Kommunerne ansætter etniske socialrådgivere til at arbejde med flygtninge og indvandrere. Men det er ikke nødvendigvis en god måde at løse integrationsopgaven på, siger fagfolk
De danske kommuner ansætter etniske socialrådgivere til at arbejde med integration af indvandrere og flygtninge. Flertallet af de omkring 50 etniske socialrådgivere i Danmark er ansat i stillinger, hvor de først og fremmest beskæftiger sig med flygtninge og indvandrere.
"Det er principielt forkert, at de etniske socialrådgivere bliver brugt som bølgebrydere, fordi kommunen mangler erfaring med integrationsarbejdet," mener næstformand i Dansk Socialrådgiverforening, Pernille Djurhuus.
Integrationsarbejdere
Der findes ikke tal på, hvor mange kommuner, der har ansat en etnisk socialrådgiver til at arbejde med integration af flygtninge. Men Pernille Djurhuus vurderer, at kommunerne har efterspurgt tosprogede medarbejdere, efter at de i januar 1999 overtog ansvaret for at integrere flygtninge og familiesammenførte. Blandt andet fordi det kan mindske behovet for tolke.
Mandana Zarrehparvar, der er sekretariatsleder i Nævnet for Etnisk Ligestilling, er selv uddannet socialrådgiver og arbejder i en sammenslutning af etniske medarbejdere i social- og sundhedssektoren.
"Det er mit indtryk, at mange arbejdsgivere ser etniske socialrådgivere som indvandrere mere end som socialrådgivere. Derfor ansætter de dem til at arbejde med flygtninge og indvandrere," siger hun.
Hun kender til adskillige tilfælde, hvor en etnisk socialrådgiver er blevet brugt som tolk, når andre rådgivere mødes med klienter, der ikke taler dansk.
"Det er respektløst og gør det svært for den etniske socialrådgiver at bevare sin professionelle rolle. Kommunerne bør bruge professionelle tolke," siger Mandana Zarrehparvar.
Bedre service
Kontorchef i Kommunernes Landsforening Birgith Hedegaard kan ikke se noget galt i, at de etniske socialrådgivere bliver ansat i stillinger, der kræver tosproglig kompetence: "Det er en af flere måder, kommunerne kan tackle kulturmødet i forvaltningen på," siger hun.
"Hvis kommunen mener, at det kan mindske problemerne ved kulturmødet at ansætte en etnisk socialrådgiver, synes jeg, det er en god idé. Det kan være en måde at yde en bedre service til flygtninge og indvandrere," siger hun.
Mandana Zarrehparvar er uenig: "Vi er uddannet samme sted som de danske rådgivere, og lige som dem er vi uddannet til at tage os af danskernes problemer. At have en etnisk baggrund er ikke en kvalifikation i sig selv ud over måske fordelen ved at være tosproget," siger hun.
Den Sociale Højskole i Århus har siden september 1998 udbudt et etårigt forkursus for flygtninge og indvandrere, der gerne vil læse til socialrådgiver. Indtil videre har omkring 20 personer gennemført kurset, og næsten alle er efterfølgende blevet optaget på socialrådgiveruddannelsen.
Rektor Christen Christensen understreger imidlertid, at forkurset ikke er et forsøg på at uddanne integrationsarbejdere til kommunerne.
"Ideen med kurset er at give flere indvandrere og flygtninge mulighed for at få den uddannelse, de ønsker. Desuden føler vi os forpligtet til at bidrage til at sikre, at indvandrere ikke kun findes på den ene side af skranken i det sociale system," siger Christen Christensen.
Han mener ikke, at etniske socialrådgivere pr. definition er bedre integrations-
arbejdere end andre.
"I visse tilfælde kan det være direkte uheldigt, hvis en etnisk socialrådgiver identificerer sig for stærkt med klienterne eller bliver konfronteret med sin egen baggrund, som vedkommende måske ikke har bearbejdet," siger han.
Mor rådgiver mødre
Cand.scient.soc. Marianne Skytte, underviser på den sociale kandidatuddannelse på Aalborg UniversietsCenter og forsker i socialt arbejde og etniske minoriteter. Hun mener, at diskussionen om socialrådgivernes identifikation med klienten er overdrevet.
"Det er et vilkår i alt socialt arbejde, at socialrådgiveren kan møde klienter, der har oplevet det samme som hende selv. Jeg har selv været enlig mor i en årrække, mens jeg arbejdede som rådgiver, og jeg har ikke tal på, hvor mange enlige mødre jeg har mødt. Men min egen baggrund har ikke betydet, at de har fået i pose og sæk," siger hun.
Marianne Skytte understreger, at der kan ligge en positiv signalværdi i, at flygtninge oplever, at ikke alle socialrådgivere er blåøjede og lyshårede.
"Jeg tror, det har en stor effekt, hvis en flygtning får indtryk af, at det kan lade sig gøre for etniske minoriteter at få job i Danmark," siger hun.
Dansk Socialrådgiverforening arbejder i øjeblikket med et oplæg til en politik for etnisk ligestilling på arbejdsmarkedet.
Pernille Djurhuus vil ikke afvise, at det kan have være positivt, at flygtninge møder etniske integrationsarbejdere. Men hun ser det som foreningens opgave at sikre, at danskere kan vænne sig til, at der godt kan sidde en etnisk rådgiver bag skranken, når de henvender sig på socialkontoret.
Først socialrådgiver
Abbas Aman Zadeh er født i Iran, men har uddannet sig til socialrådgiver i Danmark. Han arbejder i øjeblikket som underviser på Den Sociale Højskole i Århus, men har i fire år arbejdet med integrationsopgaver.
"Min egen og andre etniske socialrådgiveres oplevelse er, at socialforvaltningerne kun ser os som potentielle integrationsarbejdere. Det er utroligt svært at få et almindeligt sagsbehandlerjob," siger han og efterlyser en holdningsændring hos arbejdsgiverne.
Mandana Zarrehparvar er enig i, at den væsentligste barriere ligger hos arbejdsgiverne. Men hun opfordrer også de etniske socialrådgivere til at stå fast på deres ønsker om først og fremmest at blive opfattet som fagpersoner og ikke som indvandrere eller tosprogede.
"Det nytter ikke, at de etniske socialrådgivere kun søger de stillinger, de har erfaring for, at de kan få. Så bliver de fleste fortsat ansat på integrationsområdet," siger hun.
