Læsetid: 3 min.

Stor roman i lille format

11. marts 2000

Som al stor litteratur bliver 'Over vandet' siddende i hovedet bagefter, også selv om man ikke i forvejen ved noget om temaet 'roning'

Ny bog
En ung mand står på bådebroen foran den lukkede roklub en kold aften i det mørklagte Amsterdam og genoplever i erindringen sit liv på floden som roer, kulminerende i den lykkelige sommer i 1939, hvor deltagelsen i Olympiaden i
toer uden styrmand syntes inden for rækkevidde.
Det er rammen om H.M. van den Brinks fine lille roman Over vandet. En tilsyneladende meget enkel fortælling om en dreng fra den fattige side af floden, for hvem floden og roklubben på den fine bred bliver et længselsmål og en udvej fra et udsigtsløst miljø.
Drengen påtager sig sin aflukkede verdens normer. Det beskrives f.eks., hvordan han, bortset fra et enkelt kort udbrudsforsøg, artigt holder sig inden for de påbudte grænser, skønt han blot behøvede at gå om hjørnet for at skimte den flod, han forestiller sig lugten og synet af. Ligesom han senere glider ind i et monotont kontorjob.
Kuppet i romanen er, at de åndelige skodder, miljøet påfører jegfortælleren, ikke blot beskrives, men også indarbejdes i fortællemåden - sådan at f.eks. de verdenspolitiske begivenheder i perioden frem til 1944, som fortoner sig for den unge mand, indgår som delvis uudtalte forudsætninger i den kondenserede fortælling.
Fortælleren koncentrerer sig om, hvordan det lykkes ham at blive medlem af roklubben og dernæst blive udtaget til et træningsprogram sammen med en dreng fra
byens velhavende bred. Hvad der foregår uden om dette konkrete forløb ses kun glimtvis og må fyldes ud af læseren, der således placeres på højde med fortælleren uden mulighed for bedreviden. Med den teknik lykkes det ganske overbevisende van den Brink, at skildre en ikke-intellektuel hovedperson indefra, uden at reducere ham til at være hverken ufølsom eller dum.
Koncentrationen om det konkrete forløb gør det også muligt at beskrive rotræningen i meget sansenære detaljer: Roningens teknik, problemerne med at oversætte de beskeder, hovedet modtager, til kropsdelenes bevægelser og med i forskelligt vejr at få to personer og en båd til at virke sammen som én organisme bliver uhyre nærværende for læseren undervejs.

Nøgtern og poetisk
Uanset forudgående (mangel på) interesse for rosport, gribes man uvilkårligt af denne tætte beskrivelse. Jeg erindrer ikke at have læst så præcis en redegørelse for en psyko-fysisk læreproces i nogen faglitteratur. Og i sin præcise forvandling af sansninger til ord bliver den ret nøgterne tekst også ladet med poetisk fylde, f.eks. i beskrivelserne af et pludseligt regnvejr, hvor de to roere bliver dyngvåde, men samtidig for første gang oplever med ét at få alle bevægelserne til at gå op i en lyksalig helhed.
Udover den saglige interesse i rosportens fænomenologi, følger man med spænding de to unge roeres udvikling, både i den daglige træning og tilspidset under kaproningerne. Og samtidig udvikler forholdet mellem de to roere sig, så Anton (som fortælleren viser sig at hedde et stykke henne i romanen) fra sin habituelle underlegenhed i forholdet til den suveræne David når frem til et mere ligeværdigt samarbejde, der blomstrer op til et venskab dén lykkelige sommer, hvor også træneren hr. Schneiderhahn bliver synlig som person bag autoritetsfiguren.
Antons følelser for David går måske videre end til venskab. Men det forbliver som meget andet i romanen uudtalt. Ligesom det først sent bliver klart for læseren, hvordan situationen egentlig er i fortællingens ramme, hvor Anton står på den forladte bådebro i mørket.
Forlaget har åbenbart været bekymret for, om læserne nu selv kunne udlægge romanens uudtalte sammenhænge og få fat på den dystre baggrund. Allerede på titelbladet skynder man sig at resumere handlingsforløbet og oplyser herunder, at "Både David og træneren er jøder, og nu er de sporløst forsvundet."
Så håndfast behøvede man nu ikke gå til værks. Romanen kan sagtens bære uden pædagogisk vejledning. På sine kun 144 sider ruller den et helt fortættet univers op, der som al stor litteratur bliver siddende i hovedet bagefter og detonerer langsomt som eftertanke, stemninger og associationer.

*H.M. van den Brink: Over vandet. Udmærket oversat af Birte Carlé. 144 s., 168 kr. Rosinante

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her