Læsetid: 3 min.

Skønhed som program

27. marts 2000

Den Kongelige Ballet viste dansemæssigt fin form i en ny koreografi og i en elsket Balanchine-klassisker

Ballet
Den amerikanske koreograf Lar Lubovitch har navngivet sin ballet All ye need to know efter den engelske digter
Keats' vers fra oden til en græsk vase. Keats siger, at sandhed er skønhed, og skønhed sandhed og Lubovitch tror på denne romantiske sætning. Han er vred over, at man idag skal forsvare den imod alverdens ironikere. Derfor sætter han et genrebillede af rokokoklædte operasangere til at synge Mozart-arier om lidelsesfyldt kærlighed bag et sort slør og klæder danserne i hvidt og giver dem en kompromisløst æstetiserende koreografi.
Sammensmeltningen af opera og dans har ofte været forsøgt i de senere år, og måtte jo ligge lige for på Det Kongelige Teater, hvor så mange argumenter er blevet fremført for at holde kunstarterne samlede.
Mozartballetter findes der et utal af, verden over, og Anna Lærkesen har koreograferet smukt til Den Kongelige Ballet, i tidligere tider. Hende skal vi ikke vente et gensyn med under balletmester Aage Thordal-Christensen, der desværre ikke har tænkt sig at benytte hendes fine, musikalske og poetiske skaberevner.
All ye need to know er et smukt værk, men der er for meget vokskabinet i opstillingen af sangerne som et kostumeret tableau, mens danserne i en Anthony Tudor-påvirket koreografi uden tåspidssko kønt tegner Mozart i svævende vægtløshed.
Balletaftenens første indslag, "Dominium" af Tim Rushton, havde en større spænding imellem sangen, Philip Glass fremført af Kari Hamnøy, Gisela Stille og Jørn Pedersen, og danserne, lukket inde i et gråt fængsel.
Historien var derimod uklar: Hvad ville den smukke, insektagtigt stikkende Marie-Pierre Greve med Alexei Ratmansky, der i slutbilledet havde fået hendes røde fløjlsskørt på? Dansemæssigt var de udstyret med opfindsomme pas de deux'er, men hvad gik kønskampen ud på, i mændenes uattraktive domæne, overvåget af fløjlsklædte ungmøer i hidsigt rødt?

Silja Schandorffs triumf
Efter de to splinternye balletter, skabt direkte til Det Kongelige Teater, fulgte en veloplagt udgave af en af de mest elskede Balanchine-forestillinger, Symfoni i C, der har været danset her siden 1952.
Aftenens absolutte kunstneriske højdepunkt var Silja Schandorffs vidunderlige ballerina i Georges #Bizets langsomme andensats. Hendes udsøgte dvælen, fuldførelsen af hver enkelt armbevægelse og de lange bens sofistikerede leg var frydefuldt behersket. Der var endda en fortryllende spøgefuldhed over bevægelserne og det bedårende smil, der hævede hendes adagio til et plan, hvor ingen andre var at finde på denne aften. Silja Schandorff har altid været en fremragende Balanchine-danser, lige siden hun brillerede i Agon, og det var dejligt at se hende indtage pladsen som dronningen blandt ballerinaerne.

Sjusk
Det trykte program til balletaftenen er et makværk, som teatret ikke kan være bekendt. I rollelisten er Keats-citatet helt forvansket, og digtets titel skulle retteligt være Ode on a Grecian Urn. Der er fejl i angivelsen af hvilke Mozart-operaer, der synges fra, og komponisten krediteres for at have skrevet Cosi fan tutti og La clemenza ditto. Balanchine kaldte sin ballet Symphony in C, ikke Symfoni in C. Der sjuskes ofte med korrekturlæsningen på balletprogrammerne, men det seneste er det grimt at tage penge for.

*Balletpremiere, Det Kongelige Teater den 25. marts: Tim Rushton: Dominium. Musik: Philip Glass. Lar Lubovitch: All ye need to know. Musik: W.A. Mozart. George Balanchine: Symfoni i C. Musik: Georges Bizet. Iscenesættelse: John Taras, ved Colleen Neary.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her