Læsetid: 4 min.

Reaktionen er progressiv

6. marts 2000

Dansk Folkeparti er et sundhedstegn: Noget fungerer altså endnu

Udbytning
Reaktionen har nok mere ret, end godt er. Det er det fandens ved det, og det er nok den værste pille, kulturradikalismen ved dens erklærede genkomst (hjælp) må sluge. Skattetrykket, fagforeningerne, "Systemdanmark" og den fremmede invasion, der nok mere er McDonald's og EU, når det kommer til stykket, end Mustafa.
Hvor reaktionen tidligere, når jeg har mødt den, har forekommet mig noget instinktiv og kortsynet - "Det er mine penge!" f.eks. - og jeg spagfærdigt, når jeg færdedes i det 'folkelige', hvor jeg kommer fra, kunne henvise til, hvad pengene gik til over skatten, og hvad de altsammen gjorde for os, fagforeningerne og de offentligt ansatte, er jeg efterhånden begyndt at afstå fra indvendingerne.
Jeg kan sgu godt se det fra den side, og det er ikke fordi, jeg er imod skattetrykket, fagforeningerne og 'Systemdanmark'. Det kan bruges til meget godt, men netop reaktionen får alle sine skingre påstande gennem de sidste tredive år bekræftet i de-hér år. Lader det til.

Stadige beskæringer
Skattetrykket er ikke aftaget, og alligevel skæres der i velfærden for dem, der kan mærke det.
Hver gang, man besøger sine bedsteforældre, berettes der om én eller anden ny beskæring af hjemmehjælpen eller en 'omlægning' - der dybest set betyder omlægning til en struktur, hvor beskæringen gradvist kan tiltage, indtil den pågældende støtte falder helt og - håbes det vel - ubemærket bort.
Fagforeningerne er efterhånden størrelser til regulær udbytning af medlemmerne over kontingentet. Når man går på lageret og knækker ryggen, kommer man uvægerligt til at spørge sig selv, om de adskillige hundrede kroner, man yder om måneden, ikke er vel rigeligt for de få kroner ekstra i timen, en millionlønnet fagforeningstop forhandler hjem hvert fjerde år.
Hvad 'Systemdanmark' angår, er der ingen grund til at gå efter den enkelte offentligt ansatte, der gør sit arbejde godt og på trods af de vedvarende nedskæringer, man må arbejde imod.
Alligevel synes jeg efterhånden, der er grund til at ta' det gamle anarkistiske argument til sig om, at ethvert bureaukrati kun vil befæste og udbygge sig selv. Ved en dras-tisk forenkling af de utallige paragraffer, som skatter, afgifter og sociale ydelser til borgere og erhvervsliv administreres efter, ville der blive råd til at indføre en omgående borgerløn, der lå et stykke over den nuværende folkepension.
En fast ydelse: Med folkeregister og eksisterende teknologi ville dette kunne administreres af en computer i folkevognsstørrelsen.

Slut med spekulationen
Dette ville ikke afholde folk fra at arbejde - tværtimod, de vil kunne arbejde på flere områder end nu - men det ville nok tvinge enkelte virksomheder til at skabe nogle ordentlige arbejdsforhold, dér hvor de hidtil har kunnet spekulere i opskruet arbejdstempo, nedslidning og dårlige arbejdsforhold. Og tørre regningen på revalidering og arbejdsskader af på det offentlige.
Nedslidning, fyringstrus-ler, indskrænkninger i livsgrundlaget optræder ikke i den offentlige debat som andet end politisk plat og nyhedsmæssige døgnfluer, og med god grund. Man skal vel ha' oplevet det som direkte usikkerhed i éns egen situation for at fatte dén slags dybder og perspektiver,
Ville overenskomsten i 1998 være blevet stemt ned, hvis pamperne havde gået til samme løn som deres medlemmer og således mere konkret have erfaret, hvor skoen kniber og trykker og er slidt skæv - og hvor de skulle sætte ind?
Ville de ikke ha' himlet mere op over medicintilskuddets omlægning på landets nyhedsredaktioner, hvis journalisternes løn svarede til en førtidspension? (Nogle journalister burde tildeles en).

Ekko fra 'folkets dyb'
Det uhyrlige er, at fru Jensen og hr. Giversen fanme ingen repræsentanter har mere i det-hér lands repræsentative demokrati, og det kan udnyttes: Selvom snakken om 'eliten' udgår fra nogle, som mere eller mindre uberettiget har påtaget sig at ekkoe 'folkets' dyb, og har karakter af at være et bekvemt retorisk skyts, der kan vendes mod alle, der ikke har samme 'folkelige' mening, som de selv, må man vedgå, at der er noget om snakken. Ellers ville den ikke ha' den opbakning.
Det er banalt at fastslå, at medierne, organisationerne, partierne efterhånden kører deres eget løb, mens det ulmer i undergrunden. For at det ikke skal eksplodere, må man bløde op. De to sidstnævnte, f.eks., er så vidt jeg husker, i deres udgangspunkt, demokratiske institutioner, og man må i disse ha' nogle overvintrede demokratiske redskaber til afpudsning.
Dette ville indebære at gi' køb på topstyringen for noget tid: Demokratiet og enhver organisation og virksomheds styrke er netop ikke strømlinethed, men modstand og uenighed indenfor egne, vide rammer. Lad utilfredsheden sive op, og gi' reaktionen ret på de områder, den har det.
Ellers går det, som det går: Socialdemokratiet glemmer arbejderen, der imens kan iagttage et globaliseringsprojekt køre ad et spor, der vil gøre ham mere og mere udsat, mens det velfærdssamfund, han og hun har forsikret sig gennem og understøttet, løbende afvikles, Arbejderen går over til Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og en del andre får travlt med at svine det parti til.

Folk er lidt dumme
Heldigvis er vi et velartikuleret samfund: Journalister, kommentatorer, analytikere og politikere står i kø for at forklare fænomenet. 'Folk' er 'utrygge' ved 'udviklingen' - altså ikke dem, der forklarer fænomenet, men de andre, dem, der er lidt dumme, og sikkert bor i Jylland, ufaglærte, i fare for at miste deres job, når fabrikken flytter til Polen. De forstår ikke selv deres frygt, derfor er de dumme. Man glemmer at spørge, om den er velbegrundet.
Heldigvis genoplives jo nu også kulturradikalismen - startede jeg ikke med at nævne den? - så skal reaktionen rigtigt ha' nogen i bolledejen, Der har aldrig været nogen som dette velartikulerede, selvplejende middelklassefænomen, der i dén grad har formået at fortælle folk, at de ta'r fejl.
Men de er det eneste bolværk. Hvis symptomet er et sygdomstegn, glemmer de fleste, at kroppen stadig er rask nok til at gøre opmærksom på det. På den måde er Dansk Folkeparti et sundhedstegn: Noget fungerer altså endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu