuel bearbejdning, man ikke kan forvente eller forlange af knægte, der når en til skulderen. For dem må det simpelthen svært at forene, at selv om deres kvindelige familiemedlemmers anstændighed afhænger af et tørklæde, en fodlang frakke eller et chador, så kan andre kvinder sagtens være anstændige uden tørklæde, med bare arme og korte kjoler. (Vel nogenlunde lige så svært som det er for mange gammel-danskere at fatte, at en kvinde med tørklæde sagtens kan være begavet, veluddannet, selvstændig og respekteret af sin mand og sine mandlige familiemedlemmer.)
Den indsigt kommer ikke uden deres forældres, læreres og religiøse lederes indsigt og pædagogiske indsats.

Sagen om den 14-årige pige og de syv unge mænd i Bispehaven har fået en række etniske foreninger til at gå sammen om at danne et fælles forum, som skal prøve at hjælpe de familier, som har problemer med kriminelle børn. Foreningerne er godt trætte af, at nogle få unge mænds kriminelle adfærd stempler hele området og dets beboere som kriminelle. Voldtægtssagen er bare prikken over i'et.
Formanden for Multikulturel forening, Rabih Azad-Ahmad, sagde til Jyllands-Posten: "Det er meget vigtigt for os at understrege, at der ikke i den arabiske kultur ligger nogen accept af voldtægt og at vi på det skarpeste fordømmer, hvis der har været tale om voldtægt. Men i så fald er der tale om et socialt problem og ikke et etnisk."
Han har ret så langt, at der er en overrepræsentation af voldtægtsforbrydere i lavere sociale lag, såvel som der er overrepræsentation af andre typer voldsforbrydere og kriminelle. Fattige begår simpelthen flere forbrydelser end rige. Og fordi indvandrere og deres danske efterkommere er overrepræsenteret i de lavere indkomstgrupper, er det ikke til at skelne det ene fra det andet.
Men det er nødvendigt at tilføje, at voldtægt ikke er sex. Det er vold, magt og ydmygelse, og derfor ofte anvendt i krig eller krigslignende tilstande til at ydmyge modstanderne ved at spytte på deres kvinder. I den forstand kan gruppevoldtægten - hvis det er en sådan - være et alarmsignal om, hvor meget de unge mænd føler sig i krig med omverden. En krig som en tilfældig 14-årig pige blev offer for.
Og der er et yderligere og vigtigt men: Antallet af politianmeldte voldtægter er faldet markant i Danmark i de sidste tiår fra omkring 600 til omkring 400. Vel at mærke samtidigt med at strafferammen er blevet sat ned. Så vidt jeg - og kriminologerne kan se, er der ingen anden forklaring på den gode udvikling end det ændrede syn på forholdet mellem kønnene, som kaldes kvindefrigørelse: Det faldende antal voldtægter er udtryk for, at selvstændige, veluddannede, økonomisk uafhængige, seksuelt frigjorte kvinder høster mere respekt fra mænd.
Det er et kontant udbytte af 30 års kvindekamp, jeg ikke vil opgive.

Min pointe er sådan set ganske enkel: Jeg gør mig umage for at respektere andre menneskers syn på forholdet mellem kønnene, seksualmoral og børneopdragelse. Jeg forlanger at få tilsvarende respekt retur.
Jeg er ikke uenig med mine muslimske samtalepartnere, fordi de henter deres værdier i Koranen. Jeg har været lige så drønhamrende uenig om, hvordan forholdet mellem kønnene bør være og kvinder bør gebærde sig i verden med ærkekristne danskere af fundamentalistisk tilsnit, et par samlevere og svigermødre i min ungdom. Samt en hel del taxachauffører, værtshusgæster, onkler og andre mænd, jeg har diskuteret de sager med siden midten af 70'erne.
Hvis vi vil behandle hinanden som ligeværdige borgere i det her land, på tværs af køn, religiøs og etnisk baggrund, bliver vi nødt til også at diskutere de svære ting om kønnet og seksualiteten. Ikke for at blive enige nu og her eller i overmorgen. Men for at lytte, forstå og bevæge hinanden. Diskussionen må ikke stoppe med henvisning til religion og kulturelle sædvaner som hellige køer. Det er ikke frugtbar accept af forskellighed. Det er i bedste fald ligegyldighed. I værste fald maskeret gensidig foragt.q

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu