Læsetid: 5 min.

Samfundet som organisme

9. marts 2000

Sociologen Émile Durkheim minder os om, at samfundsteorien beskæftiger sig med reelle sociale strukturer og institutioner, der virker regulerende på vores adfærd

Sociologi
I marxismens æra ved de danske universiteter var den franske sociolog Émile Durkheim (1858-1917) en forkætret skikkelse, der blev afvist som positivist, funktionalist og konservativ.
I de senere år synes synet på Durkheim, der sammen med sine nogenlunde samtidige kolleger Marx, Weber, Simmel og Tönnies var med til at grundlægge sociologien som en selvstændig videnskab, imidlertid at være blevet mere nuanceret.
I dag er Durkheim nærmest ved at få en renæssance, og måske en del af baggrunden skal søges i interessen for kommunitarismen, der helt på linie med Durkheim betoner farerne ved en for hastig modernisering og vigtigheden af, at individerne er forankret i forpligtende fællesskaber. Netop de menneskelige fællesskaber kan i bred forstand siges at være genstanden for Durkheims sociologi.
I 1890'erne udsendte den myreflittige sociolog, som på daværende tidspunkt var indehaver af en lærestol i pædagogik og socialvidenskab ved Faculté des Lettres i Bordeaux, med korte mellemrum tre af sine vigtigste værker, der alle i dag regnes for at være klassikere inden for samfundsteorien: først doktordisputatsen Om den sociale arbejdsdeling (1893), dernæst Den sociologiske metodes regler (1895), og endelig Selvmordet (1897).

Trussel mod ordenen
Bogen om den sociologiske metode, som Forlaget Fremad i 1972 udgav i dansk oversættelse ved Esbern Krause-Jensen, har længe været nærmest uopdrivelig i antikvariaterne, og det er derfor prisværdigt, at Hans Reitzels Forlag nu har taget initiativ til at genudgive denne sociologiske klassiker i en let revideret oversættelse.
I metodebogen søgte Durkheim at sammenfatte de metoderegler, som han allerede havde benyttet i studiet af arbejdsdelingen i det moderne samfund, og som han siden skulle anvende i studierne af bl.a. selvmordet og religionen.
Durkheims sociologi må ses i sammenhæng med det 19. århundredes konservative reaktion på 'oplysningsprojektet', hvis tanker om frihed, fremskridt og fornuft blev opfattet som en trussel mod den sociale orden og som udgørende en væsentlig del af baggrunden for den franske revolution i 1789.
I den foreliggende bog bestemmer Durkheim da også sociologiens metode som værende i det væsentligste "konserverende". Sociologien skal objektivt og neutralt befatte sig med det, der er, og ikke fremkomme med normative udsagn om, hvordan tingene bør være. Durkheim er her helt på linie med sit store forbillede, Auguste Comte (1798-1857), som grundlagde positivismen.
Nok mest markant kommer denne insisteren på, at sociologien skal beskæftige sig med positive kendsgerninger til udtryk i Durkheims grundlæggende og meget omdiskuterede metoderegel om, at det gælder om, at "betragte de sociale kendsgerninger som ting."
På sporet af synergien
Umiddelbart kan denne 'tingsliggørelse' af de sociale forhold måske virke lidt ejendommelig, men hvad Durkheim ønskede at betone var, at de samfundsmæssige fænomener - f.eks. staten, retsforhold, uddannelsessystemet, selvmordsrater osv. - har en eksistens, der er selvstændig og ydre i forhold til individerne.
Samfundet udgør, som Durkheim siger, en realitet af egen art (sui generis). Sociale fænomener må gives samfundsmæssige forklaringer, ikke individuelle. Delene (individerne) må forklares ud fra helheden (samfundet), ikke omvendt.
Med dette holistiske samfundsbegreb, der betoner, at samfundet er en egenartet og selvstændig realitet, der repræsenterer noget mere end summen af sine dele, vendte Durkheim sig bl.a. mod liberalismens teoretikere (Adam Smith, Herbert Spencer, John Stuart Mill), der mente, at individet måtte være udgangspunktet for forståelsen af samfundet.
Formuleret i en mere nutidig terminologi kan man måske sige, at Durkheim er på sporet af emergens eller synergieffekter. Altså det forhold, at når flere mennesker samhandler, kan der opstå en række aggregerede sociale mønstre, der ikke kan reduceres til de enkelte handlinger. Tænk blot på den nærmest massepsykotiske stemning, der ofte breder sig blandt tilskuerne ved et VM i fodbold. Eller på den febrile hamstringsbølge under strejken ved de forrige overenskomstforhandlinger. Begge dele eksempler på, at vi på ejendommelig vis lader os rive med af en række 'sociale strømninger.'

Biologisk organisme
Durkheim betegnes ofte som ophavsmanden til den funktionalistiske tradition inden for sociologien, idet han sammenligner samfundet med en biologisk organisme, hvor de enkelte dele er uundværlige for helhedens fortsatte beståen og fungeren.
Ser man nærmere efter, er der imidlertid tale om en 'svag' funktionalisme, idet Durkheim understreger, at sociale fænomener ikke alene kan forklares ved henvisning til deres samfundsmæssige 'funktioner', men også må gives selvstændige årsagsforklaringer.
Målt med nutidens sociologiske alen må Durkheim imidlertid siges at bevæge sig truende nær ved objektivismens eller strukturdeterminismens faldgrube, idet han gennemgående lægger vægten på de begrænsninger, som samfundsstrukturerne sætter for vores handlinger.
Durkheim synes ikke i særlig høj grad at have haft blik for, at de samfundsmæssige strukturer og institutioner i sidste ende er skabt af os selv og derfor også kan ændres af os. Der kan ikke herske tvivl om, at Durkheim var foregangsmand med hensyn til anvendelse af statistik i forbindelse med sociologiske analyser, hvilket især kom til udtryk i hans studie af selvmordet.
Sidenhen er sociologiens metoderepertoire imidlertid blevet udvidet ganske betydeligt. I dag anvender sociologer bl.a. deltagerobservation, surveys, registerdata, kvalitative interviews, livsforløbsbeskrivelser, casestudier - og ofte en kombination af flere af disse metoder.

Bedaget - og dog...
Set i dette lys kan Durkheims metodebog ikke sige sig fri for at virke en kende bedaget. På andre punkter må bogen imidlertid siges at være højst aktuel. Især vil jeg pege på dens opgør med individualistiske forklaringsmodeller i samfundsvidenskaben. I disse postmodernistiske og socialkonstruktivistiske tider, hvor alting reduceres til diskurser, tegn og betydninger, er det værd at blive mindet om, at samfundsteorien beskæftiger sig med højst reelle sociale strukturer og institutioner, der virker regulerende på vores adfærd.
Med Reitzels genudgivelse har vi fået en enestående lejlighed til at kigge en af samfundsteoriens store, klassiske tænkere i kortene midt i hans forskningsmæssige laboratorium. Den moderne sociologi er i vid udstrækning opstået via en udvikling og kritik af samfundsteoriens klassiske positioner. Durkheims klassiske tekst er derfor i høj grad værd at konsultere for den, der vil vide mere om samfundsteoriens grundlag og udvikling frem til det, den er i dag.

*Émile Durkheim: Den sociologiske metodes regler. Oversat af Esbern Krause-Jensen. Forord og sproglig revision ved Gorm Harste .188 s. 198 kr. Hans Reitzels Forlag

Klaus Rasborg er lektor ved Institut for Statskundskab på København Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu