Læsetid: 2 min.

Staten vil have andel i olien

10. marts 2000

Skatteministeret undersøger mulighederne for hårdere beskatning af Nordsøolien

Skatteministeret er gået i gang med at undersøge, hvordan staten kan få mere ud af olieeventyret i Nordsøen.
Statens indtægter fra skat og afgifter for olie- og gasproduktionen var i 1998 2,8 mia. kr. Til sammenligning tjente Dansk Undergrunds Consortium, DUC, omkring 10,9 mia. kr.
Undersøgelsen er sat i værk efter Det Økonomiske Råd, DØR, i december påpegede, at den danske beskatning af olie- og naturgasudvinding hører til de mest lempelige i Nordsøområdet.
Vismændede foreslår, at politikerne overvejer en progressiv beskatning, så produktionen fra store fund vil blive beskattet hårdere.
Afdelingschef i Skatteministeriet, Per Bach Jørgensen, forventer, at redegørelsen er klar i løbet af et par måneder. Og indtil da vil han ikke kommentere, hvilke modeller man arbejder med.
"Vi undersøger, om man kan ændre på noget uden at bryde med de aftaler, der er indgået. Men det er klart, at det, som de økonomiske vismænd har foreslået, også indgår i arbejdet."

Oliereserven vokser
Per Bach Jørgensen tilføjer, at de skatteregler, der blev lavet i begyndelsen af 1980'erne, var tilpasset en situation med andre rente- og infla-tionsforhold end i dag.
"Hvis renten i dag er meget lavere end dengang, kunne det tyde på, at der er nogle fradrag, der er for gunstige."
Med til billedet hører, at Energistyrelsen forventer at opjustere skønnet for, hvor stor olie- og gasreserven er.
Kontorchef Søren Enevoldsen oplyser, at den nye prognose vil blive offentliggjort omkring 1. maj.
Den primære årsag til optimismen er, at Mærsk Olie og Gas hat gjort nye, store fund og desuden i løbet af det sidste år har fundet en metode, der gør det muligt at udvinde mere fra eksisterende felter.
Som følge af den succesfulde eftersøgning har Mærsk Olie Og Gas indsendt fire ansøgninger om at udbygge de gammelkendte områder i Nordsøen.
"Jeg vil ikke sige, hvor meget, vi forventer af de nye boringer, men de skulle gerne resultere i yderligere produktion," siger direktør Bo Wildfang. Han erkender, at de norske skatteregler er strengere end de danske, men mener, at de danske regler er tilpasset de geologiske og teknologiske forhold i danske felter. Så han er meget uenig i vismændenes forslag om progressiv beskatning.
"Det ville være en urimelig måde at behandle producenterne på. Der skal en stor risikovillig kapital til, før man når frem til at vide, hvor meget et fund kan bære. Der skal være en fornuftig gulerod for, at man vil gå ind i det."
Det argument køber sekretariatschef i Det Økonomiske Råd, Peder Andersen, ikke.
"Vores pointe er, at man starter med en relativ lav beskatning for små fund. Men hvis det efterfølgende viser sig, at det er enorme fund, så kan man sætte skatten op. Jeg accepterer ikke, at det behøver at have nogen negativ effekt på selskabernes villighed til at søge efter olie."
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Ole Stavad.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her