Læsetid: 8 min.

Software skrevet til samfundet

4. marts 2000

Jeg forsøger ikke bare at spejle virkeligheden, men også at skabe en ny virkelighed, siger den norske forfatter Jan Kjærstad om sit forfatterskab

Litteratur
Væggen bag Jan Kjærstads computer er nærmest tapetseret med fotografier: Karen Blixen som lyslevende lig. Skulptøren Brancusi på en sengekant med samme tyngde, som den sten Henry Moore står og kæmper med et sted i nærheden. Stravinskij i tænksom positur; Duras og Virginia Woolf, og ikke mindst Niels Bohr og Ein- stein, dybt begravet i hinandens tanker, selv om de i bund og grund var uenige.
I soveværelset står faktabøgerne, som "helst skal ind ubevidst". Fra reolen i stuen trækker han først Thomas Pynchons Gravitys Rainbow frem, "som nærmest er et slags opslagsværk". Don DeLillos seneste Underworld står der også, "men den var nu ikke så god".
Da jeg peger på Svend Åge Madsens Syv aldres galskab, siger han, at folk altid tror, han er så optaget af Madsen, men han har været langt mere optaget af Inger Christensen og Smærup Sørensen. Han piller Jens Christian Grøndahls roman Lucca ned fra hylden og viser mig, at den er fyldt med notater, han har gjort sig under læsningen, ikke mindst om hvordan Grøndahl nærmest umærkeligt glider mellem forskellige tider i romanen, og ellers er der jo Peter Høegh og the real thing Blixen.
Efter en tur indenom Mahabarataen og Tusind og en nat, der begge spiller en stor rolle i forfatterskabet, sidder vi bænket i køkkenet, og jeg spørger Kjærstad, om han ikke kan prøve at se lidt firkantet på litteraturhistorien og forestille sig, at der kun fandtes to forskellige slags litteratur i det moderne projekt og så ellers placere sig selv i den ene lejr.
Han svarer umiddelbart, at han ikke synes, at man kan tale om to slags litteratur, men derimod om to forfattertyper.

Gå ind i din tid
"Der er forfattere, som tror, at litteraturen udvikler sig, og forfattere som tror, litteraturen er næsten den samme, som den altid har været. Der er de forfattere, som tror historien bevæger sig frem-over mod et mål, og de, der tror den går i en cirkel. De sidste siger jo altid, at der ikke er noget nyt under solen, og da kan du jo skrive den samme roman om og om igen. Da er menneskenes problemer jo akkurat de samme, og verden helt, som den altid har været."
Kjærstad mener, at litteraturen hele tiden må udvikle sig, fordi enhver tid kræver en ny fortælling.
"Den gamle fortælling virker ikke mere. Den virker måske som underholdning og som indsigt for mange, men man behøver en ny litteratur som højner den indsigt og som måske tilmed højner underholdningen."
Han nævner den norske digter Nordahl Grieg. I digtet "Til ungdommen" skrev han, at man skulle gå ind i sin tid.
"Det er noget, mange forfattere flygter fra. De fjerner sig hellere fra deres tid og går ud af den. Måske skal man gøre begge dele. Gå ind og ud af den. Men hele denne dis-kussion handler i virkeligheden ikke om litteratur. Man skændes om menneskesyn og verdensanskuelse, ikke om bøger. Kontroversen ligger på et meget dybere plan."

Folkelig avantgardist
- Der findes forfattere, for hvem skrift-stemmen og det poetiske er det væsentligste. De går efter at udtrykke et selv eller sig selv. Går dit projekt snarere ud på at udtrykke en verdensanskuelse og spejle virkeligheden?
"Jeg forsøger ikke bare at spejle virkeligheden, men også at skabe en ny virkelighed. Min ambition er højere end bare mimesis. God litteratur vil altid være et spejl, men hvis den er et godt spejl, vil den også have et element af ny virkelighed i sig, og når den udgives, bliver den en del af en virkelighed, som ikke var der før. Litteraturen har en mulighed for at skabe noget nyt og er på en ikke betænkelig måde i slægt med guddommen. Den skaber ud af ingenting. Du skaber ikke bare ved hjælp af gamle ting. Det er en del af menneskets mulighed, at det kan skabe noget nyt."
Ideelt set vil Kjærstad gerne være avantgardist, men han er ikke manden, der mener man skal brænde katedralerne og smide Mona Lisa ud med affaldet.
"Jeg er nok meget mere en kunstnertype, som den ældre Stravinskij eller T.S. Eliot, som begge er nyklassicister. Jeg vil gerne være fortrop og være med til at eksperimentere for at finde en ny litteratur, men samtidig vil jeg tage vare på det bedste af det gamle. Ved at sætte det gamle sammen på en ny måde, bliver det til en form for avantgardisme."
Måske er det denne vilje til at søge frem og tilbage i en og samme bevægelse, som har gjort Kjærstad accepteret i begge lejre. Med trilogien om Jonas Wergeland har han opnået status som noget så sjældent som en folkelig-avantgardist.
"Jeg er meget til sådan et både-og. Jeg er tilhænger af Niels Bohrs komplementaritetsfilosofi, hvor man forsøger at holde to modsætningsfyldte tanker i luften på samme tid. Der er nogen, der har kaldt mig litterær Darwinist, men det er et meget betænkeligt begreb. Man ved ikke helt, om kunsten udvikler sig. Der vil altid være et stort element af ny-klassicisme i god eksperimenterende litteratur. Her er der ikke tale om mutationer, hvor dinosaurerne dør ud. I litteraturen har du stadigvæk dinosaurerne. Dante og Homer lever i bedste velgående og bliver brugt af dem, som skriver god moderne litteratur. Det er en udvikling, som bliver bredere og bredere. Der bliver flere og flere gode ting. Vores etiske og eksistentielle problem i dag er jo at plukke det væsentlige ud af dette hav af fine ting. Hvad skal vi tage med os videre?"
- Og det ser du som en funktion, du har som forfatter. At du kan vælge ud for folk?
"Forfatteren bliver en software-leverandør. Jeg laver software til samfundet. Jeg vælger noget ud, som jeg finder væsentlig, og så går jeg dybere ned i disse ting. Det er en slags stedfortrædende fantasi-virksomhed."
- Du har talt om den urene roman. Kan du forsøge at skitsere det projekt?
"Det er et forsøg på at sige at romanen er det mest fantastiske medie, vi har i dag. En roman kan både fange og manipulere virkeligheden. Gennem historien har romanen vist sig at kunne indkorporere alle andre kunstformer og tanker i sig. Den er i sit væsen en bastard med en utrolig evne til at kunne tage alt det bedste, som skabes i kulturen op i sig. Filmen og musikken har slet ikke de samme muligheder. Du kan bruge musik, ting fra film og tv-genren, du kan bruge fotografiet og alle mulige mundtlige og skriftlige fortællinger og samle det op i èn eneste uren genre. Romanen bliver et sted, folk kan gå hen for at finde erkendelse om den virkelighed, vi lever i. Det mener jeg også er den største årsag til, at romanen vil overleve."
- Du har skrevet, at forfatterne bør flytte opmærksomheden fra centrum af romanen, den indre monolog og registreringen af følelseslivets små vibrationer og ud til yderkanterne, til rammen. Vil du sprede menneskets identitet i stedet for at samle den?

Menneskets vidde
"I hele mit litterære projekt har jeg været mere optaget af menneskets vidde end menneskets dybde. I 150 år har man loddet sig dybere og dybere ned i menneskets psykologi, og nu mener jeg, at man har nået et mætningspunkt. I vores århundrede er ni ud af ti forfattere freudianere, som forsøger at nå ned til traumer og mørke kilder, som ligger i vores dyb, og det, synes jeg, har været et fint projekt, men jeg føler, at det er vigtigere at vise, at mennesket ikke bare er dybt. Det er også vidt og har en stor bredde. Jeg har forsøgt at vise menneskets dybde ved at vise dets bredde. Jeg har vippet dybet op og lagt det horisontalt i stedet for vertikalt og viser på den måde, at mennesket også er meget stort i omfang. Det kan have mange forskellige identiter, uden at være skizofrent. Det er et stærkt ord, men bruger jeg ordet roller, kommer man til at tænke på teater."
- Men bliver det ikke også netop forfatteren som en slags skuespiller og iscenesætter?
"Nej. Det synes jeg ikke. Hvad mener du med det?"
- At der vel må være et personligt udtryk, som er bærende. Men du mener måske, det personlige udelukkende skal ligge i udvalget forfatteren laver og ellers i strukturen og kompositionen?
"Jeg tror, at menneskets bærende personlighed ligger i, hvordan man glider mellem alle de ting, man er. Vores kerne er enormt stor og spredt. Det er det som er så vanskeligt at bære. Vi kræver, at vi skal have en kerne, en personlighed, men i virkeligheden er vores personlighed netop spillet mellem forskellige lag og talenter i os selv. Vi har mange gaver, som til sammen skaber vores personlighed."
"Da den sidste bog om Wergeland udkom sidste år ventede alle, at nu kom der en slags facit. Nu var vi vel endelig ved kernen i JonasWergelands personlighed. For mig er han summen af de tre bøger, men læserne vil helst have, at en af dem er den rigtige Jonas. Enten må han være en magisk forfører eller en lidt mørk erobrer eller en ydmyg opdager. Hele min kongstanke er, at han er alle de tre ting på samme tid, og det er hans personlighed, og det er hans kerne. Men som det også fremgår af dit spørgsmål, er det vanskeligt at få gennemslag for disse tanker."
- Jeg sidder her, fordi jeg gerne vil forstå dit ståsted. Der er tale om to forskellige udgangspunter. Du tror på, at man kan omskabe sig selv?
"Ja."
- Du startede først ganske sent med at skrive. Du var 24 eller 25 år. Mange starter tidligt, fordi de har et behov for at udtrykke og forstå sig selv. Var dit udgangspunkt snarere, at du ville omskabe dig selv til en skrivende, og startede du i så fald med at skrive for at udtrykke dit syn på verden snarere end dine egne personlige problemstillinger?
"Jeg tror nok, at jeg begyndte at skrive, fordi jeg havde læst så meget. Det var en lystreaktion. Jeg fik et begær efter at skrive og fortælle, fordi jeg havde læst så mange fortællinger. Det var ikke ud fra nogen længsel efter at udtrykke mine personlige problemstillinger eller forstå mig selv. Det var en lyst, en ren og skær fortællelyst. Jeg ville fortælle de historier, jeg havde læst, videre til andre, og på vejen tillægge det et element, som var mit eget, ud fra den erfaring jeg havde med livet. Så sådan set er det jo også et udtryk for mine egne erfaringer."

Serie - Kunsten år 2000
Hvad er kunstens rolle i den nye medieeksplosive tid med utallige tv-kanaler og Internettet, der selv leger med spørgsmålet: virkelighed eller fiktion? Hvordan forholder kunsten sig til de nye virkelighedsformer, når grænserne synes mere flydende end nogensinde?
Information udforsker i en serie artikler kunstens ændrede betingelser

Foregående artikler blev bragt 10., 19., 24. og 26.-27. februar. Serien fortsætter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu