Læsetid: 3 min.

En stemme som silke

28. marts 2000

Dorrit Willumsens nye roman om mor og søn og kærlighedens vildveje er kantet, modig, sjov og sær

Ny bog
En dag finder den smukke Bambi Brit med de store fugtige øjne en mærkelig bule under sin elskede søns gulvtæppe. Ved nærmere eftersyn består bulen af en stak pornoblade, og det går op for Brit, at noget er sket. At hendes lille søn kort sagt er på vej til at få sit eget liv, og at hans mor ikke altid skal være den eneste kvinde i hans liv.
Da Morten desuden vælger at forlade gymnasiet i 3. g, farver håret blåt og får job i
et rengøringsfirma - med den begrundelse, at støv vil der altid være nok af, så hvor
kunne man finde en sikrere fremtid? - opgiver Brit definitivt at kontrollere sønnens liv. Problemet er bare, hvad hun så skal give sig til?
Ikke længe efter møder Morten pigen Kora, som har en blød, smaragdgrøn stemme og mistænkelig forkærlighed for ræve.
Faktisk præcis som hun-ræven i det japanske eventyr, der forelsker sig i en jæger og derfor lader sig forvandle til et menneske for at gifte sig med ham. Men sin rævenatur kan hun ikke slippe, og det får tragiske følger.
Sådan er rammerne, løseligt antydet, i Koras stemme, Dorrit Willumsens nye løsslupne, sjove og finurligt rørende roman om kærlighedens vildveje.
De første to afsnit a fire kapitler beskriver Hr. Henriksens kærlighed til Brit, Mortens mor, som kun elsker Morten. I de sidste to afsnit a seks kapitler beskrives Mortens kærlighed til Kora med det røde hår, som elsker Japan, ræve og lange rejser.

Et kvindeligt univers
Undervejs krydses deres veje, og Morten møder bl.a. -  uden at vide det - sin rigtige far, hvis nu Brits fantasier om magisk undfangelse (hun slikkede på tv'et) med sangeren Le Roy ikke stemmer helt overens med virkeligheden.
Willumsen er kort sagt på helt andre veje end i romanbiografien Bang, der i 1997 indbragte hende Nordisk Råds ærefulde pris.
Med Koras stemme er hun tilbage i et kvindeligt univers, hvor æg, fisk, blod, tøjets stoflighed, varme og kulde beskrives med hudnær, duftende sanselighed.
Hør blot hvordan Brit forgæves forsøger at tabe fem overflødige kilo: "Men de (kiloene, red.) er så trofaste som fem små, hjemløse hunde. Grimme, klodsede og uønskede smyger de sig om hendes hofter, trykker snuderne mod hendes mave. De klynker, piber og vil ind i varmen igen."
Selve romanens handling snor sig, med indlagte haiku-digte, ind og ud mellem København og Japan, mellem magiske sammentræf og dagligdags hændelser, som får læseren i tvivl om om zdet, personerne oplever, er virkeligt eller ønskedrømmesyner. Til at formidle denne mærkeligt svævende stemning, denne drømmedis af usikkerhed, om personerne nu oplever hinanden eller mest sig selv, trækker Willumsen raffineret på et konsekvent indefra-syn, der virker så meget stærkere, som drømmebillederne blandes med utrolig præcist sansede konkrete elementer i yderverdenen.
Ingen madanmelder kan f.eks. skildre en laksefettucini mere appetitvækkende end Dorrit Willumsen gør her.

Sansefuld nydelse
I det hele taget er Willumsen bemærkelsesværdigt stærkest i de sanser, der normalt er de mindst sprogligt velartikulerede - nemlig smags-, lugte- og følesans. Nydelsen ved et varmt bad, ved duften af sex, ved at bære tøj af silke eller vandre gennem en japansk blomsterhave, alt dette beskrives med en yndefuld, elaboreret
arabeskagtig detaljerigdom - jeg kan kun komme i tanker om beskrivelser, der ligner, hos I.P. Jacobsen.
Henkastet, næsten spøgefuldt skildrer Willumsen derimod personernes udseende og replikker samt de præcise ydre lokaliteter, som om den slags detaljer ingenting er.
Interessant, når man kort forinden har læst en så visuelt mættet tekst som øre- og øjeforfatteren Klaus Rifbjergs nye prosadigt Huset.
Koras stemme er en anderledes, vild og kantet roman, og også en modig bog. Willumsen bevæger sig nemlig her ind på det minerede område, som et mor-søn-forhold stadig er.
Denne grænseløst tilfredsstillende kærlighed med indbygget adskillelse i enden, der siden Freud, ja måske Sofokles, har måttet bære så mange byrdefulde associationer. Med rette?
Måske tør man ligefrem tage forfatteren på lidt mere end romanens ord og gætte på, om unge Morten måske i så høj grad er en Mors dreng, at han netop forelsker sig i Kora, som ikke er til at holde fast, for ikke at erstatte sin mor? Og skal slutningen læses som hans frigørelse med omkostninger - eller det modsatte?
Døm selv. Det er under alle omstændigheder en nydelse at vandre langsomt igennem denne bog, hvis sprog smyger sig omkring én som en
japansk silkeobi.

*Dorrit Willumsen: Koras stemme. Roman, 220 sider, 195 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu