Læsetid: 3 min.

En spændt syngende streng

24. marts 2000

Peter Laugesens nye digte udfolder poesiens specielle form for indsigtsfuld dumhed

Ny bog
Det nytter vel næppe stort at håbe på, at Peter Laugesen en skønne dag vil lave et langdigt eller udsende en konsekvent gennemkomponeret samling. Hans poetiske projekt går nemlig fortsat ud på samme insisterende skriven, og han formår som måske den eneste herhjemme at gennemføre det med både ynde og tyngde.
Metoden - for der er en metode - beskrives og begrundes i Trashpilot, hans nye bog: "Jeg forsøger at finde en måde at skrive historien på. Det lykkes kun som en fortsat strøm. Den kan ikke splintres i højdepunkter. Den kan ikke samples i største hits. Den kan ikke sorteres i det der er poesi og det der ikke er poesi. Hvis der er poesi er den alting. Der er kun eet værk."
Laugesen praktiserer igen den store åbne stil, der bygger "med stumperne, splintrede bjælker, smuldret og jordslået stuk, knækkede ujævne sten."
Den kan ikke tillade sig at skelne imellem højt og lavt, til gengæld glemmer den aldrig noget af betydning, og skønt den kan synes vild, evner den dog at tale "fornuft / til generationer / af ufødte fjolser."
Trashpilot er på godt og ondt, men heldigvis først og fremmest på godt, konciperet på denne holdning. En sejr for den evigt tabende poesi, en herlig bog at vandre omkring i, fyldt som den er med tomhed og afmægtigt uforløst længsel.
Ad støvede veje
Digteren har denne gang valgt at anbringe sin skrift i et mellemværende med musikken (f.eks. Mozart, Monk, Coltrane, Johnny Reimar) og forgængere i poesien (romantikere som Hölderlin og Novalis, de franske symbolister, modernistiske pionerer), samtidig med at der kredses om temaet ikke-viden og hinkende, humpende vendes tilbage til motiverne: hund, drøm, barndom, rejse, vej. Læseren føres ad støvede grusveje

ind gennem sumpen
ad helvede til
hvor livet er fest
for gamle mænd
med leende hjerter
i kold
og nådesløs regn.

Rejsen bringer Laugesen til Wien, hvor han mindes hvordan en amerikansk soldat umiddelbart efter Anden Verdenskrigs afslutning plaffede Anton Webern ned; til Firenze, hvor mødet med Velazquez glider over i en hyldest til Francis Bacon den yngre, maleren og ikke filosoffen; til Paris, hvor det en passant konstateres, at eftertiden betragter Verlaine "gennem briller tilfedtet / af deres opfattelse af den satans gadedreng fra Charleville", dvs. Rimbaud; til København, hvor vi nyder en Guinness; og til Greifswald, som Laugesen anvender til at mindes Hans Fallada (Kleiner Mann, was nun?) og Caspar David Friedrich, manden bag de store, tåget romantiske skilderier af bjergvandringsmænd og kønne ruiner. Alt sammen er dette gjort henkastet elegant, med dén stilfulde stilløshed, der kendetegner Peter Laugesen, når og hvis og såfremt han ellers lever op til sit bedste.
Der forekommer i den nye bog svipsere af den slags, der må skyldes ladhed eller tankemæssig forsovsning - eksempelvis bliver det slapt og tyndt, hvad digteren i Det Det Var, det tidligere DDR, har at sige om staten som løgn, ligesom han i et digt om intet mindre end Gud gør sig tanken nem ved at hævde, at "Verden er os, / den er dig og mig". At computeren er "død" og bøgetræet "liv", som det frejdigt hævdes i et digt, ligner mest slap nostalgi.
Idel nydelse
Men så var der altså heller ikke mere... Resten af Trashpilot er idel nydelse, der giver læseren rig mulighed for at studere digtningens særlige form for indsigtsfuld dumhed, dens klartskuende ikke-viden.

Jeg ved ingenting
og det er mere
end nok

Vi ved, skriver Laugesen, ikke noget, men kan i det mindste "forsøge at lade være med at glemme". På denne baggrund ærgrer det ham indædt, at han stort set har glemt, hvordan det var at være barn. Dog, digte kan minde os om det - ved på kunstens kunstigt skabte vilkår at knytte

en spændt
syngende streng
fra hjerte til hjerte
så håret knitrer
og verset stritter

Laugesens digte forlader man uden at være blevet klogere på nogen verdens ting. Men man ved så sikkert som armen i rundsaven, at man var der imens. Og at man med glæde vender tilbage. Det er ikke så ringe endda.

*Peter Laugesen: Trashpilot. Digte. 163 s. Kr. 189,00. Borgen. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu