Læsetid: 5 min.

Taliban på forårsmanøvre

7. marts 2000

Med en ny offensiv har den afghanske Taliban-bevægelse affødt en yderligere polarisering af regionen. Og det giver USA problemer

ISLAMABAD - Mens vintersneen begyndte at smelte i de afghanske Hindu Kush-bjerge, indledte Taliban-bevægelsen 1. marts en ventet forårsoffensiv. Her erobrede den adskillige byer i det nordlige Afghanistan og forsøgte dermed at afskære forsyningslinierne for den såkaldte Nordalliance, der med krigsherren Ahmad Shah Masud i spidsen fortsat kæmper mod Taliban-styret fra den nordøstlige del af landet. Det er en offensiv med flere afledede effekter.
Dels har den yderligere polariseret regionen, hvor Pakistan støtter Taliban-styret, mens Iran, Rusland, Indien og de centralasiatiske eks-sovjetrepublikker støtter Nordalliancen. Dels vil den yderligere komplicere den amerikanske præsident Clintons rundrejse i Sydasien i denne måned, som i øvrigt kommer, efter at USA har indført nye sanktioner mod Taliban som følge af Afghanistans omfattende og voksende opiumproduktion.
Efter to dages blodige kampe, lykkedes det Taliban at indtage to byer (Sher Khan Bandar og Imam Saheb), som ligger tæt på grænsen mellem Afghanistan og Tadsjikistan, i et forsøg på at hindre forsyninger fra Iran og Centralasien i at nå frem til Nordalliancen. Ifølge vestlige diplomater har Iran og Usbekistan forsynet Masud med våben for millioner af dollar gennem vinteren, mens Rusland har solgt seks transporthelikoptere til ham. Masud, der kontrollerer et ganske lille landområde mod nordøst, gik til modangreb nord for Kabul, dog uden at gøre nævneværdige fremskridt.
Taliban, der er under hårdt pres internationalt, ønsker at styrke sin position ved at nedkæmpe Nordalliancen i én omgang, og gerne før Bill Clinton kommer til regionen den 20. marts.
Pakistan, der støtter Taliban, var for nylig tvunget til at aflyse lederen af det pakistanske militærstyre Pervez Musharraf's besøg i Kabul, fordi man ikke ønskede "at signalere, at vi støtter offensiven," som en pakistansk minister udtrykker det. Islamabad har imidlertid ikke officielt fordømt, at der nu igen kæmpes. Musharraf er under hårdt pres fra USA, der ønsker, at Pakistans støtte til Taliban skal ophøre og medvirke til at få lukket terroristlejre i Afghanistan, der huser muslimske fundamentalister fra Centralasien og Mellemøsten.
Taliban-offensiven kan indvirke negativt på Washingtons beslutning om, hvorvidt Clinton skal besøge Pakistan under sin tur til Sydasien. Clintons besøg drejer sig først og fremmest om at neddysse de forstærkede spændinger mellem Indien og Pakistan, men nu vil han være nødsaget til at stå frem og formulere en mere omfattende amerikansk politik over for Afghanistan, hvilket Washington hidtil konsekvent har undladt.
"Det sidste vi ønsker under præsidentens besøg, er en Taliban-offensiv," sagde en højtstående embedsmand til denne artikels forfatter i Washington i sidste måned. Men det er lige præcis, hvad USA nu står overfor - og mere end det.
Den 1. marts lagde Bill Clinton således yderligere begrænsninger på de fleste former for hjælp til Afghanistan, efter at en rapport havde afsløret, at Afghanistan har overtaget Burmas rolle som verdens største opiumproducent i 1999. 97 procent af den afghanske opium dyrkes i områder, der kontrolleres af Taliban, og produktionen af opium nåede i 1999 op på 1.670 ton - 24 procent mere end i 1998.

Taliban nægter tilmed fortsat at udlevere den saudiske terrorist Osama Bin Laden og adskillige andre arabere, som er eftersøgt af USA for terrorhandlinger. Indtil nu har ønsket om at begrænse terrorisme og narkohandel været bestemmende for USA's politik, men nu kræver flere lande i regionen - herunder Kina og Rusland - at USA via sin allierede i Pakistan sætter sig stærkere igennem over for Taliban. Rusland har desuden erklæret, at de 20.000 soldater, der er udstationeret i den tidligere sovjetrepublik Tadsjikistan, er sat i højt alarmberedskab.
"Tadsjikistan og Rusland er enige om, at den forværrede situation i Afghanistan udgør en fare for stabiliteten, ikke bare i Sydasien, man også i det øvrige SNG (sammenslutningen af tidligere sovjetrepublikker, red.)," sagde Zafar Saidov, der er talsmand for Tadsjikistans præsident Imamali Rakhmanov, for nogle dage siden.
Alle landene i regionen har lidt under den terrorisme og den narkohandel, som udgår fra Afghanistan. De afghanske opiumshandleres vigtigste udførselsruter går gennem Iran, Centralasien og Rusland og fører til omfattende sociale problemer og forstærker mafiaens position i aftagerlandene. Narkohandlen gør det desuden muligt for islamiske dissidenter i alle disse lande at finansiere deres modstandskamp ved at slutte sig til Talibanerne i Afghanistan.

Også Indien har skærpet tonen over for Taliban, og beskylder samtidig Pakistan og militante grupper i Kashmir for at være involveret i kapringen af et Indian Airline fly i december 1999. Indien siger også, at man ikke vil tale med Pakistan, før landet indstiller sin støtte til Taliban. Indiens standpunkt vil formentlig blive yderligere uforsonligt, efterhånden som Clintons besøg nærmer sig.
Talibanoffensiven kommer på et tidspunkt, hvor flere fredsinitiativer er ved at komme i gang, men de nye kampe vil formentlig forsinke ethvert tilløb til fredsforhandlinger.
Meget afhænger af, om Pakistans militærregime er villig til at dæmme op for Taliban og af, hvor meget pres USA er villig til at lægge på Pakistan for at dette sker. Selv om mange pakistanere erkender deres lands internationale isolation og de regionale farer, Pakistan er udsat for, hvis støtten til Taliban fortsættes, synes mange af de højststående officerer rede til at fortsætte støtten til Taliban. General Musharraf har grund til gå forsigtigt frem, fordi enhver pludselig ændring vil føre til uro i landets ustabile og magtfulde mulimske partier, som også støtter Taliban.
Talibans offensiv kommer på det værst tænkelige tidspunkt for Clintons besøg og for regionen, men det er lige netop det, som Taliban vil opnå: At tvinge et modvilligt verdenssamfund, og især USA, til at anerkende Talibans erobring af resten af Afghanistan. Det er dog usandsynligt at dette vil ske.
Med landets ekstreme islamiske ideologi, dets overtrædelse af menneskerettighederne, dets narkotikaproduktion og vidtgående diskriminering af kvinderne, vil den afghanske Taliban-milits fortsat være en isoleret bevægelse, selv om den skulle få held til at erobre hele landet. Og Afghanistan vil vedblive at være en destabiliserende faktor i hele regionen.

Ahmed Rashid er pakistansk forfatter og journalist.
Oversat af P.C. Mollerup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu