Læsetid: 3 min.

Se mig, hør mig!

29. marts 2000

Begrebet samtidskunst er blevet en trend, som Center for Dansk Billedkunst rider med på

Kunst
Med kunsten har det hidtil været sådan, at den opstår, fordi en lille gruppe mennesker ikke kan lade være med at lave den. Paradokset er, at disse få giver noget til verden, som den aldrig har bedt om, men som den - hvis kunsten vel at mærke er god - aldrig kunne drømme om at undvære! Hvad ville verden være uden Mondrians gitre eller Yves Kleins internationale Klein-blå, f.eks.?
Samtidig er kunst i det økonomiske kredsløb den ultimative vare, dvs. den er det første, en husholdning eller et samfund skærer ned på, når knapheden og fattigdommen melder sig.
Men i dag er vi rige som ingensinde før, og politikere og bladhuse har for længst opdaget, at kunsten er en åndelig eksportvare, som kan bane vej for salg af andre varer. Og at den kan profilere en nation med imageproblemer i en verden, der præges at globalisering og dermed følgende kulturel ensretning. Der er bare et aber dabei. For kunsten ligner efterhånden kunsten worldwide. Og Center for Dansk Billedkunst sover i den forbindelse i timen.
Således har Centret udpeget kunstnerparret Michael Elmgreen og Ingar Dragset til at repræsentere Danmark ved den prestigefyldte biennale i São Paolo næste år, forlyder det i en pressemeddelelse. Det er udmærket samtidskunst, de to kunstnere begår.
Problemet er bare, at deres værker i forvejen er med i det internationale kredsløb. De er kendt af alle, der ved blot lidt om, hvad der rører sig på verdens kunstscene. Og det, de laver, er en slags mainstream-'samtidskunst', der lige så godt kunne have været lavet i New York. Centret tøver åbenbart med at udpege meget større, men internationalt set ukendte kunstnere som Kehnet Nielsen eller Nina Sten-Knudsen, hvis uovertrufne maleriske færdigheder faktisk fortjener en international eksponering. Det er forbandet ærgerligt. Nu går verden glip af stor, romantisk, nordisk kunst, skabt af virtuose kunstnere.

Sats på danske malerier
For tiden vises en udstilling i Overgaden med australsk samtidskunst. Skønt værkerne er skabt på den anden side af kloden, slår det én, at de lige så godt kunne være skabt i England eller for den sags skyld i Danmark.
Det samme kan siges om værkerne i Kunstforeningens EXIT-udstilling med 37 dimitterende kunstneres værker. De kunne lige så godt have været skabt af australske kunstnere.
Som Informations anmelder, Rune Gade skrev, så "er tendensen til at afvikle det traditionelle værkbegreb så omfattende, at man på EXIT 2000 lægger mærke til de få, som faktisk maler malerier." Hvorfor så ikke netop satse på malerier til udlandet, når danske malere står så stærkt, som tilfældet er, kunne man spørge?
Selvfølgelig skyldes homogeniseringen af samtidskunsten stadig mere ens livsbetingelser i den vestlige verden, sideløbende med at verden er blevet koblet sammen via internettet. Men alligevel. Livet leves dog først og fremmest lokalt og partikulært.
I løbet af de seneste årtier er udstillingsfrekvensen, især blandt de unge kunstnere, også eksploderet vildt. Der er simpelt hen så mange udstillinger og så meget kunst, at der er tale om overkill. I 'gamle dage', dvs. for ca. 20 år siden, kom udstillingen, efter at man havde skabt værkerne.
I dag er det omvendt. Når det kan lade sig gøre at udgive digre kunstkataloger, kunstbøger og/eller at udstille, så gør de det, de unge kunstnere.
Kunstakademiet - der i dag har monopol på at levere nye 'emner' til kunstscenen - opdrager de unge kunstnere til ikke at holde sig tilbage, men at gribe chancen, når den byder sig. Nu er det ikke anliggendet, men ansigtet der er i fokus.
Herfra lyder rådet: Bliv fornem. Ti, før du taler.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her