Læsetid: 4 min.

Under regnen

24. marts 2000

'Magnolia' er et ambitiøst og mesterligt orkestreret operatisk filmværk om skæbner i skyggen af det moderne mediesamfund

Ny film
En tør meteorologisk melding kundgør, at der er 82 procents risiko for regn i Los Angeles-området. Og regn bliver det på denne mindeværdige dag i San Fernando Valley! Som satser i et operatisk orkesterværk afløses den indledende sol af byger, der tiltager i et frådende crescendo af vandmasser for at kulminere i en mirakuløs naturkatastrofe, indtil det lutrende uvejr - tre timer senere - stilner af i en forløsende coda.
Magnolia indledes sågar af en ouverture. Tre uafhængige begivenheder fra det 20. århundrede - 1911, 1958 og de tidlige 1980'ere, filmet i de pågældende epokers respektive stil - stemmer sindet til det efterfølgende filmiske væv af historier om en række mere eller mindre ensomme mennesker, hvis tilværelser bindes sammen ved tilfældets eller skæbnens mellemkomst. Der er en hel del Short Cuts over Magnolia, som dog alligevel er helt sin egen. I starten kan filmens væld af tilsyneladende ikke-relaterede historier måske forekomme kaotisk. Men den successive afsløring af personernes indre kaos bag den velordnede facade modsvares af plottets gradvise samling. Og lidt efter lidt træder en række mønstre, spejlinger og tematiske sammenhænge lysende klart frem.

Dæmonisk prædikant
Vi møder bl.a. en lidt tung politibetjent (John C. Reilly) og en endnu sværere mandlig sygehjælper (Phil Parma), der begge er indstillet på at gøre det gode. De møder dog aldrig hinanden, og er i øvrigt i stærkt mindretal i forhold til det øvrige persongalleri, som ikke just er velsignet med samme angeliske kvaliteter. Fjernt fra hinanden er to ældre herrer ved at dø af kræft: den stenrige tv-producent Earl Partridge (Jason Robards) og den legendariske Jimmy Gator (Philip Baker Hall), der i en menneskealder har været vært for quiz-programmet 'What Do Kids Know?'. Begge har en del at gøre godt, inden de forlader denne verden, ikke mindst i forhold til deres nu voksne børn.
Jimmys datter Claudia er endt som kokainvrag, mens Earls søn (Tom Cruise) er blevet en slags medie-macho-guru. Han kalder sig Frank T.J. Mackey og holder obskøne og underlivsfikserede kursus-seancer, hvor han under det charmerende motto "Seduce and destroy!" (forfør og bryd ned) som en dæmonisk vækkelsesprædikant søger at anspore sine kønsfæller til at "respektere pikken." Claudias og Franks skæbner spejles i to vidunderbørn, en nuværende og en forhenværende stjerne fra 'What Do Kids Know?'. Donnie Smith (William H. Macy) gik glip af sin barndom, da hans ambitiøse forældre pacede ham frem som leksikalsk tv-geni. Han er aldrig blevet rigtigt voksen og frister nu en kummerlig tilværelse, bitter på alt og alle. Meget tyder på, at den lille Stanley Spector, den seneste stjerne på quiz-programmets himmel, skal følge i Donnies lidet misundelsesværdige fodspor - hvis han ikke gør oprør mod faderens tvang.

Ambitiøst projekt
På denne uvejrsdag stifter politibetjenten tilfældigt bekendtskab med kokainvraget Claudia, mens hendes far,
quiz-værten, går op i limningen for åben skærm; Earls langt yngre og stærkt neurotiske hustru (Julianne
Moore) indser, at hun faktisk elsker sin døende mand; ex-vidunderbarnet Donnie forsøger et klodset indbrud i det lyssky foretagende, som han netop er blevet fyret fra; og ved sygehjælperen Phils mellemkomst tvinges Frank T.J. Mackey til at tage stilling til, om han vil se den far, som han ikke vil kendes ved, en sidste gang, før det er for sent. Skæbnen, tilfældet - eller den himmelske nedbør - skubber personerne ud i situationer, hvor de tvinges til at tage stilling til deres liv.
Det er i sandhed en begivenhedsrig dag i San Fernando Valley, og så har jeg endda ikke nævnt alle Magnolias mange handlingstråde her. Man kan roligt kalde filmens projekt ambitiøst, men godt hjulpet af et hold formidable skuespillere - ikke mindst Tom Cruise, der aldrig har været bedre - lykkes det faktisk Paul Thomas Anderson at realisere det, uden at det på noget tidspunkt virker forceret. Ikke engang da alle de medvirkende på et tidspunkt bryder ud i sang!

Flamboyant sex-guru
Paul Thomas Anderson, der tidligere har lavet den langt mindre interessante Boogie Nights, navigerer elegant mellem de mange handlingstråde, der nittes sammen ved raffinerede match cuts. Men denne imponerende tour-de-force forhindrer ham ikke i også at dvæle ved visse prægnante scener, hvor skuespillerne får lov at spille sig helt ud - som f.eks. i en uforglemmelig scene, hvor den flamboyante sex-guru Tom Cruise interviewes af en kvindelig tv-journalist, hvis blide insisteren ender med at få hans slikkede macho-image til at krakelere helt og aldeles.
Magnolia kan meget vel gå hen og blive en moderne klassiker. Den kan læses som et religiøst eller filosofisk essay, eller man kan se den som et opgør med det moderne mediesamfund, hvor penge og uegentlig fremtræden har fået forrang for de nære menneskelige relationer. Men man kan også bare læne sig tilbage i biografstolen og nyde godt tre timers mesterligt orkestreret og konstant fascinerende underholdning.

*Magnolia. Manuskript og instruktion: Paul Thomas Anderson. USA 1999. 188 min. (Grand, Dagmar, Park, Café Biografen/Odense, Cinecity/Århus, Astoria/Aalborg og Biocenter/Kolding)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu