Læsetid: 7 min.

Skrevet med malerhånd

16. marts 2000

Helle Nyberg var kunstmaler, før hun blev forfatter. Og det ses i hendes skrift. Selv har hun lært at skrive af maleren Richard Mortensen, siger hun

Helle Nybergs bog, Uberørt af menneskehånd (anmeldt i Information 13.3.) består af fem historier. Under én synsvinkel handler de om grænser. Der kæmpes om grænser af livsangst, magtbegær eller bornerthed, og efterhånden som bogen skrider frem, overskrides de mere og mere med uoprettelige og negative resultater til følge.
De første tre historier handler hver især om et møde mellem en mand og en kvinde. Men de to forsvinder fra hinanden igen, fordi de enten støder på hinandens grænser eller på omverdenens. (Den tredje historie foregår i Tjekkoslovakiet, før den grænse, muren udgjorde, faldt.)
Den sidste af historierne, der også er titelnovellen, handler om to mellemskolepiger i 1950'erne, som er førende i at drive en svag, usikker vikar med hovedet fuldt af pusfyldte filipenser til det yderste - og ud over grænsen: Han begår senere selvmord ved at kaste sig ud fra et højhus.

Kroppens skræppen
Det uafrystelige i historien er imidlertid skildringen af, hvordan den ene af pigerne invaderes af vikarens personlighed. Efter at have forladt skolen véd hun således "som en skræppen i kroppen", at han begår selvmord.
- Han trænger så langt ind i hende, at hun kan føle i sin egen krop, at han vil begå selvmord?
"Hun er jo klar over den sårbarhed og værgeløshed, der findes i vikaren, ligesom hun mærker, at han ved, at hun selv er af en anden beskaffenhed. At hun er én, der selv har adgang til den sindstilstand, han befinder sig i. Men hun må undgå ham for at kunne klare sig blandt de andre," forklarer Helle Nyberg.
Der er selvoplevede ting i historien, fortæller hun. Den fuldkommen fysiske vished om, hvad der vil ske, har hun selv oplevet, siger hun, og historiens lærerportrætter, herunder den sadistiske matematiklærer, er også udført efter levende model.
"Endelig fik jeg hævn over ham!"
- Er du så også selv model til hovedpersonen?
"Det er ikke noget selvportræt, men jeg har brugt mig selv som model i det omfang jeg skulle bruge en person, der var i stand til at opleve det her. Men jeg skriver overhovedet ikke bekendelseslitteratur, det hele bliver slået i stykker og bygget op igen - ligesom Frankenstein. Jeg havde blot brug for nogle personer til at genskabe det miljø, der fandtes dengang i 1950'ernes skole."
- Hvordan opfatter du selv det, at hun ikke kan holde vikaren ude fra sig selv?
"Hun bliver tvunget til at tage stilling til sin indre mand. På en måde er hun tættere en vrang-forelskelse i dette mærkelige, hæmmede, neurotiske menneske end nogen af de andre kvinder i de andre historier. Under andre omstændigheder..."
- Selvom han er skildret så ulækker?
"Han er på en måde gidsel for en tid, hans krop spytter alt det pus og materie ud, som tiden ikke vil vide af," forklarer Helle Nyberg. "Titlen Uberørt af menneskehånd hører til i den sammenhæng."
- Der er parallelitet i fortællingen mellem den krop, der ikke kan forsvare sine grænser mod indtrængen udefra og så en opløsning af grænser i det hele taget. Selv rummets grænser opløses i nordlyset, så pigen oplever at falde ud i rummet, i en stor tomhed?
"Hun har levet i lodrette og vandrette dimensioner, og opdager pludselig, hvor lille og skrøbelig den synlige verden, hun har levet i, er - pludselig eksisterer den ikke længere, og så taber hun sit fundament."

Frøet skal knuses
- Det lyder også som et eksistentielt udsagn?
"Det er det også. Man kan godt læse skildringen som en meditation over livsrejsen, hvis man betragter den i det lys. Men det er uinteressant at læse en bog om meditative oplevelser. Man er nødt til at give dem kød og blod."
"Hvis det ikke lød for kynisk, kunne man sige, at frøet skal knuses, før det kan gro, men det er faktisk det, det drejer sig om. Blot handler vi ikke gerne sådan. Vi går ikke frivilligt derud, hvor vi knuses, men vi drives derud - vi går den vej, hvor den nødvendige forandring sker, fordi vi er tvunget til det. Og så viser det sig, at vi finder en ny harmoni, og at ståstedet ligger i at kunne flytte sig."
- Nu lyder du mere positiv, end din bog. Den forekommer ganske desillusioneret i forhold til menneskers mulighed for at finde harmoni og nå hinanden?
"Synes du det? Jeg vil sige det på den måde, at der er mange steder, hvor det kunne være gået godt. Men personernes livsangst forhindrer dem i at flytte sig, de tør ikke, eller også er det omgivelserne, der ikke tillader det. Jeg tror på samfølelse, samhørighed og kærlighed - og forudsætningen for at kunne indkredse det negative er, at man ikke er i det."
"Men bortset fra det ligger optimismen i selve den kunstneriske behandling. Det er altid positivt."

Gustent overlæg
Æstetik er nødvendig, mener Helle Nyberg, der finder de hjemlige diskussioner om Forfatterskolen helt forfejlet. L'art pour l'art er en fase, man skal igennem, mener hun.
"Bogen, der fødes i sproget, det kan man ikke springe over, det er nødvendigt, fordi det er et spørgsmål om at lære håndværket. Tror folk, at støvet går af sommenfuglens vinge, fordi de unge mennesker bibringes en teoretisk viden om deres håndværk?"
"Men på den anden side må man vel altid tro på indholdet og på, at man kan ændre ét eller andet. Hvis jeg ikke troede, at jeg kunne få menneskene til at se noget, de ikke har set før, var jeg nok forblevet billedkunstner."
- Du skriver en stærkt sansemættet, seende sensibel skrift, der samtidig er knap og fuld af lakuner. Et stykke ad vejen overlader den til læserens fantasi - eller projektioner - at finde ud af, hvad der går for sig. På den måde ligner historierne egentlig det virkelige liv?
"Det er helt bevidst. Faktisk er mine tekster arbejdet igennem i alle detaljer og udpenslet i hele handlingen, men detaljerne er til internt brug, for læseren skal have lov til at komme ind i det rum, der skabes. Jeg skriver langtrukne udpenslede skildringer, men de bliver udrenset, før teksten er færdig."
"Jeg synes også, det er nedladende overfor læseren at stoppe alle huller til. Nogle forklaringer skal man selv finde, teksten er en invitation til at være medskabende."
"Den allerførste historie fører os straks ud et sted, hvor man ikke kan orientere sig," påpeger Helle Nyberg og læser op:
"Opstigningen havde ført dem ind på en tunnelagtig skovsti, der ikke var indtegnet på kortet."
"Vi er ude i noget, der bare er en anelse forskelligt, og vi kan ikke finde koden. Det er rigtigt at de situationer opstår utallige gange i mine tekster - ligesom i det virkelige liv."
- Man kommer i tanke om, at du er billedkunstner, når man læser din måde at skrive på. Billedkunsten kræver det samme fortolkende forhold til værket som din skrift?
"Jeg har lært meget af Richard Mortensen. Hvor de fleste kunstnere går ind i billedfladen går han ud af billedfladen og ind i beskuerens rum."
- ???
Helle Nyberg griber en blyant og tegner tre trekanter, der lapper ind over hinanden.
"Richard Mortensen lægger sine figurer i forskudte planer," forklarer hun.
"Så lægger han en blå forneden - men så lægger han den samme blå her foroven, selvom den øverste trekant befinder sig i et andet billedplan, og derved opnår han en kontrapunktisk virkning, så billedet hele tiden bevæger sig og kommer frem mod beskueren. Det er en metode, jeg bruger meget i min skrift, der er aldrig noget, der ligger bomstille. Alt hvad jeg har været i berøring med, skal fastholdes i bevægelse, til jeg skal bruge det igen. Det giver en følelse af, at det hele skabes nu, mens man læser."
"Derfor tror folk også ofte, at jeg skaber i et brus af inspiration, men i virkeligheden er det rent og skært gustent overlæg. Jeg sørger bare for, at tingene ikke går i lammelse og holder op med at bevæge sig. Man skal kunne føle hele bogen, mens man læser hver af historierne. Man kan fastholde mange personer i læserens bevidsthed, hvis man kan skabe fornemmelsen af en puls fra noget, der er sat i gang."

FAKTA
Helle Nyberg
Helle Nyberg er uddannet som kunstmaler fra Kunstakademiet i København, men i starten af 1980'erne begyndte hun at skrive. Siden 1987 har hun været bosat i Casciavola ved Pisa, hvor hun er husbestyrer på præstegården, der også fungerer som flygtningehjem. Helle Nyberg debuterede med digtsamlingen Jernharpen (1984), hvorefter fulgte Lille dag (1987). 1995 kom romanen Io. Uberørt af menneskehånd er hendes første novellesamling. red.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu