Læsetid: 12 min.

En meget spansk revolution

10. marts 2000

Spanien har gennemlevet en politisk og kulturel revolution siden 1970. Søndag går spanierne til valg, men selvom demokratiet er groet fast, og Spanien er blevet et moderne samfund, er meget stadig ved det gamle. Information har mødt tre unge spanienere til en snak om traditioner, kønsroller, nutid og fremtid

Det var som en lille revolution i vores hjem. Jeg husker det tydeligt, selv om jeg ikke var mere end ti år. Jeg var i bad, og pludselig råbte de inde fra stuen, at der var militærkup. Alle var nervøse, radioen blev tændt, og mine forældre ringede til hele familien og alle deres venner."
Den 28-årige Nuria Riutord Ramis har stadig sin sorte læderjakke på, selv om vi allerede har sat os til bords på Café Mon - verdenscaféen på kanten af Plaza España. Det er en stjerneklar og kølig vinteraften udenfor, så hun lægger arme og ben over kors for at klemme varme ind i kroppen. Hun kan tydeligt huske den 23. februar i 1981, hvor Spanien balancerede på kanten af et militærkup.
Som sine to venner, Begoña Rosselló Chacartegui og Carlos Sousa de Nooyer er hun født på dørtrinnet til 1970'erne, hvor Spanien så store omvæltninger med general Francos død i 1975 og overgangen til demokratiet med den nye forfatning i 1978.
Nuria, Begoña og Carlos er blevet voksne med demokratiet og den kulturelle modernisering. I deres knap 30 år lange liv har det spanske samfund gennemløbet nærmest revolutionerende forandringer. Demokratiet er konsolideret, og katolicismen, de stærke familietraditioner og tidligere tiders moralske dyder er ikke længere så faste holdepunkter, som de var i deres forældres ungdom.
I Spanien er antallet af skilsmisser steget i rekordtempo i 1990'erne, der fødes færre børn end nogensinde, og de unge gifter sig senere og senere.
Kvinder er i gennemsnit 27 år, og mændene runder ofte de 30, før de kaster sig ud i ægteskabet.
Den 29-årige Carlos er et typisk eksempel på den udvikling. Som han sidder dér ved cafébordet med sit tilbageredte vokshår i sit blå jakkesæt og med den selvsikre fremtoning, som visse unge herrer fra Spanien er mestre i at eksponere offentligt, så skulle man tro, at han allerede var gift. Men selv om han har haft den samme kæreste i ni år, og han har færdiggjort sine jurastudier og er blevet forsvarsadvokat, så bor han endnu hjemme hos sine forældre.
"Jeg har det godt derhjemme. Og det er svært at spare op, hvis man bor for sig selv, så derfor bor jeg stadig hjemme. Jeg kunne godt vælge at gifte mig nu, men så skulle jeg stille mig tilfreds med at bo på samme niveau, som de gjorde i 1960'erne og 1970'erne. Det vil jeg og mange andre unge ikke. Vi er mange, der mener, at det er bedre at få sit første barn som 34-årig end som 27-årig. For så har man større økonomisk stabilitet og har råd til en ordentlig levestandard."
Nuria tror forklaringen er en anden:
"Vi gifter os senere i dag end tidligere, fordi vi studerer i flere år," siger hun.

Hvor det i forældrenes generation var undtagelsen, at kvinder fik sig en uddannelse, så har den unge generation af spanske kvinder i stort tal kastet sig over de lange universitetsuddannelser. For 20 år siden var der kun en halv million unge spaniere på universiteterne, i dag er der tre gange så mange - og flertallet er kvinder.
Men når studiet er overstået, er der stadig mange, der ikke føler sig økonomisk sikre nok til at stifte familie.
"Der er mere konkurrence på arbejdsmarkedet i dag, og virksomhederne kræver mere af os " forklarer Carlos.
"Man kan ikke længere så let som tidligere få et fast job. Mange er ansat på korte kontrakter. Men måske er vi også mere bekvemmelige, end vore forældre var," erkender han.
Begoña tog springet sidste år, giftede sig som 28-årig og købte lejlighed. Hun er uddannet som virksomhedsøkonom, og hendes grå jakke og de to spænder i håret signalerer, at hun er en seriøs, lidt forsigtig, konservativ pige.
Hendes mand er bankmand, og de arbejder begge for at få stablet en familie på benene.
"Jeg ved ikke, om livet er blevet sværere. Tidligere kostede det mindre at gifte sig og stifte hjem. Mine forældre lejede en lille lejlighed, da de blev gift. I dag er det sværere, fordi vi har højere forventninger til, hvordan vi skal bo og leve. I dag er boliglånene billige, men en lejlighed er også meget dyrere. Tidligere kunne man klare sig for en løn, i dag skal der to lønninger til at forsørge en familie."
Begoña vil gerne have to-tre børn, men derved er hun atypisk i et Spanien, hvor fødselstallet er styrtdykket i de senere år. Nu fødes der kun et barn pr. kvinde, og Spanien har de laveste fødselstal i Europa - hvis ikke i hele verden. I næsten hvert tiende ægteskab fødes der aldrig et barn.
I forældrenes generation var det normalt at få tre eller fire børn. Begoña har tre søskende, Nuria har to søskende, mens Carlos er enebarn. I 1970 blev der født 656.000 børn i Spanien. I dag fødes der mindre end 360.000.

For to år siden flyttede Nuria sammen med sin kæreste - en reklamedirektør på 40, der var separeret og først for nylig er blevet endeligt skilt fra sin første hustru. Det er ikke normalt i Spanien, hvor de fleste stadig vælger at gifte sig, før de flytter sammen. Nuria vil ikke underordne sig de herskende sociale normer.
"Selv om jeg gerne vil giftes med Alberto, så kan det næsten være det samme, for vi har allerede boet sammen i to år. En af mine bedstemødre så gerne at jeg blev gift i kirken, men det vil koste en del penge at få kirken til at annullere Albertos første ægteskab, og så kan det næste også være lige meget."
Den katolske kirke accepterer ikke, at fraskilte bliver gift igen i kirken, med mindre den oprindelige ægteskabspagt først annulleres.
"Det er helt skørt, at man skal bede den katolske kirke, om at annullere et ægteskab som hans. De havde ingen børn, og de havde kun været gift i et år. Det er skinhellighed, når kirken gør det hele så bureaukratisk," siger hun med forargelse i stemmen, mens hun lægger læderjakken fra sig.
I dag vies næsten hver fjerde spanier på rådhuset, og hvis Nuria skal giftes, bliver det et civilt ægteskab.
Der er stadig mange tabubelagte sider af livet for den ældre generation af spaniere.
"Jeg kan ikke sige til min bedstemor, at jeg bor sammen med Alberto," forklarer Nuria.
"Det er ikke, fordi jeg ikke tør sige det, men min mor siger, at det ville såre min bedstemor. Så jeg holder min mund lukket."
"Det er det samme med min bedstemor," istemmer Begoña fra den anden side af bordet. "Og mine forældre, der er meget religiøse, kan heller ikke forstå, at der er nogen, der bor sammen uden at være gift. For så kan man da bare gifte sig, siger de."
I dag hører det ikke længere til undtagelsen, at spanske ægteskaber opløses. Af alle ægteskaber, der blev indgået i 1990'erne, er halvdelen endt med en skilsmisse. I 1981 fik Spanien en skilsmisselov, og ikke mindst i 1990'erne er det blevet acceptabelt i bredere sociale kredse at lade sig skille.
"Det er halvdelen af alle ægteskaber. Det er helt vildt. Skilsmisser er noget bøvl, og det er trist, at der er så mange af dem. De mange skilsmisser er et tegn på, hvad det er for en tid, vi lever i," siger Carlos.
Nuria mener, at "jo længere ned i social klasse du kommer, jo færre skilsmisser er der. De gifter sig tidligere, de holder mere ud, og de modtager flere slag i livet."
Hun er selv skilsmissebarn fra en tid, hvor det endnu ikke var normalt.
Hendes far er en kendt advokat, og hendes mor var hjemmegående hustru - så længe ægteskabet holdt. Forældrene blev gift i en ung alder, og moderen var ikke mere end 18 år.
"De giftede sig, fordi hun ventede sig mig. Da jeg var 11 år, blev de separeret. Det var ikke velset. Jeg var den eneste i min skoleklasse med fraskilte forældre. Jeg husker, at en af mine veninder Ana Belén kom hen til mig og sagde, 'jamen, man kan da ikke lade sig skille'. Og mine bedsteforældre så i lang tid ud som om, at én i familien var død. De syntes det var forfærdeligt at lade sig skille. 'En kvinde skal holde ud, uanset hvad', sagde min bedstemor altid."
"Ja, og min bedstemor fik en alvorlig depression, da hendes søn blev separeret. Det var det værste, der kunne ske," tilføjer Begoña.

De har alle tre mødre, der har været hjemmegående. Nurias mor er den eneste, der har måttet søge ud på arbejdsmarkedet.
"Min mor fortryder inderligt, at hun aldrig fik sig en uddannelse. Min mor siger, at det ikke var velset, hvis kvinder fik sig et arbejde. For manden skulle være i stand til at forsørge familien. Efter skilsmissen var hun nødt til at finde sig et arbejde, og hun arbejder i dag på universitetets bibliotek," siger Nuria.
Carlos mor er stadig hjemmegående, og ifølge ham har hun fundet sig til rette med det:
"Min far var 40, da han giftede sig med min mor, og hun var 25 år. Hun er hollænder og kom topløs herned i 1960'erne som en slags hippie-provo. Min mor har ingen uddannelse, men hun er tilfreds med sit liv. Hun har påtaget sig sin rolle, og det er der ingen problemer i," siger han.
Selv tror han på den traditionelle familiestruktur, hvor manden tjener pengene. Han siger, at hans drøm i livet ud over at stifte en familie og få børn er "at triumfere i min profession og dominere på mit felt. Jeg kunne godt tænke mig at få tid til at læse nogle flere bøger, men jeg har ikke tid. Jeg arbejder hele tiden."
Den ideelle kvinde i Carlos' verdensbillede er én, der primært vier sit liv til hjemmet:
"Kvinder har et kald efter at passe børnene og holde styr på hjemmet. Det ligger i generne. Det er ikke lykken for kvinder at arbejde fra klokken otte om morgenen til klokken elleve om aftenen."
Nuria er lodret uenig og giver straks Carlos modspil.
"Jeg foretrækker at være økonomisk uafhængig. Jeg tror, at jeg ville kede mig ihjel, hvis jeg skulle gå hjemme i mere end fem måneder. Jeg arbejder i øjeblikket nogle timer om ugen som sekretær for en børnelæge, og I aner ikke, hvor mange kvinder, der er trætte af at gå hjemme og passe deres børn. Kvinder har også ambitioner. Jeg har ambitioner. At arbejde er blevet en del af vores krop," siger Nuria, der forlod jurastudiet efter to år, og nu er ved at gøre en uddannelse som webdesigner færdig.
Begoña mener, at "hvis nogen skal tage sig af børnene, så må det være deres mødre," men samtidig siger hun, at "hvis en kvinde også har ambitioner med sit arbejde, så må familien finde en balance. Manden og kvinden må deles om opgaverne i hjemmet."
- Hvem laver mad og rydder op hjemme hos jer?
"Det gør jeg. Men det er også, fordi han kommer meget senere hjem fra arbejde, end jeg gør. Så det, synes jeg, er rimeligt. Vi deles om opgaverne."
De har endnu ingen børn, men Begoña har allerede overvejet, hvordan hun skal få børn og en 40 timers arbejdsuge til at hænge sammen.
"Den eneste løsning, jeg kan se, er at finde en kvinde, som gør rent og laver mad for os. Ellers bliver det svært at nå det hele," siger Begoña.
Hun mener, at der stadig er en del mandschauvinisme i det spanske samfund. Og det udgør en hindring i mange familier for at finde en bedre balance i hjemmet.
"Mandschauvinismen er værre, jo længere ned du kommer i samfundet. Så siger manden: 'Bliv hjemme og pas børnene.' Og kvinderne accepterer det. Det værste er, at kvinderne er blevet mandschauvinister af deres mødres opdragelse," siger Begoña.
"Ja, kvinderne er de største mandschauvinister i Spanien," siger Nuria.
"Min bedstemor havde fem drenge og en pige, og den eneste, der rejste sig for at rydde af bordet var pigen. Drengene rørte aldrig en finger. Hun havde den samme holdning til os børnebørn. Det var altid os piger, der skulle hjælpe til. Min mor er anderledes. Hun forventede, at både jeg og mine to brødre hjalp til derhjemme."
Men det er ikke den erfaring Begoña har fra sit barndomshjem:
"Hjemme hos mig var det ikke sådan. Min far og min bror hjalp aldrig med at rydde af bordet."

Der er stadig mange kirker i det spanske gadebillede, men langt størsteparten af kirkegængerne er folk over 50. Det er et fåtal i den unge generation, der går til gudstjeneste, og hverken Nuria eller Carlos opfatter sig selv som 'religiøse'.
"Man kan gøre, som man har lyst til. Jeg er ikke religiøs, så jeg er ligeglad med, hvad kirken siger," siger Nuria, der er vokset op i en familie, hvor faderen er agnostiker, og hvor moderen måske nok regner sig som troende katolik, men aldrig går i kirke.
"Jeg er religiøs, og jeg går til gudstjeneste," indskyder Begoña. "Det er ikke sådan, at jeg går til gudstjeneste hver uge, men i søndags var jeg i kirke."
Hun erkender dog, at der sket et skred i forholdet til religionen fra generation til generation i hendes familie.
"Min bedstemor går i kirke hver dag. Mine forældre har dårlig samvittighed, når de ikke har været i kirke om søndagen, men sådan har jeg det ikke. Jeg går i kirke, når jeg har lyst. Der kan godt gå flere måneder imellem," siger Begoña.
Hun tilføjer, at hendes forældre er 'liberale' i katolsk sammenhæng, men inden hun får forklaret, hvad det betyder, afbryder Carlos hende:
"Mener du, at de accepterer ægteskaber mellem homoseksuelle og kvindelige præster?" spørger han.
"Nej, det gør de ikke. Mine forældre er nok ikke liberale i forhold til seksuelle relationer og sådan noget. De er liberale i den forstand, at de gerne vil gøre noget godt og er aktive i sociale foreninger. For mig er det mere kristent end at gå til kirke hver søndag."

Carlos' mor går aldrig i kirke, men hans far, som er militærlæge, er i kirke hver søndag. Han opfatter dog ikke sin far som særlig 'drastisk' i de moralske spørgsmål, der i disse år skaber skel mellem liberale og konservative traditionalister i den katolske kirke. Som f.eks. den kendsgerning at det store flertal af spanske unge ikke længere opfatter sex før ægteskabet som noget tabubelagt og syndigt.
"Min far er ligeglad, for jeg er mand. Hvis jeg var kvinde, ville han måske nok have sagt, at jeg ikke skulle gå i seng med nogen, inden jeg blev gift. Men min far er ikke så drastisk på det punkt, og jeg tror heller ikke, at kirken er så drastisk, når det kommer til stykket. Kirken taler meget og siger, at det er en synd, og at seksualiteten er noget helligt. Men det er ikke særlig afstemt, og der er mange, der ikke følger det," siger Carlos.
"Det er et drama, at kirken siger, det er en synd. Og det skaber dramaer. Jeg har set det med mine egne øjne," indskyder Nuria, inden Carlos fortsætter:
"Om 50 år er Spanien som Danmark. Så vil det hele være meget mere naturligt. I Spanien er det stadig sådan, at det vigtigste er, at ingen ved det. Du kan gøre, hvad du har lyst til, bare ingen opdager det," fastslår han.
"Når du ikke siger noget, så er der ingen, der vil vide af det," nuancerer Nuria.
"Det er det samme med den seksuelle undervisning. Ingen siger noget. Jeg har aldrig i mit liv fået et råd af min mor. Men jeg tror, at jeg vil tale med mine børn om det, når de bliver store nok," mener Begoña.
"Mine forældre fik ikke noget at vide, da de var unge, og se, hvad de rodede sig ud i! Men da jeg fik min første kæreste, så var det min mor, der gav mig p-piller. 'Spis dem og drik noget vand. Nu!' sagde hun. Det havde jeg slet ikke skænket en tanke, og det overraskede mig, at min mor reagerede sådan," siger Nuria.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu