Læsetid: 2 min.

Selvforelsket billedstrøm

25. marts 2000

Meridiano forsøger sig med suggestive billeder fra grænselandet mellem drøm og virkelighed

Teater
Det er først og fremmest formen, der fascinerer ved Giacomo Ravicchios sidste del, Ild - Drømmenes land, af hans tetralogi om de fire elementer. Evnen til at skabe dramatiske og sære, udtryksfulde billeder i flot belyste, glidende, hele tiden skiftende forløb.
Forestillingen fortæller en historie, ja - den mikser faktisk to historier. En om en kendt reportagefotograf, Emil Jensen, der har mistet hukommelsen under et bombeattentat i Ægypten. Og en om en ung grønlænder, Nuka, der sidder i et dansk fængsel for at have myrdet sin far og have brændt huset af. De to får kontakt, da Emil kommer for at undervise de indsatte og viser sine lysbilleder af isen.
Deres møde berettes i en traditionel, realistisk dialog, ligesom en foregående scene, hvor vi får at vide, at Emil står overfor en ny Grønlands-rejse.

Lyset digter med
Med sine mange skift i tid og rum er formen uhyre krævende. Ravicchios scenografi er effektiv, idet den består af en væg med en masse 'vinduer', der åbner og lukker for billederne. Hertil kommer lyset, der spiller en bemærkelsesværdig hovedrolle i forestillingen. Ikke blot angiver lyset skift i lokalitet - det digter også med på billederne ved at antyde en skygge, en kontur, eller belyse dele af et billede.
Den visuelle hårdt klippede stil har sin absolutte force i fremvisningen af ekspressive angst- og skrækbilleder fra en kriseramt, psykisk dimension: Den groteske fremmedgørelse af de indsatte i fængslet. Eller de onde ånders tilbagevendende 'angreb' på forbryderen i form af kæmpearme, der rækker ud efter ham i mørker, akkompagneret af uhyggelige lyde.
Meridianos billeddannende fantasi er i det hele taget medrivende. Pludselig befinder vi os i stævnen af et skib med vandet indover og vuggende stjerner på himlen. Poetisk og teknisk overlegent skabt.
I længden er formen dog for forelsket i sig selv til at holde det episke flow. Billederne standser forløbet. Måske er problemet også, at hverken (ild)symbolikken eller personerne får rigtigt tag i os. Dertil er dramaet for postuleret en sammensætning af hverdag med rengøring, skænderier og fængselsterapi og abstrakte, erkendelsesmæssige niveauer, farvet af grønlandsk visdom. Historien om Emil, der tager til Grønland og overrumples af naturens kræfter, men til gengæld gør store sjælelige erkendelser, han formidler videre til Nuka, forekommer noget fortænkt. Moralen er ellers smuk: Tingene i vores liv bliver ved med at eksistere, selvom vi måske har glemt dem eller ikke selv er mere. Vi er en del af et billede.

*Meridiano Teatret, Amager Bio: Ild - Drømmenes land. Tekst, instruktion, sceneografi: Giacomo Ravicchio. Komponist: Jerôme Baur. Spiller til 1. april

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her