Læsetid: 5 min.

Taiwans skæbnevalg

17. marts 2000

Nationalistpartiet kan for første gang i 50 år miste magten ved valget i morgen, og hvis det sker, vil Kina stå over for en præsident, som Beijing mistænker for at have planer om et selvstændigt Taiwan

Det siger en hel del om graden af usikkerhed i Taiwans herskende parti gennem de sidste 50 år, Kuomintang/ Nationalistpartiet, at man i de sidste hektiske dage op til præsidentvalget i morgen fandt det nødvendigt at trække på ikke nye, men gamle kræfter.
Soong Mayling, bedre kendt som 'Madame Chiang Kai-shek', den 102-årige enke efter Taiwans diktator og engang en af Kinas mest magtfulde kvinder, kom på banen for at erklære sin uforbeholdne støtte til Nationalistpartiets kandidat, den nuværende vicepræsident Lien Chan. Samtidig advarede hun imod de alvorlige konsekvenser, hvis befolkningen sætter krydset ved den 'forkerte' kandidat.
"Landet står over for et smerteligt valg. Hvis vi snubler på vejen til demokrati, vil der ikke være nogen frelse fra katastrofen," skrev hun i et brev, som flere af Taiwans dagblade valgte at trykke.
Men måske siger det mere om Taiwans udvikling i de senere år, at brevet fra Soong Mayling har haft ringe effekt.
Taiwan har udviklet sig fra at være en nation i konstant militær undtagelsestilstand, hårdt styret af de flygtende nationalister, der tabte borgerkrigen med kommunisterne på fastlandet, under ledelse af Chiang Kai-shek indtil hans død i 1975. Herefter tog sønnen Chiang Ching-kuo over indtil 1988, hvor Taiwans forvandling til dagens demokratiske samfund for alvor tog fart. I morgen kan vælgerne som resultat gå til Taiwans andet, fuldt demokratiske præsidentvalg.
Måske fik 'Madame Chiang Kai-sheks' kortvarige genkomst fra sit eksil i New York enkelte veteraner fra borgerkrigen til at ryste endnu mere på hånden, men for størstedelen af befolkningen har hendes brev formentlig været uden betydning.
Enkelte har endda givet udtryk for, at hendes advarsler kunne få den stik modsatte virkning og sende især de yngre og veluddannede vælgere direkte i armene på oppositionens Chen Shui-bian, kandidat for Det Progressive Demokratiske Parti, og således være med til at fravriste Nationalistpartiet magten for første gang i 50 år.
Meget tyder på, at Kinas trusler og utilslørede forsøg på at blande sig i valget har haft en lignende effekt. Beijing har ganske vist ikke afholdt militærøvelser som ved sidste præsidentvalg i 1996, hvor missilerne haglede hen over Taiwan-strædet, men kun benyttet ord denne gang, men ordene har til gengæld ikke været til at tage fejl af.
Den kinesiske ministerpræsident Zhu Rongji advarede onsdag om, at Kina er rede til "at udgyde blod" for at forhindre Taiwan i at erklære selvstændighed, og i går kom så reaktionen på finansmarkedet i Taiwan. Det toneangivende aktieindeks faldt med 4,51 procent ved den tidlige handel, så Taiwans myndigheder måtte gribe dybt i en særlig stabiliseringsfond på milliarder af kroner og lave massive støtteopkøb for at stabilisere markedet igen.
Men den almindelige vælger lader sig ikke sådan ryste.
I 1996 reagerede befolkningen ved at trodse Beijings trusler og massivt støtte den kandidat, som Beijings advarsler var rettet imod, Nationalistpartiets Lee Teng-hui, der træder tilbage efter valget i morgen. Denne gang har Beijing indirekte advaret Taiwans vælgere imod at stemme på oppositionskandidaten Chen Shui-bian, som Kina frygter vil lede Taiwan mod uafhængighed, men reaktionen kan blive som i 1996 og som med Madame Chiang Kai-sheks advarsler.

Selv om der ikke må offentliggøres meningsmålinger i de sidste ti dage op til valget, forudser mange nu, at Chen Shui-bian står med gode chancer for at vinde valget.
Ifølge de sidste meningsmålinger stod han nogenlunde lige med to andre kandidater, Nationalistpartiets Lien Chan og den uafhængige kandidat James Soong, der er udbryder fra Nationalistpartiet.
Selv om Chen Shui-bians parti traditionelt har stået hårdt på kravet om uafhængighed fra Kina, har han i valgkampen stået for en mere moderat og forsonlig linje over for Beijing, og han har således nærmet sig de to andre topkandidaters holdning i forhold til det svære Kina-spørgsmål.
Det vil sige en forsigtig balancegang mellem ønsket om uafhængighed og en forbeholden tilnærmelse til Kina. Sidstnævnte uden at binde sig til direkte forhandlinger, der kan presse Taiwan til at acceptere "Et land, to systemer", som først bragte Hong Kong og siden Macau tilbage til Kina, og som er Beijings masterplan for Taiwans endelige genforening med fastlandet.
"Status quo" er betegnelsen for denne svære balancegang i forhold til Kina, og den betyder, at Taiwan på papiret ikke er en anerkendt, selvstændig nation, men reelt har udviklet sig i den retning med egen præsident og regering og ikke mindst en sprudlende økonomi, der har bragt velfærd til store dele af befolkningen - og set i forhold til det fattige Kina endda en enorm rigdom.

Så både politisk, mentalt og økonomisk har Taiwan fjernet sig mere og mere fra Kina - dog med undtagelse af, at Taiwan har store erhvervsinteresser på fastlandet, så økonomierne er blevet mere sammenflettet. Hvis et flertal af vælgerne i morgen stemmer på Chen Shui-bian, vil dele af forklaringen skulle findes i denne udvikling mod det moderne Taiwan med en egen identitet.
Men Nationalistpartiets vanskeligheder skyldes også, at vælgerne tilsyneladende er ved at være grundigt trætte af korruptionen og de tætte forbindelser mellem parti, stat og erhvervsliv. Partiet har en enorm formue og så store investeringer i ejendomme og virksomheder, at det nu betegnes som ét af verdens rigeste partier.
Det fik for kort tid siden én af partiets populære ministre, Djung Ronghi, til at forlade regeringen og partiet.
"Jeg kan ikke længere leve med den korruption, den sammenblanding af økonomiske og statslige interesser, som Kuomintang står for," lød begrundelsen.
Hans afgang blev set som et alvorligt tilbageslag midt i partiets valgkamp, og mediernes afdækning af korruptionen, omfattende forsøg på stemmekøb og lyssky forbindelser til underverdenen har ikke gjort udsigterne bedre for, at Nationalistpartiet kan beholde præsidentposten.
Men som altid er intet sikkert, før valgresultatet foreligger. Som ved andre demokratiske valg kan vælgerne sige ét, når de bliver spurgt til en meningsmåling, men ændre holdning, når krydset skal placeres.
Men sikkert er det, at Taiwan står ved en skillevej, både i forholdet til det regerende parti gennem 50 år og i forholdet til Kina.
I den situation kan tvivlerne i sidste øjeblik blive fristet til at vælge det sikre og status quo, men de kan også vælge at trodse presset og sætte krydset ved den 'forkerte kandidat'. Selv om ingen kan forudsige, hvad det vil medføre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu