Læsetid: 3 min.

Sidste omgang

7. marts 2000

Den anerkendte kommissær E. Morse fra Oxfords kriminalpoliti har sagt farvel

Nekrolog
Oxford Thames Valley Politiets skarpe hjerne har løst sit sidste mysterium og er draget af til den store klassiske koncertsal i himlen, hvor han formentlig sidder og nyder sin Wagner og drikker et glas Glenfiddich eller en pint god bitterøl fra den lokale pub, mens han løser dagens krydsord i The Times.
Kriminalkommissær Endeavour Morse er død af et hjertetilfælde - sit livs andet - 67 år gammel.
Oven på et langt livs righoldige alkoholindtagelse og plaget af en skrap sukkersyge sov Morse stille ind på Radcliffe Hospitalet i Oxford efter et lille døgn tidligere at være blevet indlagt med stærke smerter i brystet og sin venstre arm.
Gennem de seneste 25 år har man kunnet følge Morses ikke ubetydelige bedrifter som kriminalkommissær i både biografen Colin Dexters bedstsælgende, fiktionaliserede beretninger og i den ikke mindre populære tv-serie Inspector Morse, hvor John Thaw gav godt liv til Morse.
Thaw er for mange synonym med Morse, men det var i Dexters fremragende skildringer - 13 romaner og en samling noveller - at den gnavne mesterhjerne med smag for oldtidens og renæssancens store forfattere stod mest levende og virkelighedstro frem.
Dexter havde gennem årene rig lejlighed til, med kommissær Morses samtykke, at studere hans fremgangsmåder, enkelte sager, privatliv og ikke mindst forholdet til kriminalassistent Lewis, Morses tro væbner.

Klassisk skolet hjerne
På overfladen fremstod Morse som en melankolsk, ofte gnaven og misantropisk midaldrende mand, uden tålmodighed med langsommeligt og inkompetent politiarbejde. Han var arrogant, sarkastisk, hurtig til at pille folk ned og kun sjældent havde han ros til overs for sine kolleger, ikke mindst Lewis, der måtte udholde meget gennem deres 25 år lange samarbejde. (Det startede i 1975 og i øvrigt er skildret i Dexters bog Sidste bus til Woodstock.)
Men Morse var også en skarp, klassisk skolet hjerne, der, takket være sin store, noget specielle logiske sans, sin intuition og evne til at gennemskue komplicerede sammenhænge, ingen andre kunne se eller gennemskue, havde en større opklaringsrate end nogen anden hos Thames Valley Politiet.
Lewis har lært meget om politiarbejde og mennesker gennem sit parløb med Morse, der også var en stor humorist og rummede poetiske og musikalske sider. Om Morses kærlighed til Lewis og Lewis' hengivenhed for Morse herskede der ingen tvivl.

Ulykkelig kærlighed
Med kvinderne havde Morse ikke samme held som med sine efterforskninger. Og selvom de ofte fandt den nydelige mand både spændende og tiltrækkende, så var han kejtet og yderst tilbageholdende. En opførsel, som har rod i Morses ulykkelige kærlighed til en ung, kvindelig Oxford-studerende, Mandy Spencer, da han selv var dybt optaget af klassiske studier på St. John's College.
De to første år på St. Johns har Morse beskrevet som de "lykkeligste og mest meningsfyldte i mit liv." Men efter han mødte og siden mistede frk. Spencer gled studiet i baggrunden, Morse mistede sit stipendium og dumpede til eksamen. Da søgte han ind ved kriminalpolitiet i Oxford.
Det var kun sjældent, at Morse talte om sin ulykkelige kærlighed, og han refererede siden til den tid som "mørk og katastrofal".

Kroppen gav op
Morse påstod, at alkohol hjalp på opklaringsarbejdet, men sandheden var snarere, at han, siden han begyndte at drikke som teenager, havde udviklet en uforholdsmæssig stor appetit på et af livets usunde goder.
Han indtog sin føde flydende, var storryger i mange år, og led som sagt af en slem sukkersyge affødt af alkoholen. Det var ikke så mærkeligt, at Morses helbred gennem årene blev værre, og at hans død må ses som et tegn på, at kroppen havde givet op.
Morse efterlod sig ingen umiddelbar familie, og hans arv, der bestod af en gældfri lejlighed, bøger, musik og en ganske betydelig sum penge, skulle ifølge hans testamente deles mellem Den Britiske Diabetes Forening, Søster Janes McQueen, som han havde et varmt, men løst forhold til, og kriminalassistent Lewis.

*Colin Dexters seneste historie om Morse, 'Et kors for Morse', er udkommet på dansk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her