Drillende malerier af Bodil Nielsen og ensomme skikkelser fotograferet af Clare Strand. I Århus slås dørene op til en række sælsomme rum, hvor vi måske har været en gang før
Udstillinger
De er så genkendelige, Bodil Nielsens malerier. Og samtidig mærkeligt hvilende i sig selv. "Så begribelige, og så alligevel ikke gribelige," som der står skrevet i dét katalog, der ledsager Bodil Nielsens aktuelle udstilling på Galerie MøllerWitt i Århus. Formerne er klare, farverne ligeså, og de løjerlige pågående abstrakte figurer springer hjemmevant rundt i billedfladen, på én gang appellerende til deres beskuer og samtidig trækkende sig tyst tilbage i stoffet.
Hér er en ballon, dér en savtakket kaktus ( eller er det et søpindsvin, en foldet serviet, et stikkende monster? Den indre billeddannelse kommer på arbejde over for Bodil Nielsens malerier, for et billede fastholdes kun i øjet indtil dét øjeblik, et nyt presser sig på. Og så ender billedet dér, i akrylmalingen, som er påført lærredet i en mekanisk nupret gestus, der ikke lader et eneste strøg komme til syne.
Ved første øjekast minder malerierne om noget, vi før har set. Store lærreder, der sirligt er delt op i klart afgrænsede felter og figurer, hvert indeholdende en ensartet strålende farve: rød, grøn, gul, blå, pink. Signalfarver, kunne man kalde dem, og de indeholder da også den samme signalværdi, der både er det amerikanske color-field painting og reklameskiltets forenklede tonalitet til del.
Signalfarver
Funky, javist, men samtidig er formerne lidt for skæve og malingens nuprede overflade lidt for materiel til, at de deler skæbne med signalfarvens indholdsløse pågåenhed. Bodil Nielsen sætter os på åndeligt arbejde. Bringer os ud af balance gennem de store formater, der overmander os kropsligt, så vi ikke kan slippe ud af deres greb. Hér træder formerne os i møde og bliver til mere end abstraktioner. Kanterne er slebne, konturerne en smule skæve, og så ligner figurerne pludselig den alt andet end regelrette virkelighed, de ellers er trådt ud af.
I værket Painting, Biotopical, (Symbiotic) fra 1999 er to lærreder sat sammen, på én gang adskilte og sammenhængende.
Det ene lærred fyldes af en konveks rød figur, der næsten fylder hele billedfladen og truer med helt at fortrænge det grønne felt, der støder op mod det røde i billedets nederste venstre del. De to komplementærfarver kæmper om vægtfylden i billedet og forvirrer beskuerens øje, så man må slå sit blik ned for at få flimmeret til at forsvinde under øjenlågene. I stedet falder blikket på det andet lærred, hvor baggrunden er kridhvid, kun afbrudt af tre ballonformede figurer, der sirligt er lagt oven på hinanden i laserende lag, så farven intensiveres og den lyserøde forvandles til orange i mødet med den gule. Spinkelt og monumentalt på samme tid skubber billederne til hinanden og til os, der både forføres af farvernes gennemslagskraft og figurernes så naturlige sving i en stil, vi kender fra vores egen kuglepens dans over telefonblokken.
Det er malerisk, så det basker, men samtidig henvisende til en kropslig virkelighed, som vi allerede kender.
Den engelske fotograf Clare Strand, der for øjeblikket udstiller på Galleri Image i Århus, arbejder også med billeder, der umiddelbart virker genkendelige. Wasted hedder hendes seneste fotoserie, der i en række store farveformater fremviser en virkelighed af ensomhed og isolation i et formsprog, der minder om filmstills.
Kulsort verden
Billeder fra byens trøstesløse gyder, dens indfaldsveje og sporadisk oplyste vinduer i en verden, der er kulsort, spiller op imod billeder af mennesker, der isolerede fra omverdenen vender blikket bort fra kameraet i ubestemmelige og golde interiørs, fjernt fra dén livlige virkelighed, vi andre bebor. Men vi har skam også været dér, i de isolerede rum, hvor væggene dæmper vores tavse skrig og mørket slutter sig om vores ensomhed.
På mange måder er det en romantisk tradition, Clare Strand her tager op og giver et fornyende udtryk gennem fotografiet. Lyssætningen i billederne er teatralsk, skyggerne lange og så mørke, at vi til tider må knibe øjnene sammen for at kunne se, hvad der sker i de ellers knivskarpe billeder, og figurerne er rygvendte, tyst sluttende om sig selv og alligevel fulde af længsel. I et billede af en
glitrende og farvestrålende spillehal, der er tom og menneskeforladt, kravler en ensom mand afsted på fortovet, måske i en desperat søgen efter et livstegn i en verden, der er forstenet midt i neonlysets blink. I et andet billede har en kvinde placeret sig midt på en indfaldsvej iført luderens traditionelle uniform, men der er ingen biler, der samler hende op, for verden er standset og fastfrosset med kameraets klik.
Det er mennesket alene i verden, Clare Strand skildrer. Hendes billeder er tydeligt iscenesatte, balancerende på kanten af det teatralske og det filmiske, og måske derfor virker hendes billeder mere slående og virkelige end dén virkelighed, vi bevæger os rundt i. Der er masser af Jeff Wall i Clare Strands billeder, dog i en mørkelagt udgave, der er helt hendes egen.
*Bodil Nielsen. Galerie MøllerWitt, Vestergade 56A, Århus. Ti-fr. 11.30-17 og lø. 10-14. Til 8. apr.
*Clare Strand: 'Wasted'. Galleri Image, Toldbodgade 8, Århus. Ti.-sø. 13-17. Til 26. mar.
