Læsetid: 4 min.

Unibank har valgt en farlig kurs

7. marts 2000

Hvorfor vil Thorleif Krarup gøre det samme som Unibank var ved at knække halsen på, før han fik rettet skuden op, spørger eksperter

Unibanks fusion med den svensk-finske MeritaNordbanken ligner en gentagelse af historien - og en gambling på at blive stor for størrelsens egen skyld. Det siger lektor Finn Østrup og forskningsprofessor Ole Lange, begge fra Handelshøjskolen i København.
"Den udtrykkelige begrundelse ved årsskiftet 1989-90, da Privatbanken, SDS og Andelsbanken blev sluttet sammen til Unibank, var, at de skulle ud og konkurrere på EF's Indre Marked. Det lykkedes ikke," siger Finn Østrup.
"Alligevel bruger man nu præcis den samme begrundelse for at slutte sig sammen med de svenske, finske og måske norske banker."

De færreste lykkes
"Alle undersøgelser, både i Danmark og udlandet, viser at det kun er hver tredje fusion i erhvevslivet, der lykkes," påpeger Ole Lange. "Og det endda først efter fire-seks år. En anden tredjedel af fusionerne får ingen nævneværdig betydning. Og den sidste tredjedel mislykkes."
"Langt de fleste fusioner er for dårligt forberedt," tilføjer han. "I bankverdenen er de desuden meget afhængige af, hvordan de økonomiske konjunkturer udvikler sig."
"Konkurrencen er barsk og rentemarginalen lille. Desuden kan der opstå store problemer i bankerne, hvis edb-systemerne ikke passer sammen. Så generelt er det ikke på selve størrelsen, men på rationaliseringer og fyringer, gevinsten hentes."
"Men når fusionerne gennemføres, udsteder man altid gyldne løfter for at gyde olie på vandene og modvirke usikkerhed blandt kunderne. Sådan var det også med bankfusionerne i Danmark i 1989-90, hvor Den Danske Bank og Unibank blev dannet," siger Ole Lange

En kedelig historie
Efter fusionen i januar 1990 løb Unibank ind i enorme tab.
Nogle af dem var grundlagt tidligere, især i Privatbanken, men mange tab skyldtes de mislykkede forsøg på at ekspandere i udlandet, siger Finn Østrup.
"Det lykkedes ikke at ekspandere internationalt. Tværtimod. I 1992, da Thorleif Krarup overtog ledelsen og strømlinede den, var man blevet tvunget til at trække sig tilbage fra udlandet på grund af store tab af markedsandele. Også i Danmark tabte man store markedsandele til de udenlandske banker."
"Tilbagegangen skyldtes også, at man havde svært ved at tumle fusionen og få de tre bankers kultur til at fungere sammen. Man forsøgte sig uden held med en ledelse, der bestod af repræsentanter fra alle de tre banker."

God strategi droppet
"Det lykkedes Thorleif Krarup at standse tilbagegangen. Nu er han med til at gentage det samme på nordisk plan, også med fordelingen af ledelsesansvaret mellem de deltagende banker," fortsætter Finn Østrup.
Den nye strategi, Thorleif Krarup indførte i 1992, var udtrykkeligt, at man ikke ville internationaliseres. Unibank skulle holde sig til sin læst og satse på sine kerneområder, hed det. Strategien blev fulgt fra 1992, indtil optimismen igen begyndte at brede sig i løbet af 1995-97.
"Efter min mening kunne Unibank godt have fortsat efter den lokale eller nationale strategi. De har jo gode regnskaber. Den begrundelse, de giver for fusionen, er en internationalisering, som angiveligt skulle ligge fire-fem år fremme i tiden. Det er jo rent hypotetisk," siger Finn Østrup.
Det er ikke nødvendigt for en bank at være meget stor for at få erhvervskunder, påpeger både finanseksperten og erhvervshistorikeren.
"Det er det rene sludder," siger Ole Lange rent ud.
"Erhvervsvirksomhederne har jo mere end én bankforbindelse. Det kan godt være, bankerne fusionerer for at blive store spillede på det internationale marked. Men kan de tjene penge på det? Det afgøres ikke af selve størrelsen, men af om de har kompetence nok til at klare sig i konkurrencen. Det ligner den gamle historie om at blive grebet af volumensyge og gamble på markedet," mener Ole Lange.

Mellem to stole
Finn Østrup lavede i 1989-90 en opgørelse, som viste, at de danske erhvervsvirksomheder i de foregående ti år faktisk var vokset mindre end bankerne.
"Jeg ved ikke om resultatet ville bliver det samme i dag. Men det er også ligemeget," siger han. "Med de mange erhvervsvirksomheder, som har flere bankforbindelser, kan man nemlig godt lave forretninger uden at være særlig stor."
"Man kan godt forestille sig, at bankerne nu er ved at sætte sig mellem to stole. Måske skulle de hellere koncentrere sig om en lokal, national, strategi, sådan som f. eks. Jyske Bank gør. At komme op i en størrelsesorden, som matcher de helt store erhvervsvirksomheder og deres globale fusioner er alligevel ikke realistisk for de nordiske banker. Det kan måske gå i Schweiz, men de har jo også en lang tradition for bankdrift, som ikke findes i Norden," siger Østrup.
"En bank af Unibanks størrelse kan godt få store erhvervskunder. Men spørgsmålet er jo også, om det er et særlig givtigt marked. Der er knivskarp konkurrence om de store erhvervskunder. Så måske er det ikke dér, pengene ligger. Flere af de store amerikanske banker er gået den modsatte vej. De har specialiseret sig i privatkunder."

FAKTA
Størst i Norden
*Ejerne af Unibank og Tryg-Baltica får 30 procent af aktierne, når Unidanmark smelter sammen med den svensk-finske storbank MeritaNordbanken.
I kulissen venter de norske Christiania Bank og Kreditkasse ASA på måske også at blive en del koncernen.
Den nye koncern har en markedsværdi på ca. 116 mia.kr., ni mio. kunder og 33.000 ansatte.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu