Læsetid: 5 min.

Slaget om IMF's fremtid

3. marts 2000

USA's afvisning af den tyske kandidat til posten som ny chef for Den Internationale Valutafond krænker Tyskland. Samtidig vokser debatten om, hvilken rolle fonden skal spille i fremtiden

PALMA - Der er for alvor gået storpolitik i slaget om, hvem der skal overtage den ledige post som administrerende direktør i Den Internationale Valutafond, IMF. Det er over to uger siden at den hidtidige chef, franskmanden Michel Camdessus, forlod sin stilling, men de store økonomiske magter EU og Japan kan ikke enes om, hvem der skal være hans afløser.
Siden Bretton Woods aftalen efter Den Anden Verdenskrig har det været en uskreven regel, at chefen for IMF skulle være en europæer, mens Verdensbankens chefstol traditionelt gik til amerikanere. Men traditioner er ikke længere, hvad de har været.
En enig Europæisk Union indstillede i mandags den 55-årige tyske vicefinansminister Caio Koch
-Weser. På overfladen en stærk kandidat. Han taler flere sprog flydende og var ansat 26 år i IMF's søsterorganisation, Verdensbanken, hvor han en overgang var vicepræsident. Men trods politisk pres fra den tyske kansler Gerhard Schröder og telefonopringninger til USA's præsident Bill Clinton, så afviser USA Koch-
Weser.
Clintons talsmand Joe Lockhart var usædvanlig kontant, da han i mandags offentligt undsagde tyskeren:
"Vi mener ikke, at han lever op til kriteriet om at være en stærk kandidat med maksimal statur, som har bred støtte fra hele verden," sagde Lockhart. Det opfattes som krænkende i Tyskland. En anonym tysk embedsmand siger til magasinet Business Week, at "det er et karaktermord", og Gerhard Schröders talsmand sagde i går, at Tyskland ikke trækker Koch-Weser tilbage, for han "er en fortræffelig kandidat".
Men USA's finansminister Lawrence Summers, der i mange år arbejdede sammen med tyskeren i Verdensbankens ledelse, har en anden opfattelse. Han tror ikke, at Koch-Weser har format til at lede IMF.
Og i den amerikanske debat har en fremtrædende økonom som Rudi Dornbusch fra Massachusetts Institute of Technology hånligt sagt, at "min mor lige så godt kunne være kandidat," hvis tyskeren er det. Amerikanerne frygter, at Koch-Weser vil forsøge at forhindre de radikale reformer af IMF og dens lånepolitik, som USA kræver.
I stedet har USA foreslået, at posten gives til den fungerende administrerende direktør i IMF, amerikaneren Stanley Fischer, og Japan har med støtte fra de sydøstasiatiske lande indstillet Mr. Yen, den tidligere japanske vicefinansminister.
I går var der en vejledende afstemning i den 24-mand store bestyrelse i Valutafonden, som udpeger den nye chef, men der skal flere afstemninger - og måske helt nye kandidater - til, før end IMF har fundet en afløser for Camdessus.

Det er svært for EU at få placeret sin mand i toppen af IMF uden støtte fra den største aktionær, USA, som har 18 procent af aktierne i fonden. Bortset fra i Europa og i Brasilien - hvor Koch-Weser er født - er der ikke den store entusiasme for tyskeren blandt de 182 medlemslande. Omvendt har amerikanerne ladet forstå, at hvis EU kan finde en anden og stærkere kandidat, så siger USA ja.
Selv om ingen vil sige det direkte til citat, så er er der sonderinger igang i EU-kredsen, om man eventuelt kan finde en alternativ kandidat. Frankrigs og Italiens finansministre, henholdsvis Christian Sautter og Giuliano Amato, og den forhenværende britiske finansminister Kenneth Clarke nævnes, men ifølge den klassiske EU-fordeling af internationale topposter er det Tyskland, der står for tur. IMF-chefen i de sidste tretten år har været en franskmand. En brite er NATO's generalsekretær, en italiener er formand for EU-kommissionen, og en hollænder er chef for Den Europæiske Centralbank, indtil Frankrigs Jean Claude-Trichet rykker ind i Frankfurt. Det er en vanskelig europæisk nations-matematik at belemre 182 lande med i IMF, og hvis ikke europæerne kan regne den ud hurtigt, så kan det svække EU's status på den globale forhandlingsarena.
Den forhenværende IMF-chef Michel Camdessus advarer mod, at striden om den ledige chefstol fører til de samme "akrobatiske og meget lidet overbevisende løsninger", som verdenshandelsorganisation WTO anvendte sidste år, da man efter månedlange forhandlinger valgte at give New Zealands Mike Moore og Thailands Supachai Panitchpakdi hver tre år som generaldirektør for WTO.
Det vil være uheldigt, hvis slaget om IMF's chefstol trækker ud i alt for lang tid. Fonden befinder sig ved en skillevej. I udviklingslandene og i bistandsorganisationer er der utilfredshed med fondens stramme lånekrav. I begyndelsen af februar rettede således Zambias præsident Frederick Chiluba et skarpt angreb på IMF og fondens privatiseringskrav for at have et medansvar for den voksende fattigdom og ulighed i Zambia.
Omvendt arbejder stærke kræfter i den amerikanske kongres for en radikal reform af IMF og Verdensbanken. Finansminister Lawrence Summers vil have fonden til at mindske de udestående kreditter på over 600 mia. kroner.

Om få uger kommer en kommission i den amerikanske kongres med en længe ventet rapport, der ifølge nyhedsbureauet Reuters vil rumme skarpe konklusioner: "IMF har givet for lidt opmærksomhed til at forbedre de finansielle strukturer i udviklingslandene og for meget til dyre redningsaktioner. Fondens system med kortsigtet kriseledelse er for dyr, dens svar kommer for langsomt, dens råd er ofte fejlagtige og dens forsøg på at påvirke politik og praksis er ofte for påtrængende."
Det er ingen tvivl om, at IMF trænger til dybtgående reformer, og at der er noget om kritikken. Fonden bør holde sig tilbage fra at stille krav om privatiseringer og sociale nedskæringer i institutionelt underudviklede lande. Selv om mere markedsøkonomi i teorien giver mere effektiv udnyttelse af ressourcerne end planøkonomi eller et korrupt oligarki, så skal ulandene først have nogle velfungerende institutioner, før end liberaliseringer af økonomien kan sikre et holdbart velstandshop. Det er en vanskelig overgang, og hvis de fattige udviklingslande ikke får afskrevet den værste gæld og får bedre eksportmuligheder til de vestlige markeder, så er der risiko for sociale økonomiske kriser og politiske tilbageslag
I Camdessus-epoken har IMF udviklet sig mere og mere til at blive en kortsigtet brandslukker ved finanskriser som i Mexico, Brasilien, Asien og Rusland. Men de mange redningspakker har ofte i højere grad været en hjælp til vestlige spekulanter, der har brændt fingrene end til de pågældende landes befolkninger. Derfor er der nok så meget brug for at diskutere, om IMF - med medlemslandenes opbakning - kan sikre en bedre regulering af de kortfristede og spekulative kapitalbevægelser på det globale finansmarked.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu