Analyse
Læsetid: 6 min.

Srebrenica set fra Beograd

24. marts 2000

Situationen i Serbien bliver i stigende grad præget af uvirkelighed og frygt

Mandag i sidste uge indledtes retssagen i Haag mod den bosnisk-serbiske general Radislav Krstic, som under den bedre kendte general Ratko Mladics ledelse stod for den etniske udrensning af den bosniakiske (muslimske) enklave Srebrenica i det østlige Bosnien i juli 1995.
Ud over fordrivelse af titusinder af kvinder og børn anklages Krstic for drabet på 7.574 forsvundne personer fra enklaven, som var ubevæbnede og forsvarsløse, og for at have forsøgt at skjule ligene. Som beviser bruges blandt andet optagelser af samtaler med let gennemskuelige omskrivninger mellem underordnede og Krstic, og video-amatøroptagelser.
Krstic-sagen er den mest prominente efter sagen mod den kroatiske general Blaskic, som fornylig fik en meget hård dom i Haag. Det har været muligt at sætte
Krstic på anklagebænken, fordi han i december 1998 blev pågrebet af SFOR-styrker i Bosnien. Derimod er hans militære overordnede general Ratko Mladic og hans politiske overordnede, den tidligere bosnisk-serbiske præsident Radovan Karadzic, stadig på fri fod. Der er hermed taget hul på en af de alvorligste episoder under den mere end tre år lange krig i Bosnien og en af dem, som har fået de mest vidtrækkende politiske konsekvenser. For det var den brutale bosnisk-serbiske eliminering af enklaverne Srebrenica og Zepa, som i sommeren 1995 kom til at sætte den serbiske side i konflikten i så dårligt et lys, at verdensoffentligheden gennemgående med et skuldertræk accepterede den kroatiske hærs fordrivelse af omkring 150.000 serbere fra den kroatiske Krajina-provins i august 1995.
Er størstedelen eller alle de forsvundne blevet dræbt, er der i Srebrenica tale om den hidtil største samlede massakre i den bosniske krigs historie. Og føres der bevis for den, rammer det ikke kun Krstic, men også Mladic. For denne var selv til stede under operationerne, og hans ledende rolle er vel underbygget. Således er der videoer, der dokumenterer, at Mladic personligt garanterede for alle evakueredes sikkerhed under elmineringen af enklaverne i juli 1995, og at han personligt var til stede. Derfor vil en dom over Krstic også blive en dom over Mladic.

Kan vi så forvente, at Mladic omsider bliver udleveret? Hvis rygterne da taler sandt om, at han i dag befinder sig i Serbien, beskyttet af Jugoslaviens præsident Slobodan Milosevic, som var den, der i maj 1992 udvalgte Mladic til posten som serbisk militær øverstkommanderende i Bosnien. Vil man i Beograd skride til en udlevering af overgeneralen til det internationale krigsforbrydertribunal, hvis retssagen peger klart på hans ansvar? Og vil man i Serbien i dag generelt acceptere en dom over Krstic som retfærdig og dermed vedkende sig den serbiske sides overgreb under den bosniske konflikt? Vil en dom over Krstic skabe et offentligt pres mod præsident Milosevic som den øverste ansvarlige for den serbiske politik under hele det gamle Jugoslaviens langstrakte dødsproces?
Det er der ikke meget, der tyder på. En sådan kritisk holdning vil have svært ved at trænge igennem det stadig mere ensrettede mediebillede i Serbien, og den generelle holdning til retssagerne mod de bosniske serbere er formentlig stadig, at de er politiske og dermed utroværdige. Et led i omverdenens systematiske forfølgelse af serberne, som senest kom til udtryk under Kosovo-krigen og den internationale styrke KFOR's efterfølgende manglende evne til at forhindre drab på Kosovo-serbere og ødelæggelse af serbiske kirker. Desuden skal det ikke glemmes, at for mange serbere er Bosnien i dag langt væk - det er udland. Det, der er fremme i bevidstheden, er Kosovo-konflikten, som slet ikke er afsluttet. Og som nu endda truer med at brede sig mod nord.
Desuden er kampen for at overleve i det stadigt fattigere serbiske samfund så stærk, at apatien breder sig. At gå på gaden og demonstrere forudsætter et overskud, og et håb. Det havde man i vinteren 1996/97. Men det er allerede lang tid siden. Det, der siden er sket, er ikke blot det af myndighederne utilstrækkeligt tilslørede nederlag i Kosovo. Det er den ubønhørlige realitet, at Jugoslavien er blevet bombet, endda af gamle allierede. Hvad få virkelig havde troet muligt før den 24. marts sidste år, men som mange i dag frygter skal gentage sig.
Fra den almindelige serbers synspunkt er der især to faktorer, som kan udløse nye NATO-luftangreb: En kraftig politimæssig eller militær indsats mod den albanske milits i den sydlige del af Rest-Serbien, og en borgerkrig i Montenegro. Og ingen af disse muligheder synes grebet ud af luften.
Hvorfor så beskæftige sig med fortiden? Den er alligevel uigenkaldeligt slut. Og undergangen står måske for døren.

Det er imidlertid ikke det indtryk, man får, hvis man lytter til udsagnene fra Milosevic' gamle parti SPS, som holdt partikongres for få uger siden.
Her kom der optimistiske toner frem. Serbien har sejrrigt overvundet krigen, og nu går det fremad. Jugoslavien er igen som under Tito en central faktor i en gruppe af "progressive nationer", som tæller langt flere mennesker end NATO-landene tilsammen: Rusland, Hviderusland, Kina, Indien, Nordkorea, Vietnam, Myanmar (det tidligere Burma) og Cuba. Hele denne gruppe udfordrer det amerikanske verdensherredømme. Og statsbesøg i lande som Nordkorea understreges i medierne som triumfer for regeringens politik.
Man kommer til at tænke på Radio/TV Beograd, da man endnu kunne se det i udlandet under Kosovo-krigen, hvor en sammenblanding af optagelser fra forskellige tidspunkter skulle skabe indtrykket af, at en russisk atomtrussel ville standse Vestens angreb. Det var en sådan udlægning af verden, der fik den daværende viceministerpræsident Vuk Draskovic til at udtale, at befolkningen blev fyldt med falske forventninger, hvorefter han blev fyret. Det var en sådan udlægning af verden, som fik den regering, som Draskovic blev smidt ud af, til at erklære, at man indgik union med Hviderusland og Rusland. For på den måde at komme ind under den russiske atomparaply. Men uden at spørge hverken befolkningen eller Rusland.
Hvad befolkningen i det plagede Serbien ikke får at vide er, at de fleste af de lande, der angiveligt står bag det standhaftige land i dets modstand mod det imperialistiske Vesten, selv mere eller mindre åbenlyst bejler til Vesten. Det er stærkt bemærkelsesværdigt, at Vladimir Putin allerede før det forestående russiske præsidentvalg har udtalt sig positivt om en tilnærmelse til NATO. Selv Nordkorea bejler for tiden til Vesten.
Øjensynligt fordi det for øjeblikket er der, magten og pengene er. Og fordi egeninteressen står i centrum for alle de nationer, man i SPS i Beograd vil henregne til en solidarisk "blok af progressive nationer".
Tror man selv i regeringskredse i Beograd på dette selvbedrag? Det er der desværre noget, der tyder på. I så fald begynder det at ligne atmosfæren i Berlin ved nytåret 1945: Bare vi holder ud, så vil det hele vende. Vi har ret, det skal bare gå op for resten af verden. Så vil den fjendtlige koalition lide nederlag og gå i opløsning. Imens står selv det traditionelt stærkt venligtsindede naboland Rumænien trods al ubehag ved NATO's håndtering af Kosovo-krisen stadig i kø som ansøger til NATO- og EU-medlemskab. Men selvfølgelig kan man da stadig regne med Lukasjenko i Minsk. Og de kommunistiske asiater. Eller kan man?
Det må desværre stadig konstateres, at Beograds politik er præget af virkelighedsflugt. Og befolkningens holdninger af apati og frygt. Det kan ingen retssager i Haag ændre på. Kosovo-krigen og dens efterspil synes at have fjernet den sidste politiske bevægelighed i det Jugoslavien, som med større og større ret kan kaldes Rest-Jugoslavien. Dybt tragisk for et folk, som gennem to verdenskrige kom til at stå som heltemodige forsvarere for en retfærdig verdensorden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her