Læsetid: 3 min.

Væg-til-væg britpop

27. marts 2000

Engelske Embrace lyder som alt muligt andet end dem selv, hvilket ikke udelukkende er et minus

Ny cd
Huddersfield i England mellem Leeds og Manchester er ikke just verdens navle. Udover et fodboldhold, der kæmper om oprykning til Premier League og de navnkundige Broadbent-centrifuger (kendt fra ethvert københavnsk vaskeri), er der ikke så meget mere at sige om byen. Det skulle da lige være bysbørnene i bandet Embrace, der for to år siden med debutalbummet The Good Will Out formåede at sælge en halv million eksemplarer.
Alligevel var det ikke nok til at få den store opmærksom herhjemme, hvilket muligvis kan skyldes, at bandet med en meget engelsk lyd ikke formåede at komme ud af slipstrømmen fra mere markante grupper som Oasis, Verve, Radiohead og Blur.

Habile eklektikere
Embraces styrke i en englænders ører står som en svaghed i undertegnedes ørevoks, nemlig de hymnebaserede, gumpetunge fællessange, hvoraf All You Good Good People blev et gedigent hit for gruppen. Til gengæld overbeviste det højstemte My Weakness Is None Of Your
Business, med strygere for fuld skrue, også selv om sangeren Danny McNamara ikke kommer i nærheden af Radioheads Thom Yorke.
Med nyeste plade, Drawn From Memory, burde Embrace vel egentlig kæmpe sig ud af skyggen af de sidste års britiske superbands. Og hvis det er projektet, lykkedes det kun delvis, da pladen brækker over på midten og først kommer i gang på sidste halvdel. Det starter ellers lovende med The Love It Takes, der langsomt bygges op af orgel og guitar, men med de efterfølgende You're Not Alone og Save Me går alt galt. Her gavner en slatten blæsersektion ikke nogle numre, der i forvejen står svagt, og man skal have mindst otte pints of bitter foran sig på en engelsk pub for at gide skråle med på sådanne slagsange.
Mere vedkommende virker pladens dæmpede numre, der til trods for Danny McNamaras noget blodfattige stemme formår at skabe en vis intimitet. Her udfoldes gruppens tekstunivers af personlige bekendelser til modparten fra en sårbar sanger, der satser alt, hvad han har i fuld bevidsthed om, at det hele kan mistes.

Slipper tøjlerne
Bortset fra titelnummeret og I Had A Time, der afrunder pladen, er de dog ikke fikspunkter. Det er snarere New Adam New Eve midt på pladen, et nummer med et dirrende orgel i clinch med en aggressiv guitar, hvor Embrace omsider slipper tøjlerne fra det velkendte og forsøger sig på egen hånd.
Det følges op af Hooligan, et charmerende stykke, der holdes oppe af en kazoo, så man tror, Freddy Fræk har været forbi studiet.
Hen imod slutningen afvikles dog pladens mest markante nummer, I Wouldn't Wanna Happen To You, der rummer essensen af britisk popmusik i lige linie fra Beatles til Oasis. Her føles det næsten som om, Embrace gør status og viser, at deres evner ikke er til at sætte nye standarder, men at bygge videre på alt det gode fra den store sangbog.
Således kan man på Drawn From Memory høre Radioheads omhyggelighed, Oasis' umiddelbarhed, Verves rock-patos og Blurs musikalske legesyge.
Men altså ikke så meget Embrace selv, og er der tale om en identitetskrise, løses den ikke her. Drawn From Memory reddes dog af en håndfuld gode melodier, og selv om det er knap så fedt at være uoriginale, er Embrace det alligevel på en værdig og ikke mindst hørværdig måde.

*Embrace: Drawn From Memory. Produceret af Tristin Norvell. Virgin Records. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her