Læsetid: 6 min.

Sandheden har jeg overladt de unge

18. marts 2000

Fornylig var digteren Søren Ulrik Thomsen i Oslo, hvor han talte om sin digtning og om alderens betydning

Litteratur
Fra Søren Ulrik Thomsen træder ind i det fyldte auditorie på universitetsbiblioteket i Oslo, til han træder af to timer senere, går der en lyd af menneske gennem rummet. Der er en nærmest sitrende intensitet i auditoriet fra han åbner foredraget med at hugge sig gennem de første linjer af digtet "levende": "regnvandet driver ned ad min arm/jeg er levende/telefonen ringer/røret er kold i hånden/jeg er levende ..."
Digtet er fra den nu nitten år gamle City Slang, og blev til i en tid, hvor Thomsens generation voksede ind i en dansk venstrefløjskultur, som allerede havde givet deres bud på en tolkning af alle niveauer i tilværelsen.
"Enhver generation af digtere og mennesker i det hele taget, vokser ind i et rum, der er udlagt af dem, som kom før dem selv. Man vokser ind i en færdig fortolkning af verden, og denne tolkning er som et jakkesæt, som er syet til én, men det passer bare aldrig."
Som en modreaktion forsøgte hans generation at fjerne alt det, man kunne sige og det som var blevet sagt om subjektet, så der kun var kroppen tilbage.
"Da jeg skrev min første poetik Mit lys brænder forestillede jeg mig digtet som en slags krop, eller som analogi til en krop, og kroppens vilkår er jo, at den skal dø, så jeg opfattede digtet, som en slags biologisk størrelse, der stod og talte sig ned til sit eget ophør, ned mod sin egen død."
Han havde lagt mærke til, at hvis et digt var virkeligt godt, så opstod der en tavshed i publikum efter oplæsningen, og han tænkte, at denne tavshed repræsenterede døden, og det passede jo med, at der var en analogi mellem digtet, som fortalte om et stykke levet liv og det at det talte sig ned til sit eget ophør
"Jeg opfattede den første poetik, som en slags tænkning over hvordan tavsheden indfinder sig."
"Der er jo en forskel mellem tavshed og stilhed. Stilhed er bare et tilfældigt fravær af lyd, mens tavshed er negativt defineret af talen. Det var et opgør med en poesi, som hele tiden talte og talte om stilheden. Den skulle tales frem, ikke tales om. På samme måde som seksualiteten ikke skulle tales om, men ligge i digtene. Det var et ideal fra dengang. Senere har jeg kunnet se, at tingene er mere komplicerede end som så."

Forskel og lighed
Da Thomsen var ung mente han, at kunsten udelukkende skulle udgøre en radikal forskel i forhold til livet. At kunstens værdi udelukkende lå i dens andethed.
"Når jeg så det på den måde, så var det tænkt polemisk imod halvfjerdsergenerationen, som var præget af en lighedstænkning, og forsøgte at lave kunst, som tog afsæt i 'læserens erfaringshorisont', som man sagde, hvor de så end kendte den fra."
"Men når man tænker polemisk, bliver man tit lige så dum, som dem man polemiserer imod. Jeg tog jo egentlig bare et synspunkt og vendte det på hovedet og hævdede noget, som i virkeligheden var lige så urimeligt. I dag ser jeg det på den måde, at der skal være en forskel og en lighed."
"Hvis kunsten ikke henter sin næring i det levede liv, bliver den ligegyldig, men hvis der ikke samtidig er noget i kunsten, som ikke er i det daglige liv, bliver den også uinteressant."
For Thomsen at se må digtet stå i et højspændingsfelt mellem en teori og en sang. Lige i midten, hvor strømmen er stærkest. Falder det ud til den ene side, bliver det til en teori om verden, og rent skriftligt, falder det ud til den anden, bliver det til en sang om verden, en hymne og ren musik.
"Det som jeg finder særligt interessant ved poesien er, at den kan tænke og sanse på samme tid. Den er på afstand af verden, i og med at den tænker over den, og samtidig skabes en helt ny verden i digtet, fordi poesien sanser i billeder og i sin musikalitet."
Mere den samme
Thomsens to første digtsamlinger er meget anderledes end de tre sidste og det hænger ifølge Thomsen sammen med en stor ændring der indtraf, da han blev ældre, omkring 1987, hvor han skrev Nye Digte.
"Da jeg var ung var mine følelser enormt stærke og meget entydige. Hvis jeg havde det godt og tingene lykkedes for mig, så troede jeg at alting altid ville lykkes for mig. Jeg var ikke til at skyde igennem. Det var en ekstrem tilstand, en vital og ekstatisk tilstand. Hvis jeg havde det dårligt, så var jeg sikker på, at jeg aldrig ville blive glad igen og at mit liv var ødelagt og alt var tabt.
"På et tidspunkt sker der en ændring, så man hele tiden har begge sider med i billedet. Man kan være meget glad over noget der sker, samtidig som man godt ud af øjenkrogen kan se, at man kender et menneske, som er meget sygt og snart skal dø."
"Hvis personen dør, kan man være knust af sorg, men samtidig kan man på en mærkelig måde glæde sig over en potteplante, der har fået et lille nyt skud."
"Det der lille skud så man slet ikke, da man var ung. Da betød det ingenting. Hvad fanden rager det mig! Det er jo bare en åndssvag potteplante. Dem er der da masser af i verden."
"Når man er fyrre år kan man pludselig sige 'for tyve år siden', og når man kan sige dét, kan man også forestille sig selv som tres-årig. Det er ikke længere noget abstrakt. Men dengang jeg var tyve år, kunne jeg end ikke forestille mig, hvordan jeg ville være om et halvt år. Et halvt år! Det er så lang tid. Og når der var gået et år, syntes jeg, at jeg havde ændret mig totalt. Jeg havde ændret alle mine meninger. Alt. Jeg gik omkring i noget andet tøj. Læste helt andre ting, og det jeg havde læst for et år siden var noget lort. Det havde jeg da forlængst gjort op med! Væk med det. Og så bliver man pludselig mere og mere den samme for hver dag, der går. Denne mere voksne tidsoplevelse er for mig en naturlig ændring af de tidlige firseres 'jeg.er.her.nu'-poetik."

De unges Sandhed
Lidt senere sagde han, at han ville slutte med at læse et digt fra Det skabtes vaklen (1996), som handler om en mand, der beder en kvinde om tilgivelse for, at han læser hende i den forkerte rækkefølge og ser hendes knogler før kødet og kødet før kjolen, selv om det nok havde være mere passende, at starte med hendes svævende blik, og måske endda helt undgå at tænke på knoglerne, men digtets 'jeg' lever i en grotesk verden, hvor det, der er levende, minder ham om døden, mens det, der er dødt, minder ham om livet. Digtet slutter med linjerne: "og sandheden har jeg i øvrigt overladt de unge:/for mig er det tilstrækkeligt,/at sige tingene som de er."
Efter en lysende klar fortolkning af digtet, sagde Thomsen det sidste han havde at sige: "Igen har det noget at gøre med, at blive ældre. Jeg taler ikke om sandheden, for det er kun, når man er ung, at man tror man har fundet sandheden. Og det skal man også tro, for tror de unge ikke det, så kommer der ikke nogen ny viden ind i verden. Man er i hvert fald nødt til at tro, at man hele tiden er lige ved at finde den. For når man er lige ved at have fundet sandheden, så hænder det, at man finder tingene, som de er."
"Det ville ikke være godt, hvis der kun fandtes midaldrende mænd i verden, så ville verden gå i stå, og så ville der ikke være nogen, der troede de havde fundet sandheden, og dermed ikke være nogen, der fandt noget nyt. Men det ville heller ikke være godt, hvis der kun var unge mennesker i verden. Der skal være nogen, der siger: 'Hør her, jeg har lige fundet sandheden'. Og så skal der være nogen, der siger: 'Den har jeg hørt før'."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu