Læsetid: 4 min.

Risikosamfundet

1. marts 2000

SÅ SKETE DET ALTSÅ. Danmark er blevet ramt af det mareridt, som med start i 1986 succesivt har ramt Storbritannien, Irland, Portugal, Frankrig, Belgien, Holland, Tyskland, Italien og Schweiz.
Én stakkels ko fra Skørping i Himmerland er blevet vanvittig, og straks starter hele det menageri, som i de øvrige lande har fyldt medierne, rystet borgerne, givet myndighederne migræne og kostet det europæiske landbrugserhverv milliarder. Oven i bekymringen for salmonella, campylobacter og listeria skal vi nu til at leve med frygten for at få kogalskab i sygdommens menneskelige variant, den uhyggelige, dødbringende Creutzfeldt-Jacob-syge.
Velkommen - for alvor - til risikosamfundet!
Risikosamfundet er samfundet, som - med den tyske sociolog Ulrich Becks ord - i den grad har hengivet sig til det såkaldte fremskridt, at der er blevet givet carte blanche til "stadig forandring af samfundet ind i det ukendte, uden program eller afstemning."
Eller som en vis Søren Mørch, historiker med nære forbindelser til ministeren i orkanens øje, skrev for tre år siden i Politiken: "Fremskridtet er på samme tid betagende og skræmmende, som angsten asiatisk i sin vælde. Det giver ingen ro, ingen sjælefred, ingen vished, ingen fortrøstning (...) Det er ikke kun dioxiner og toxiner, ozonhuller og CO2-udslip, stråling og forurening, global opvarmning og klimaforandring, overbefolkning og fødevaremangel, phthalater og barnløshed, kogalskab, salmonella i kyllinger og æg (...) Truslerne rummer et dobbelt chok: Samtidig med farerne (...) følger oplevelsen af tab af herredømme over de farer, man er eller tror sig udsat for."
Eller hva'? Er ræsonnementet ude af proportion med den aktuelle sag? Vi taler her om én ko. En eneste himmerlandsk ko, der er blevet syg og gal og slagtet, før den nåede bare i nærheden af køledisken og forbrugerne.

DILEMMAET ER åbenlyst: Havde fødevareministeren - hun er ny og hedder Ritt Bjerregaard, hvis nogen skulle være i tvivl - ikke grebet ind med øjeblikkelige krav om skærpet overvågning af slagtede dyr, nye slagtemetoder der fjerner udsat væv, tilbagetrækning af en række oksekødsprodukter fra butikkerne samt råd til forbrugerne om at kassere fryserens indhold af samme, ja, så havde man lagt sig åben for allehånde spekulationer og mediekritik og rygtedannelse om farlige varer i omløb.
Det ville have næret frygten og med sikkerhed skabt tvivl om de danske produkter på eksportmarkederne. Omvendt er det lige så klart, at netop de drastiske og vidtrækkende indgreb modtages som et signal om, at vi her har at gøre med en alvorlig trussel mod folkesundheden, hvorfor selve minister-initiativet kan befordre ny angstakummulation i befolkningen.
Dilemmaet er lige så uundgåeligt, som det er åbenlyst. Men de trufne beslutninger er de rigtige.
Ministeren, Fødevaredirektoratet og veterinærmyndighederne behøvede formentlig bare at sende en hastig tanke efter det mareridt, man har gennemlevet i Storbritannien, for at overbevise sig om, at resolut og konsekvent handling var eneste handlemulighed, uanset klageråb og protester fra bl.a. landbrugets førstemand, Peter Gæmelke.

I Storbritannien forsøgte myndighederne alt, alt for længe at bagatellisere problemet med kogalskab og at slippe igennem med nemme løsninger, blot for at vågne op til en smittesituation, der i sidste ende nødvendiggjorde nedslagtning af millioner af kreaturer, tab af enorme summer, eksklusion fra det gode selskab i EU samt en folkelig tillidskrise, det vil tage mange år endnu at reparere. Og endelig - ikke at forglemme - angsten for, at de indtil nu konstaterede ca. 50 dødsfald af Creutzfeldt-Jacob-sygen kun er toppen af isbjerget, og at hundreder, tusinder eller endnu flere dødsfald er i vente det kommende tiår. Med en latenstid i mennesker på op til 20 år er det umuligt at vide, hvor effektivt den britiske kogalskab har smittet den britiske befolkning.
Som sådan er kogalskaben et tragisk billede på det fremskridts-, profit- og effektivitets-jagende samfund, der er udartet til risikosamfund. For det var den britiske kvægproduktions økonomisk betingede overgang omkring 1980 til den kannibalistiske uskik med at fodre køerne med døde dyr - i form af kød- og benmel fra selvdøde får og køer - der satte smitten i omløb og udbredte den til i nærheden af 180.000 britiske køer. Og som fortsat giver efterdønninger, mistillid og sygdomsangst i det halve Europa.

Hvad der nu er situationen i Danmark, er det for tidligt at sige ret meget om. Smittekilden i Skørping er fortsat en uidentificeret gåde, men de danske regler for foderstoffer siden 1990 gør det usandsynligt, at vi her i landet står over for et problem, der tåler sammenligning med f.eks. det britiske.
Mens vi venter på resultatet af de analyser og detektiviske efterforskningsarbejder, myndighederne nu har kastet sig over, kan man krydse fingre for, at sundhedsrisikoen for den danske befolkning er så mikroskopisk, som det lige nu ser ud til.
Og at den gale ko i Skørping blot er en påmindelse om, hvad risikosamfundet kan bære på af ubehagelige overraskelser. jsn

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her