Læsetid: 2 min.

Syndefald i Skive

4. marts 2000

Superheroes er stadig den jyske hedes ungdommelige popmirakel, men kvintetten er også blevet ramt af det første uskyldstab

Ny cd
Superheroes er først og fremmest et meget ungt band. Gennemvædet af den ungdom vi alle vil drikke af, når vi opsøger popmusikkens lethed. Høje på de muligheder for forglemmelse og nær-perfektion, som gemmer sig i popsangens enkelhed og forførelse.
Frontfigur Thomas Troelsen er blevet en endnu sikrere sanger og sangskriver på Skive-kvintettens andet, nye album Igloo, og har man først set ham på en scene, vil man også vide, at ingen ringe entertainer gemmer sig i den diminutive, hoftevrikkende, 18-årige krop, der ubesværet bemægtiger sig scenen og publikums opmærksom - som en provins-Prince med selvironi og finurlige kort i de labre skjorteærmer.

Popforelskelse
Igloo charmer sig ind på lytteren med stor melodiøsitet, fikse ideer, en ofte legetøjsagtig, meget 80'er-inspireret klanglighed og maskinpark samt en uprætentiøs, forførende popnerve. Det er ungdommelig naivitet, ferm sangskrivning og næsegrus popforelskelse i en af og til højere enhed.
Men som al ungdommelig uskyld, skal syndefaldet før eller siden indtræde, og hos Skive-bandet med en gennemsnitsalder på snart 20 år viser den sig i form af en for selvbevidst trækken på den charme, som så gavmildt løftede gruppens debutalbum Dancing Casanova: Naivismen, den lyshjertede popmelodi, de gamle, analoge synthesizeres klanglige varme og medfødte excentricitet. Og med det med alderen sikrere håndværk - som altså også resulterer i fremragende popsange - kommer selvfølgelig en større evne til at kopiere den 80'er new-romantics-pop, som Superheroes så åbenlyst bedårer.
Men også 60'er-harmonier i samme nostalgiske nyfortolkning som hos svenske Cardigans og Eggstone (hvis Per Sunding er blandt producerne) viser sig, mens sing-a-long-hysteriet på "Miami" ligner en irriterende publikumsfavorit, som desværre i denne anmelders øren ikke er andet end en kalorietung rock-udgave af 80'er-hittet "Tarzan Boy".
Man (gen)finder Duran Duran-guitarer på Igloo - og naivistiske synthesizere fra dengang den slags stadig kostede mange penge, lød af plastic og måske kun kunne spille én tone af gangen. Og så er der selvfølgelig programsangen "New Romantic Sounds"...

Pussenusset
Superheroes' epigoneri på Igloo viser sig også på "Nightmare", hvor den fascinerende kropsløse Ulla Cold fra ærværdige Rocazino synger duet med
Troelsen - og dét er til gengæld et fremragende og anderledes enerådende nummer.
Men langt henad vejen er det svært ikke at indlæse diverse 80'er-ikoner i Igloos univers, der således fastholdes i et lettere pussenusset klangunivers og i en letbenet pop tynget af store gældsposter.
Renselsesproces
Igloo bærer stadigvæk Superheroes' umiskendelige charme med fine, let kantede popperler som "Ghost", "Voice (On The Radio)", "Paradise Of Me" (med støjguitar!) og "What's Going On", og det løber da også i alt op i en fem-seks strålende numre, men alene det faktum at der går simpel matematik og 80'er-referencer i en anmeldelse er jo et svaghedstegn.
Og derfor kan overtegnede ikke lade være med at se Igloo som en renselsesproces, der vil udskille al denne eftersnakken og dette for selvbevidste krukkeri, som Superheroes er for fine poppoeter til at ligge under for.
Det første uskyldstab ynglingen oplever, er, når han erkender, at han ikke længere kan leve højt på sin medfødte charme. Well, Superheroes: velkommen i de voksnes rækker. Vi glæder os til at lære jer bedre at kende.

*Superheroes: Igloo (Crunchy Frog). Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu