Læsetid: 4 min.

Undgå splatter i Korsgade

31. marts 2000

Historien om en dansk-jordansk familie, der selv kom til at betale for de skader, som svært bevæbnet politi anrettede i deres lejlighed på Nørrebro i 1997

Den midaldrende, jordanske kvinde med tørklædet er ikke god til dansk. Spørgsmålet fra politiadvokat Michael Jørgensen må hun have sin søn til at oversætte:
Har hun betalt regningen fra boligselskabet på de 10.531,59 kroner for de ødelagte vinduer og døre i lejligheden i Korsgade?
Svaret lyder, da sønnen oversætter det, at hans mor stadig betaler af. Efter næsten to et halvt år.
Spørgsmål og svar falder den 6. december 1999 på et retsmøde i en langvarig byretssag i København. Den er anlagt mod politiet af mor og søn i en dansk-jordansk familie fra Korsgade på Nørrebro. De vil have erstatning for ødelagte møbler, døre og vinduer - i alt godt 25.000 kroner - samt for uberettiget anholdelse af sønnen.
Erstatning får de ikke, bestemte retsformand Marianne Lund Larsen og hendes to domsmænd torsdag. Sønnen i familien havde nemlig - ved at affyre en såkaldt splatterpistol ud gennem døren ved lejlighedens franske altan - udvist "egen skyld", som det hedder i dommen.

Bevæbnet busfuld
Han var med andre ord selv skyld i, at en busfuld beredskabsbetjente iført skudsikre veste troppede op bevæbnet med maskinpistoler og tåregas. Og at samme busfuld smadrede døren til lejligheden og skød tåregas ind gennem vinduerne fra både gården og gaden, selv om sønnen havde tilbudt at lukke dem ind.
Den er varm, sommeren 1997 på Nørrebro. Et optrin mellem nogle unge mænd på Blågårds Plads og et par nærbetjente udløser deciderede gadeuroligheder, som fortsætter to på hinanden følgende julinætter.
Resten af sommeren hersker undtagelsestilstanden. Styrken hos nærpolitiet fordobles, og Blågårds Plads sættes under permanent overvågning. Kriminalpolitiet på Station 3 nedsætter en task force, der skal anholde og uskadeliggøre det, pressen og politiet i fællesskab har døbt "den hårde kerne" af drengene på Blågårds Plads.
Den midaldrende kvinde, der bor i lejligheden i Korsgade, er på ferie i Jordan onsdag aften den 13. august 1997. Hjemme i lejligheden er hendes søn på en snes år og en håndfuld af hans venner, der ligesom sønnen kommer på Blågårds Plads.
"Der var sjov og ballade hele aftenen," som underboen senere siger som vidne i retten. Betonhuset er lydt, og hun hører aftenen igennem "en masse larm og støj" - men ingen skud.
Drengene i lejligheden skyder efter hinanden med en splatterpistol af den slags, halv- og helvoksne mænd plejer at bruge, når de ude i en skov sviner naturen til med små kugler, der - bortset fra en let smerte - ikke gør nogen skade, når de rammer.
Ved 23-tiden møder en sygeplejerske på vagt på plejehjemmet Sct. Joseph over for lejligheden i Korsgade. Sygeplejersken ser fra et vindue en ung, mørk mand stå ved en fransk altan. Den unge mand vifter med noget, der ifølge sygeplejersken er en maskinpistol, griner og affyrer sit våben fem til otte gange. Om sit kendskab til våben forklarer sygeplejersken i retten: "Jeg har ikke været inde ved militæret, men jeg har set film."
Sygeplejersken ringer til politiet. Anmeldelsen tages alvorligt "adressen taget i betragtning", som den vagthavende fra Station 3 siger i retten. Der rykkes ud med hunde, skudsikre veste, maskinpistoler og tåregas. Og politiet afspærrer Korsgade. Drengene i lejligheden kan se den hektiske aktivitet længere nede ad gaden. Nysgerrigt kommer de ud: "Vi går ned for at checke, hvad fanden der sker," som en af dem siger i sin vidneforklaring.
Politiet anholder to af drengene. Blandt andet sønnen fra den jordanske familie, som kan fortælle, at der er tale om en splatterpistol. Han tilbyder - det er alle vidner enige om - at gå med op i lejligheden og vise pistolen frem, men politiet betakker sig.
"Det kunne være, han ved, hvor våbnene ligger og farer hen og tager dem," forklarer den vagthavende i retten.

Nøglen
Sønnen tilbyder også - siger han selv og kammeraten - at låne politiet nøglen, så de selv kan gå ind. Den vagthavende fra Station 3 "husker ikke", at politiet fik tilbudt nøglen.
Sønnen og hans ven anholdes ved ettiden om natten og overnatter i en celle. De øvrige kammerater får af en eller anden grund uhindret lov til at passere politiets afspærringer og forsvinde.
Imens beslutter politiet at skyde tåregas ind i den mørke lejlighed fra gården og fra gaden og at storme den: "De er nødt til at sparke døren ind. De kan ikke åbne den. Den er låst," forklarer den vagthavende fra Station 3 i byretten.
Politifolkene smadrer døre, vinduer og møbler i lejligheden for godt 25.000 kroner. Under gennemrodningen finder de en splatterpistol af plastic samt en kniv, der i første omgang betegnes "dolk", men under retssagen ændrer status til "køkkenkniv".
Først Thorkild Høyer og siden Bjørn Elmquist har som advokater for mor og søn forsøgt at få afklaret, om politiet brugte tåregas i overensstemmelse med reglerne. Thorkild Høyer forsøgte sidste år at få politiets tåregasreglement til at indgå i retssagen. Det sagde byretten nej til. Reglerne er "en intern tjenesteinstruks".
I 1981 udleverede daværende justitsminister Ole Espersen (S) det dengang gældende tåregasreglement i Folketinget, efter at der var opstået diskussion om politiaktionen mod en besat brødfabrik.
Da Bjørn Elmquist torsdag prøvede at bruge 1981-udgaven af reglementet under afhøringen af den vagthavende politimand, blev han irettesat af både politiadvokat Michael Jørgensen og retsformand Marianne Lund Larsen: "Jeg er fuldstændig ligeglad med, om betingelserne for at bruge gas er opfyldt," fastslog dommeren.
Det tog hende og hendes to domsmænd 25 minutter at bestemme, at hverken mor eller søn skal have erstatning. Til gengæld blev de dømt til at betale 13.000 kr. plus moms til deres advokater.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her