Læsetid: 3 min.

Det var synd, Hans

21. marts 2000

Fagbevægelsen og erhvervslivet stod for skud i Børsens sal i går. Begge parter måtte indkassere de drøjeste hug i årevis

"Fagbevægelsen leverer ikke en vare og repræsenterer ikke en værdi, der modsvarer det kontingent," sagde direktør i den svenske internetvirksomhed Framfab, Tim Frank Andersen i går, da han skulle give sit bud på, hvad fagbevægelsen kan bruges til i fremtiden.
Tim Frank Andersen var opponent på LO's formand, Hans Jensen under Børsens Nyhedsmagasins Fremtidshøring år 2000 i Børsens smukke, gamle sal i det indre København.
"Jeg var inde på HKs hjemmeside i går. Og alle de mål, HK har for deres arbejde, er det i min interesse som virksomhedsleder at fuldføre. Det kan simpelthen betale sig for mig at gøre det, fagbevægelsen siger, de vil gøre. Og det gør fagbevægelsen unødvendig," sagde Tim Frank Andersen.
Han var kørt i stilling som repræsentant for den såkaldte 'nye økonomi', som i Danmark primært udgøres af IT, medicinal- og biotekvirksomheder.
Den nye økonomi gør sig i øjeblikket uhyre bemærket ved at vende alle forestillinger om virksomhedsledelse, medarbejdernes forhold til ledelsen og ikke mindst, hvad der er penge værd på hovedet.
I Børsen var det i går det gamle erhvervsliv og fagbevægelsen, der måtte indkassere drøje hug fra den nye økonomis talsmænd.
"Der er for mig at se ingen tvivl om, at vi står midt i et paradigmeskift," sagde Tim Frank Andersen.
"I dag kan mine medarbejdere ikke se, hvorfor de skulle melde sig ind i en fagforening. Og i fremtiden vil kun meget få danskere være medlem."

Omstillingsparathed
Hans Jensen fra LO var meget uenig. "Jeg føler en stor folkelig opbakning til LO," sagde han til sit forsvar.
"Vi står for et samfund, hvor de stærke ikke smadrer de mindre stærke, og hvor der er brug for minimumsrettigheder." Derfor - mente Hans Jensen - er der stadig brug for LO. Også i fremtiden.
I en tale, der må være LO's historisk mest konsulentagtige til dato, sagde formanden endvidere, at LO kunne være med til at gøre samfundet mere "omstillingsparat",
"For mig at se er omstillingsparatheden i hovedet på medlemmerne det vigtigste på fremtidens marked," fortsatte han - og understregede, at "LO knokler hver dag for omstillingsparatheden i samfundet."

Aktiv dødshjælp
Udviklingen i erhvervslivet har gjort, at 17 ud af 30 af de største koncerner i dag befinder sig i en økonomisk eller strategisk krise, bl.a. fordi to ud af tre af de ledende medarbejdere i de store virksomheder hellere vil starte deres eget dot.com firma end at gøre karriere i det etablerede erhvervsliv.
Men det ryster ikke Johan Schrøder, administrerende direktør og storaktionær i virksomheden Radiometer. Han mener, at det gamle
erhvervsliv kommer til at redde alle dem, der taber deres sparepenge på pyramidespillet, når internet-boblen brister.
"I skal ikke afskrive de etablerede virksomheder endnu, men vi vil godt være fri for aktiv dødshjælp fra skatteministeren," sagde Johan Schrøder.
"Det går da ellers meget godt med at afvikle dansk erhvervsliv uden aktiv dødshjælp," lød kommentaren fra opponenten Jesper Bove-Nielsen, administrerende direktør i IT-virksomheden Digimental Corporation.
I sit oplæg lod han diskret publikum vide, at mens Framfab har en aktieværdi
på omkring 22 mia. kroner,
er den 70 år gamle virksomhed Radiometer kun værdisat til 2,2 mia. kr.
"Internetvirksomhederne vil ikke have noget med de etablerede at gøre - de er for lange i spyttet. Hvis IT-virksomhederne ville, kunne de i et sug overtage Lego, Danisco, Carlsberg og Radiometer. Så kunne det være, at der ville blive sat ledelsesmæssigt styr på de gamle virksomheder," sagde Jesper Bove-Nielsen, der er træt at af høre om internet-bobler, der brister.

Alt godt har en ende
Johan Schrøder mente, at "kronjuvelernes" strategiske svar til den nye økonomis brovten var at indføre internationale regnskabsstandarder og lavere skat.
Det var Jesper Bove-Nielsen uenig i.
"Det er ikke nok at sminke de gamle virksomheder - den nye økonomi skal 'leves'."
På bordene i Børsen lå et afstemningsapparat, så deltagerne 'interaktivt' kunne stemme om Danmarks fremtid. Da spørgsmålet: Har fagbevægelsen en rolle i det 21. århundrede blev sat til afstemning, stemte 70 procent af de omkring 200 deltagere nej.
"Det var synd, Hans," var ordstyrer Mikael Lindholms halvfrydefulde kommentar.
"Men alt godt har jo en ende."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her