Kreml vil ikke risikere ubehagelige overraskelser ved præsidentvalget. Derfor har eliten i Kreml gjort alt for at sikre sikret arvefølgen efter Jeltsin
NOVOSIBIRSK - Adskillige af Ruslands mest indflydelsesrige regionale politikere er over det seneste år blevet udsat for ubehagelige overraskelser. De har tabt stort i demokratiske regionalvalg og mistet deres guvernørposter, fordi vælgerne har krævet forandring efter års social krise og politisk udsigtsløshed.
Valgkamp-strategerne i Kreml indså tidligt, at denne fare også truede dem. Præsident Boris Jeltsin kunne ikke genvælges - hans popularitet var iøvrigt også rekordlav - og den daværende ministerpræsident Sergej Stepasjin lignede ikke en vindertype i en kommende valgkamp. Derfor satsede man i august sidste år alt på det ukendte kort Vladimir Putin, der blev lanceret og ført frem af en massiv mediekampagne og med et hidtil uset brug af regeringens ressourcer. Taktikken stod sin prøve i Duma-valget i december, hvor partier med opbakning fra Putin gjorde det langt bedre end forventet, og alt tyder på, den vil lykkes igen ved præsidentvalget på søndag. En komfortabel sejr vil give Putin et stærkere politisk mandat end forgængeren Jeltsin. Udover bred folkelig støtte har Putin - i modsætning til Jeltsin - nemlig også solid opbakning i begge det russiske parlaments kamre og blandt de regionale magthavere. Redaktøren af den respekterede Moskva-avis Nesavisimaja Gaseta, Vitalij Tretjakov, har kaldt den nye politiske situation som Putins succes har skabt, "et kontrolleret demokrati." Kontrolleret i den forstand, at regeringen sætter medie-dagsordenen og har tilstrækkelige ressourcer til at forme folkestemningen og dominere de alternative magtcentre, såsom parlamentet.
Regional advarsel
Men selvom denne kontrol efter alt at dømme rækker til at få Putin valgt er der ingen garanti for at den vil vare ved. Spørg bare Novosibirsks tidligere 'bykonge' Vitalij Mukha, der i mere i mere end et tiår dominerede det politiske liv i Sibiriens største by. Den nu 64-årige Mukha var fra sidst i 1980'erne førstesekretær for Kommunistpartiets afdeling i regionen og medlem af partiets Centralkomité i Moskva. Efter Sovjetunionens sammenbrud i december 1991 forsvandt partiet, men Mukha fortsatte som guvernør, regionens politiske overhoved, udnævnt af Ruslands daværende præsident Boris Jeltsin.
Gennem sine år ved magten opbyggede Mukha et stærkt magtapparat. Han kontrollerede den regionale pengekasse, store dele af lokalpressen og var på god fod med Moskva. Men på trods af Mukhas ivrige selvpromovering udeblev de økonomiske resultater, og vælgerne vendte sig i stigende grad mod ham. Trods store anstrengelser kunne Mukha ikke engang samle opbakning fra 20 procent af vælgerne, da han søgte genvalg i december sidste år.
Mange regionale ledere har det seneste år lidt samme skæbne som Mukha, når de russiske vælgere har vist, at de tager muligheden for at udpege - og udskifte - deres ledere særdeles alvorligt. "Folk møder oftest op for at stemme mod de eksisterende magthavere," siger Nadezjda Azarova, et sibirisk medlem af Statsdumaen i Moskva. Vælgernes protest retter sig særligt mod den fortsatte sociale krise, der igen sidste år gjorde et voldsomt indhug i reallønnen. "For levestandarden bliver jo ved med at falde," påpeger Azarova.
Dynastiets arvefølge
På nationalt plan har Jeltsin og hans team gjort alt for at undgå en tilsvarende situation ved at give Putin maksimalt gunstige vilkår i valgkampen.
Den liberale præsidentkandidat Konstantin Titov har karakteriseret Putins forventede sejr som "en videregivelse af magten inden for dynastiet."
Jeltsin serverede, efter Titovs mening, Putin sejren på et sølvfad ved at gå af den 31. december sidste år. Dermed fremtvang Jeltsin nemlig et valg sidst i marts og gav Putin mulighed for i tre måneder som fungerende præsident at trække på alle statens ressourcer til at pleje og udbygge sin høje tilslutning i meningsmålingerne.
"Dette valg handler ikke om overdragelse af magten, men om at beholde magten," siger analytikeren Nikolaj Petrov fra Carnegie Endowment i Moskva.
Men denne form for 'valg uden alternativ' kan skabe en kedelig politisk præcedens, påpeger Titov. "Rusland befinder sig i dag i en forfærdelig situation: en model skabes, hvor oligarkerne kan udklække efterfølgere og lancere dem på den politiske scene," siger Titov. "Folket forbliver som altid tavst," tilføjer han.
Præsidentens periode
Søndagens præsidentvalg er Ruslands tredje demokratiske præsidentvalg siden 1991. Men Ruslands ti år lange erfaring med en demokratisk styreform har ikke været uden sine op- og nedture. De første år efter Sovjetunionens sammenbrud i december 1991 måtte landet således hutle sig igennem med en lappeløsning af en forfatning, der var udformet i Sovjet-perioden og siden revideret utallige gange.
Det var en af årsagerne til den optrapning af de politiske modsætninger, der i oktober 1993 førte til voldelige konfrontationer i Moskvas centrum.
Den nye forfatning vedtaget i december 1993 var skræddersyet til Jeltsins behov og blev fra flere sider kritiseret for at give præsidenten overdrevent megen magt. Men nogle af Putins støtter har allerede meldt ud, at forfatningen tværtimod giver præsidenten for få muligheder, og at Putin, hvis han bliver valgt, skal have yderligere beføjelser.
Et stærkt omdiskuteret forslag går ud på at forlænge præsidentens embedsperiode fra de nuværende fire til syv år.
Putin har givet udtryk for, at ideen bekommer ham vel, men han har også forsikret, at det først kan komme på tale i forhold til den præsident, der skal vælges i år 2004.
Hviderussisk model
Men flere af præsidenterne i de andre eks-sovjetiske stater har allerede fået forlænget deres embedsperioder gennem kontroversielle folkeafstemninger.
Præsident Aleksander Lukasjenko i Ruslands nabostat og unionspartner Hviderusland fik således i 1996 ved en meget kritiseret folkeafstemning forlænget sin embedsperiode fra fem til syv år.
En forlængelse af præsidentens embedsperiode vil kræve en forfatningsændring, men på dette og andre områder kan det blive svært for det russiske parlaments to kamre at modstå en energisk offensiv fra en præsident valgt med et stærkt folkeligt mandat.
Parlamentet er nemlig en af de mindst populære institutioner i det nye Rusland viser talrige meningsmålinger.
Ydermere har Putins støtter i det såkaldte Enheds-parti og Kommunisterne i Dumaen indgået en løs alliance, der til sammen har flertal i parlamentets underhus og dermed kan sætte den liberale opposition helt ud af spillet.
