Den østrigske højrepopulists tilbagetræden som formand for Frihedspartiet er ren taktik. For Haider er endemålet fortsat posten som forbundskansler
ZÜRICH - "Et historisk møde i Frihedspartiets ledelse" havde medlemmer af denne partiledelse i al beskedenhed forudsagt.
For det østrigske Frihedsparti (FPÖ) selv var der virkelig tale om en afgørelse af historiske dimensioner: Den mand, som i løbet af 14 år havde forvandlet partiet fra at være en ejendommelig samling af liberale og gamle nazister til at blive et stærkt parti på den yderste højrefløj, gav ledelsen af partiet fra sig.
I løbet af disse 14 år havde FPÖ femdoblet sin vælgerandel og fortrængt det borgerlige folkeparti, ÖVP, fra andenpladsen.
Men var det virkelig en historisk beslutning eller blot et taktisk trick? Det sidste mener oppositionspartierne i Østrig.
Van der Bellen fra De Grønne taler om Haiders sædvanlige spil for galleriet, og Alfred Gusenbauer, Socialdemokratiets nye formand, er overbevist om, at Jörg Haider stadig vil holde Frihedspartiets politikere i kort snor.
"Det er ikke en tilbagetræden", bifaldt det østrigske parlaments næstformand, Thomas Prinzhorn, der er medlem af Haiders parti: "Han er landshøvding og forbliver vores stærke mand. Det er et skridt tilbage, som er nødvendigt for at tage to store skridt fremad".
Adspurgt af østrigsk radio om han tænkte på Haiders kanslerdrømme svarede han: "Naturligvis, hvad ellers?".
Klart er det, at Haiders afgang fra formandskabet i sit parti ikke betyder hans afgang fra den politiske scene i Østrig.
Han forbliver chef for lokalregeringen i forbundslandet Kärnten - eller landshøvding, som det hedder i Østrig med en tydelig tilkendegivelse af, at disse høvdinger er selvstændige personer med en lokalbefolkning bag sig, som ikke lader sig byde alt muligt fra regering og parlament i Wien, men som i stedet nok skal vide at stille deres krav til forbundsmyndighederne.
Samtidig med erklæringen om sin tilbagetræden gjorde Haider det da også klart, at han fastholder det som sit mål at ville være forbundskansler i Østrig, og at han måske allerede vil stile imod det ved det næste valg.
Den enkle taktik kan bestå i, at Jörg Haider ikke blot opgiver sin rolle som 'skyggeforbundskansler' og lader FPÖ-ministrene vise, at de ikke kun er hans marionetter, men at han også gør sig selv fri for ansvaret for, hvad disse ministre laver.
På den måde kan Haider kun vinde. Hvis ÖVP- FPÖ regeringen bliver en succes, kan han slå sig for brystet og sige: Kan I se, at de folk, jeg har fundet frem til, slet ikke var så ringe, som I gjorde dem til! Går det galt, kan han træde frem som redningsmanden, uden hvem det altså rent faktisk ikke er muligt at føre borgerlig politik i Østrig.
Lige for øjeblikket kan det meget vel se ud til, at det bliver den anden mulighed, der kommer på tale. Samtidig med Haiders tilbagetræden fandt der også en reel afgang fra den politiske scene sted:
Justitsminister Michael Krüger opgav efter noget, der ligner et nervesammenbrud. I løbet af sine 25 dage som minister havde han præsteret så mange skandaler og tåbeligheder, at FPÖ måtte lade ham falde.
Han blev afløst af den 56-årige advokat Dieter Böhmdorfer, der er blevet kaldt "Haiders mand for det juridisk grove" og har ført op mod 100 sager mod medier for deres udtalelser om Haider.
Også partiets politiske ordfører, Peter Westenthaler, synes i øvrigt at være på vej ud i mørket.
Ud af spændetrøjen
Alvorligere tæller det, at det internationale pres ikke vil tage af efter Haiders afgang som partiformand.
Både EU-regeringerne, USA, Canada og Israel holder fast ved, at deres stillingtagen har været rettet imod FPÖ's regeringsdeltagelse, ikke mod Haiders formandskab for FPÖ. Det er formelt rigtigt. Derfor slipper den østrigske regering ikke ud af spændetrøjen.
Men det gør Haider, som dermed også kan distancere sig fra en regering, der ventes at måtte gennemføre upopulære tiltag i form af skatteforhøjelser og besparelser. Og mere til. Han har nu fået sanktionsregeringerne derhen, hvor de tjener hans sag.
I Østrig bliver de udenlandske indgreb endnu mere uforståelige for størsteparten af de østrigske borgere. Og for befolkningerne i de øvrige europæiske lande, vil det blive stadigt vanskeligere at indse, hvorfor deres regeringer straffer den østrigske regering på grundlag af fortrinsvis én mands holdninger og udtalelser - en mand, som nu befinder sig langt fra denne regering.
Som landshøvding i Kärnten gælder det nu for Jörg Haider om at få succes. Men den kan han været ret sikker på.
Der er en række ønsker, som befolkningen her har haft - for en stor del af helt upolitisk, eller i hvert fald udelukkende lokalpolitisk karakter.
F.eks. bygningen af en tunnel under Semmeringpasset, som vil kunne fremme Kärntens erhvervsinteresser betydeligt. Haider vil fra nu af kunne kæmpe med liv og sjæl for denne tunnel, uanset hvad hans egne partifæller i regeringen vil mene om det økonomisk forsvarlige i et sådant byggeri.
Haiders modspiller
Det passer godt sammen med, at Jörg Haider faktisk i sit parti har fået en alvorlig modspiller. Det er den 31-årige Karl Grasser, som Haider gjorde til finansminister, selv om han tidligere var gået ud af politik efter kritik af Haider.
Grasser blev derpå topmanager i en bilkoncern, og han har nu afslået at bøje sig for FPÖ-partilinjen om, at han højst må tjene 60.000 østrigske schilling (godt 30.000 kr.) på et politisk embede - en regel, som Haider har formuleret. Grasser forlangte 200.000, og han fik sat sin vilje igennem.
Beslutningen om Haiders tilbagetræden blev truffet ved et møde i FPÖ's inderkreds i forbindelse med fastelavnsfestlighederne i Villach i Kärnten. Her lagde man mærke til, at der blev klappet mere af Grasser end af Haider.
Det kan have været udslagsgivende for Haiders beslutning om at lægge luft mellem sig og denne regering. Trods alt ville han aldrig kunne opnå fuld kontrol over den. Så hellere være den, der får mulighed for at gøre livet svær - også for finansministeren.
Jörg Haider er nok en eminent politisk taktiker. Men han er også et menneske med stærke personlige følelser.
Det gjorde et stærkt indtryk på ham, da demonstranter omringede den restaurant i Wien, hvor han spiste til aften med sin familie. Han kunne kun komme bort derfra under politiledsagelse.
Det snerrende tonefald, hvori han har givet igen på udenlandske politikeres angreb, er også et tegn på, at han nærmede sig grænsen for, hvad han kunne tage. Den muntre afslappede Jörg Haider oplevede man først igen ved den pressekonference, hvor han bekendtgjorde sin tilbagetræden.
Et tilbud om ro
For regeringspartneren ÖVP kommer Haiders afgang i første omgang som en befrielse.
Forbundskansler Wolfgang Schüssel understreger, at han anser Haiders skridt som ærlig ment og som et tilbud om at sikre mere ro for regeringens arbejde.
Andre ÖVP-politikere er mere skeptiske. Landshøvdingen for Vorarlberg, Herbert Schausgruber, siger, at grundproblemet bliver ved med at bestå. Det ligger i Haiders uberegnelighed.
Det er rent faktisk tilfældet. Uberegneligheden er en integreret bestanddel af hele Haiders stil. Nok er det rigtigt, at han er højrepopulist. Men i sidste instans er han mere populist, end han er højre.
Haider har på de fleste punkter været i stand til at skifte tidligere standpunkter ud med de diametralt modsatte. Han lytter til folket og så siger han, hvad der skaffer ham stemmer og popularitet. Han ynder at fremstå som den, der med et slagord kan løse alle problemer.
Derfor passer det ham ikke dårligt at kunne lægge formandskabet for partiet fra sig, indtil han igen en gang skulle få brug for det til at opnå sine personlige mål.
Som landshøvding med frit slag på forbundsplan vil han ikke blot kunne bruge sin efterfølgerske, Susanne Riess-Passer, og sin interne modspiller Karl Heinz Grasser som marionetter, men også mange af de øvrige aktører på den nationale og internationale politiske scene.
