Læsetid: 3 min.

Så du lyden?

30. marts 2000

Christian Marclay angriber relationer mellem lyd og billede på overraskende måder. Museet for Samtidskunst folder aspekter af New York-kunstnerens univers ud

Udstilling
Som performance- og billedkunstner har Christian Marclay siden slutningen af 70'erne udforsket lyd og lydkilder i værker, der peger på relationer mellem det visuelle og det auditive.
Han har udgivet plader uden cover, så støv og ridser i tidens løb vil ændre den musik, der findes i rillerne. Han har optrådt som disc-jockey, hvor han - for at understrege det urovækkende i sine øresønderrivende lydcollager - har sendt hvirvlende lp'er som skarpe frisbees ud blandt publikum. Og han har lavet ruminstallationer, hvor han har beklædt gallerigulvet med vinylplader, således at publikum ikke kunne undgå at sætte deres egne aftryk på de sårbare lydobjekter.
Marclay ligner med andre ord selve personificeringen af den intermediære tilgang til kunsten, som Museet for Samtidskunst i Roskilde har gjort til sit primære anliggende.
Ved et par tidligere lejligheder har hans arbejde været inkluderet i gruppeudstillinger, og nu er tiden kommet til en lille retrospektiv præsentation.
Centralt i udstillingen står videoen Telephones, der sidste sommer kunne ses på Biennalen i Venedig. Her bruges den såkaldte scratch-teknik, hvor 'fundne' billeder monteres i en ny sammenhæng, til at belyse to forskellige temaer: telefonens betydning for sociale relationer og Hollywood-filmens billedsprog. Marclay har indsamlet et stort antal telefonscener fra spillefilm og derefter klippet dem sammen med en nærmest komisk effekt.
For filmfolk er telefonscener praktiske i forhold til at løse dramaturgiske knuder eller til at skabe spænding. I Marclays elegante montage er ærindet et ganske andet:
Her udstilles såvel filmiske stereotyper som dét understimulerede kontaktbehov, der kan gemme sig under omsiggribende telefonitis.

Manhattans støjscene
Efter et uddannelsesforløb, der førte ham fra Schweiz via Boston til New York, begyndte Christian Marclay omkring 1980 at optræde med performances, hvor han dels anvendte vinylplader som lydkilde - ved at ridse i dem, slå på dem eller på anden måde bearbejde dem - dels håndterede et antal grammofoner som danseklubbernes dj's.
Snart kom han i forbindelse med eksponenter for periodens musikalske avantgarde, Manhattans såkaldte noise-scene, og op gennem 80'erne fyldte koncert- og pladeprojekter med navne som John Zorn, Fred Frith og David Moss mere i Marclays kalender end udstillinger og lignende.
Marclay udgiver stadig cd'er - på vej er duoprojekter med henholdsvis Elliott Sharp og Yoshihide Otomo - men siden starten af 90'erne har hans ambitioner i stadig højere grad ligget inden for installationskunsten.
På udstillingen i Roskilde indgår et par tidlige videoer, Record Player og Ghost (I
don't live today), begge fra midten af 80'erne. Her demonstreres, hvordan Marclay i performance-situationen skaber musik ved ukonventionel brug af vinylplader med andres musik. Men ellers er vægten lagt på nyere værker, der viser, at selv om Marclay i de senere år har fortsat sine strategiske greb fra 80'erne, har han også lagt nye sider til sit virke.
Den dugfriske videoinstallation Guitar Drag, hvor en elektrisk guitar slæbes efter en bil og derved fremkalder en overvældende lydorkan, fortsætter således i en kendt rille. Mens installationerne Telephones og specielt Up and Out (1998) peger i nye retninger.
I den sidstnævnte har Marclay samplet hele billedsiden fra Antonionis filmklassiker Blow Up (1966) og tilsat den lydsiden fra Brian de Palmas beslægtede Blow Out (1981). Konceptuelt et fikst greb, der peger på problematiseringen af henholdsvis visuel og auditiv information i de to film. Og oplevelsesmæssigt en besynderligt velfungerende helhed, specielt hvis man bliver siddende foran det maltrakterede filmværk i længere tid.

For meget ekko
Trods kvaliteterne i de to filmrelaterede installationer, synes de nyere værker at stå i skyggen af yngre og mere originale samtidskunstnere som Douglas Gordon og Pierre Huyghe. Og at Marclay stadig er på usikker grund inden for det rent visuelle, afsløres af en installation med snapshots af lydrelaterede piktogrammer og lignende. Billederne havde måske egnet sig til en publikation, men i udstillingssammenhæng er de ganske enkelt for svage.
Som helhed peger udstillingen på, at Marclays vægtigste bidrag ligger inden for performance og værker, der direkte relaterer sig til lydbærere som lp'er, cd'er eller bånd. Det er hér, han har sin helt egen tone. Som billedkunstner er han endnu for meget af et ekko.

*Christian Marclay: Video & fotografi. Museet for Samtidskunst, Roskilde. Man.-fre. 11-17, lør.-søn. 12-16. Til 14. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu