Læsetid: 3 min.

Synger i regnen

17. marts 2000

Gene Kellys og Stanley Donens udødelige geni-streg genoptaget
Ny film
Gennem årene har Syng i sol og regn fra 1952 udkrystalliseret sig som den mest elskede Hollywoodmusical fra genrens gyldne årtier, 40'erne og 50'erne. En fast genganger på listerne over de ti bedste film nogensinde!
Og den er da også den sande filmfans musical - en hel skatkiste af filmhistoriske
anekdoter, drilagtige vitser og kulørt trivia om selve genrens udvikling i tiden omkring Hollywoods traumatiske overgang fra stumfilm til tonefilm. Trods alt adskiller kun tyve år en film som Syng i sol og regn fra den tid, hvor skuespillere måtte mime deres præstationer.
Syng i sol og regn, som Gloria nu viser i en smuk nyrestaureret kopi i korrekt format og med en fin Ib Lindberg-oversættelse, er et tætpakket overflødighedshorn af farvestrålende Hollywoodmagi fra et årti, da man stadig havde råd og overskud til at proppe en musical stopfuld med virtuose sang- og dansenumre. Lade udstyrsstykker veksle med intimt raffinerede danse-perler. Og skabe den perfekte enhed mellem handling og sang-og-dans, så numrene udspringer naturligt af historiens psykologi og stemning.
Et mesterværk? Ikke helt i mine øjne - dertil er der noget lidt for metallisk forceret over filmens første tredjedel, hvor for mange ideer trumfes lovlig bastant igennem.

Den forfulgte Kelly
Men filmen har først og fremmest nogle af de mest smittende humørfyldte sang- og dansenumre nogensinde, Good Mornin', Moses, Make 'em Laugh - den sidste Donald O'Connors' pragtfulde tour de force. Og som det absolutte numero uno, Gene Kellys legendariske titelnummer, dansen gennem regnen, svævet op på lygtepælen, paraplyen, der bliver så meget mere end en rekvisit - en ekstra legemsdel, den rytmisk perfekte afstemning af alle detaljer i et berusende crescendo og så selvfølgelig det vigtigste: Kellys egen udstråling af livsglæde i højkoncentrat. Aldrig før eller siden har en mand vist budt regnvejr så overbevisende, så tilintetgørende trods og fundet så livgivende ind til sin indre barnefryd.
Nummeret er kronen på denne vidunderlige akrobatiske, raffinerede og fantasifulde dansers værk, gennemført i den modne alder af 39 år!
Men tro ikke, at Kelly skulle opleve filmens succes i USA - efter første preview rejste han skyndsomst til Europa og blev der i 19 måneder, delvis på flugt fra skattevæsnet, men først og fremmest fra kommunistjægere og blacklist-fanatikere, der havde et godt øje til ham og hans endnu mere venstreorienterede kone Betsy Blair. Kellys karriere overvandt aldrig dette kontinuitetsbrud, og når han danser i regnen, er det en jaget mand, der blæser på det dårlige vejr og folder sin livsforelskelse ud.

Ombyttede stemmer
Med til billedet af en paradoksal filmproduktion hører også, at det sprudlende veloplagte manuskript blev skrevet som prosaisk bestillingsarbejde: byg en historie op omkring nogle af producenten (Arthur Freeds) gamle sange, lød ordren til manuskriptforfatterne Betty Comden og Adolph Green. Men de var glødende filmfans og tilmed gamle venner af instruktørerne Gene Kelly og Stanley Donen, og som mange andre oplevede de, at tvang kunne give den største frihed.
Og så endelig paradokset over alle: den i filmen så uforglemmeligt skingre Jean Hagen, hvis pivstemme er en katastrofe i sangfilm, er i virkeligheden den, der eftersynkroniserer Debbie Reynolds - og ikke omvendt, som i filmens fiktion. Så spejlvendt kan tingene gøres, når Hollywoods artister arbejder.

*Syng i sol og regn. Instruktion: Gene Kelly og Stanley Donen. Manuskript: Betty Comden og Adolph Green. Amerikansk (Gloria)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu