Læsetid: 15 min.

Vemmers verden

4. marts 2000

I det samme drejer en skikkelse om hjørnet nede for enden af korridoren. Skridtene er tunge, tynget af års og atter års rutine i at gå op og ned af disse lange gange. Og dog røber en svag fjedren i fødderne og en let foroverbøjet, utålmodig kropsholdning en særegen, tidløs entusiasme og barnlig begejstring. Skikkelsen kommer nærmere. Den tilhører en mand.
Bygningen, hvis gulvtæpper han betræder, er af den lidt kedelige, firkantede og kontoragtige type med lysstofrør i loftet, men noget adskiller stedet fra en data-virksomhed i Taastrup. For det er som om, at der hænger en særlig stemning i væggene: De ophængte plakater har børnevenlige motiver - dyr og dukker, Kaj og Andrea, Bamse og Kylling - og ved indgangen i stueetagen hænger et stort stort skilt med den besynderlige ordlyd "Undlad venligst påkørsel - kør langsomt - levende mennesker!"
Manden med det lette tunge tråd er Mogens Vemmer, der i torsdags modtog Publicistprisen for sit virke som chef for Danmarks Radios Børne- og Ungdomsafdeling gennem 32 år. Og det vil sige lige fra B&U's oprettelse i 1968. Og denne korridor, som er en del af public service-giganten Danmarks Radio i 2860 Søborg, forbinder den hæderkronede afdelings forskellige aldersbestemte redaktioner.
Mogens Vemmer siger goddag i farten og drejer af i retning af sit kontor.
Verdens bedste børne-tv. Coveret på hylden praler nærmest én i møde, når man rækker ud efter videokassetten med en håndfuld af de mange børneserier, som B&U-afdelingen har produceret gennem årene. Er det virkelig det? spørger man sig selv.
Mogens Vemmer har sat sig for enden af det hvide, elliptiske mødebord på hans kontor. En tv-skærm, der viser nye videooptagelser fra Sigurds Bjørnetime, hænger under loftet, og en hel væg er dækket af B&U-merchandise - alle dukkerne, heriblandt Kaj, videofilm og et hav af bøger. Bag ham hænger fotos, breve og udklip. Blandt andet et interview med ham i Billed Bladet fra 1961, hvor der står: Mogens Vemmer, der faktisk smiler meget lidt, tager sig til sin egen blonde cæsarklippede frisure og borer et stålgråt blik helt ind i hypofysen på spørgeren.
"Det er selvforstærkende selvpraleri," svarer Vemmer nu 39 år efter på det med 'verdens bedste...' og hentyder til det faktum, at B&U utallige gange har stået øverst på sejrsskammelen i München ved de årlige Prix Jeunesse-uddelinger af priser til verdens bedste børne- og ungdoms-tv.
Når man har fået "en tre-fem-syv-ti priser" for sit børne-tv på Prix Jeunesse, så kan man i det mindste sige, at det den dag var verdens bedste børne-tv i forhold til hvad, der ellers blev vist.
"Det er en god sætning," siger Vemmer, "og det kræver et helvedes arbejde at modbevise det."
Men faktum er også, at flere generationer af danskere gennem de seneste tre årtier har haft ubegribeligt mange vidunderlige, mærkelige, morsomme, opløftende, opbyggelige og verdensomstyrtende oplevelser foran tv-skærmen i Børne- og Ungdomsafdelingens fortræffelige selskab.
Intet tyder på, at de lange eftermiddages festfyrværkeri af børne-tv skulle høre op foreløbig.
Også selvom 65-årige Mogens Vemmer 1. juni i år skifter kasket og flytter ind i et mindre rummeligt kontor for at fortsætte som menig tilrettelægger af børne-tv (han starter med Kaj og Andrea). En ny chef skal til.
Og selvom det i den seneste tids strukturelle og ledelsesmæssige turbulens i Statsradiofonien har været på tale at omlægge B&U, der for tiden budgetterer med 120 millioner kroner.
For den ånd og sjæl, som har været med til at sikre afdelingens overlevelse gennem så mange år, hvor andre afdelinger er blevet splittet op, lagt sammen eller helt opløst, er stadig til stede i denne to-etagers bygning, som ligger et par frøhop fra TV-Byens vartegn, højhuset - eller 'siloen', som DR's ansatte ukærligt har døbt det.

Den dag i dag går det rigtig godt for B&U. Småbørnsprogrammerne, der altid har været flagskibet i afdelingen, trækker i gennemsnit 89 procent af målgruppen, de fire- til ni-årige, hen foran flimmerkassen hver dag fra seks til halv syv for at se Fredagsbio, Sigurds Bjørnetime eller Bamses Billedbog. Blandt den voksne del af befolkningen er sharen, som det hedder, på hele 27 procent. Et næsten grotesk højt voksental, som kommer lige så meget bag på medarbejderne.
"Ja, jeg fatter det ikke," som Iben Wurbs, småbørnsredaktionens redaktionschef, formulerer det, mens hun ryster på hovedet.
Men hvad er det for en ånd, hvad er det for en sjæl, som har været så konstant, at B&U har fremstået som en selvkørende, lykkelig og harmonisk enhed med samme chef, mange af de samme medarbejdere, samme høje kvalitet i programmerne og samme udtryk? En pæn del af de nuværende medarbejderne har været med i særdeles mange år - efter at have startet som kaffebryggere, kabelbærere eller scriptgirls i 60'erne. Hvor kommer det kreative overskud, evnen til at holde fast i målsætninger og målgrupper og de kvalitetsmæssige principper fra? Lad os tage det fra en ende af.
En af grundene til, at B&U-afdelingen i dag emmer af toptunethed, er en fantastisk god kommunikation. Hver uge er der to redaktionsmøder for ledelsen. Og en gang om måneden indkaldes til et stort møde i Bulen, et fælles mødelokale, med videoskærme og borde. Til mødet kommer alle B&U's medarbejdere, og her fortæller Mogens Vemmer, hvad der foregår af ting og sager ude i huset og på direktionsgangen.
Da Information dukker op på et semiofficielt besøg, ved alle relevante personer allerede besked, og et halvt dusin medarbejdere henleder gæstfrit og uafhængigt af hinanden opmærksomheden på dampende kaffe og "kolde vand'er" i køkkenet.
Når vi af ren og skær interesse spørger, hvorvidt der findes flere eksemplarer af de rigtige Kaj- og Andrea-dukker (altså de dukker som Hanne Willumsen og Kjeld Nørgaard styrer og lægger stemme til på skærmen), svarer alle samstemmende og næsten med enslydende ordlyd og tryk på stavelserne, at "der vist nok lige er blevet lavet en kopi" af hver af dukkerne, og at Hanne Willumsen har originalerne liggende derhjemme.
Som udefrakommende mærker man en stor imødekommenhed og påfaldende barnlig iver og glæde.
Når Mogens Vemmer på et tidspunkt tager os i at gå rundt og se ud som om, at det er på må og få, spørger han, om vi "bare skal gå og daske rundt". Herefter inviteres vi ind på hans kontor, hvor vi er velkomne til at se videooptagelser af gamle udsendelser, mens han er ude. "Kassetterne er her, videoen er dér," siger han og peger til højre og venstre, før han fordufter.
Denne venlighed er ikke kun møntet på besøgende journalister, den eksisterer også de ansatte imellem. Flere medarbejdere nævner disse bløde værdier som et enestående plus.
Tweens-redaktionens redaktionschef, svenske Petter Åttingsberg f.eks. Han er 29 år og har kun været her i halvandet. Men han oplever B&U som "en meget kærlig" afdeling.
Folk spørger, hvordan man har det, og man bliver præsenteret, når man kommer her, siger han.
Men ikke nok med det - man tager i udstrakt grad hensyn til hinanden, siger Bodil Cold-Ravnkilde, Børne1'erens redaktionschef med mere end 30 B&U-år på bagen.
"Den frihed, der er i B&U er eksemplarisk, og man tager hånd om dem, der i perioder har det dårligt. Man føler sig velkommen her."
Hvad medarbejderne hver især også hæfter sig ved er nogle ord, som Mogens Vemmer altid har sagt og jævnligt vender tilbage til: Man har lov til at kvaje sig en gang om måneden! Den lille detalje nævner alle.
Denne omsorgsstemning er noget, som Mogens Vemmer har været med til at opbygge. Men det betyder ikke, at han er "vattet", siger Petter Åttingsberg, "for hvis folk ikke passer deres arbejde, bliver der handlet".

Kommunikationen kommer også til udtryk i en ganske god effektivitet. Et eksempel fra overfladen: Mens Vemmer taler på sit kontor, rejser han sig bestandigt og henvender sig til sin sekretær, Karina . Kan hun skaffe en fotokopi af denne gamle artikel? Er det muligt at fremskaffe den og den videooptagelse? Kan man få mælk til kaffen? Og så går der otte sekunder, før tingene er i orden. Mælken hentet, artiklen kopieret. Og så med et smil. Der er fart på.
Det samme gør sig gældende hos Børne1'eren. Knapt har man spurgt efter et to år gammelt børneprogram, før videoen er blevet bestilt, og pludselig i farten bliver man præsenteret for Jens Olesen, der en stor del af ens barndom sad i en lænestol på tv og tegnede dyr med både højre og venstre hånd, og man komplimenterer ham for det, og han siger beskedent tak, og når man så vender sig om efter 16 sekunder mæt af flashback og indtryk, har nogen fundet den bestilte video frem. Og et øjeblik efter sidder man og ser den på chefens kontor.
B&U har under Mogens Vemmer gjort meget ud af at være smidig og konstant kunne ændre størrelse efter programplanlægningen og pengekassens størrelse. Det betyder, at mange af de unge redaktionelle medarbejdere ikke er ansat på så lange kontrakter, som ledelsen gerne så. Men sådan er vilkårene, og sådan har det altid været.
Da Bodil Cold-Ravnkilde pædagogisk fatter pen og papir for at illustrere B&U's struktur, tegner hun ikke et pyramidalsk, topstyret system med Mogens Vemmer hængende enerådigt i en kasse for oven (selv om det ville være dækkende). I stedet laver hun en masse cirkler som ringe i vandet, og i den midterste cirkel skriver hun 'Vemmer'. Fra Vemmer går der streger ud til de forskellige redaktionschefer, souschefen Per Schultz og administrationschefen. Det er et meget sigende træk for B&U-afdelingen. Følelsen af medbestemmelse og demokrati er fremherskende.

Historien om B&U, som vi kender det i dag, begyndte for alvor i 1968, hvor DR ansatte den kommunelæreruddannede Mogens Vemmer til at lede en nyoprettet afdeling, der skulle tage sig af udsendelser direkte rettet mod børn og unge. Han var da 33 år, havde været i radioen fra 1954 og var i 1956 gået over til børne- og ungdoms-tv.
På linje med DR's senere underholdningschef Niels-Jørgen Kaiser, der på det tidspunkt var leder af B&U's forgænger, Børne-, Ungdoms- og Skoleafdelingen, mente Vemmer, at danske børn og unge havde krav på ordentligt tv og radio, der handlede om noget og fortalte nogle gode, afrundede historier.
Før B&U bestod tilbuddet til børn primært af et ugentligt program med Jørgen Clevin som legeonkel, mens de unge blev spist af med udsendelser om popmusik lavet af voksne medarbejdere.
Men Vemmer og Kaiser begyndte at hente unge medarbejdere ind alle mulige og umulige steder fra, og B&U's tradition for at hente talenter ind fra gaden og gøre dem til noget blev grundlagt.
En af dem var Thomas Winding, der kom fra Kunstakademiet og gerne ville være maler. I begyndelsen af 60'erne blev han lokket til at skrive manuskripter, og så blev han hængende i næsten 25 år til flere generationers store glæde og fornøjelse.
Winding beskriver afdelingen, der blev større og større, som en diskussionsklub fyldt med meget forskellige mennesker, hvor selv marxistiske idéer var oppe og vende, og hvor samtalerne tit blev ophedede.
Men selvom medarbejderne var så forskellige, kunne de sagtens blive enige om, at man skulle lave godt, opbyggeligt børne- og ungdoms-tv for og om børn og unge, på deres egne præmisser og med dem både foran og bag kameraet.
Mens Ungdomsoprøret ulmede ude i samfundet, lod Mogens Vemmer også de "radikaliserede unge", som han kalder dem, udfolde sig på tv på en hidtil uset løssluppen og for forældregenerationen provokerende facon. Men aldrig uden at miste formålet af syne - at lave godt og brugbart tv.
Et klip fra den tid, som ofte indgår i hyldestudsendelser om B&U - et godt billede på den oprørstrang og uhøjtidelige, humoristiske tilgang, de unge havde (og har) - er en vox populi, hvor en alvorlig og konservativt klædt interviewer spørger en række ældre bedsteborgere om deres mening om ungdommen og ungdoms-tv.
"Kan De ikke se på de krøllede idioter, der render her og spiller kong Gulerod," svarer en surt udseende, ældre mand, "og så se, hvis de får nogen børn - hva' så - det går da ad helvede til, kan De ikke se det?!"
Lidt efter har intervieweren fat i en spids dame, der mener, at de unge tager for let på tingene. "Jeg tror, at ungdommen tager det hele for givet, alle de goder, de har." Og mens hun færdiggør sin sætning, ses en ung Jesper Klein, klædt i ternet skjorte, dukke op bag hendes skulder. Han lytter et øjeblik, før han går hovedrystende bort.
Medarbejderne opfattede programmerne som deres egen legeplads og lavede præcis, hvad de havde lyst til - på Vemmers opfordring.
De unge tv-magere mente at vide, at hvis de selv syntes, tingene var sjove, så ville seerne også gøre det. Og netop den vi-alene-vide-holdning faldt de unge for, mens forældre og visse politikere havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe.
Med sin Aktive Lyttere og Seere i ryggen fór Erhard Jakobsen op, hver gang etablissementet og den politiske korrekthed i 70'erne fik et skud for boven i f.eks. ungdomsprogrammet Peberkværnen.
Eller i starten af 80'erne da Poul Nesgaard (programmedarbejder 1969-1991) og hans tv-makker, Elith Nulle Nykjær, under falske forudsætninger inviterede Københavns daværende Overborgmester Egon Weidekamp til en sprængfarlig pow-wow med bz'erne om deres situation.
Eller dengang Nulle i anledning af Fredsåret arrangerede en telefonkonference mellem Poul, der dovnede den af på en palmestrand, og præsidenten for Hells Angels i rockerborgen på Titangade.
Ifølge Nesgaard var der "altid mening i galskaben". Men seerne vidste ikke, om det var alvor eller sjov - "de blev holdt hen i uvished."
"Ungdomsområdet var en pestilens i 70'erne, fordi de unge var så radikaliserede, og kampånden var så stor," forklarer Mogens Vemmer. "Det afspejlede vi på det tidspunkt, og det tror jeg ikke, at der var nogen voksne, som var glade for. Det var først senere, at man fandt ud af, at det var godt at have et vindue, hvor man kunne se tingene åbent og diskutere dem - også som voksen. Det var derfor, at det blev mere og mere anerkendt, at voksne jo altså sad og kiggede på ungdomsudsendelser - om ikke andet så for at lære deres egne børn at kende."

Samtidig blomstrede den mere fredelige del af afdelingen op, nemlig børneprogrammerne. Pædagoger, lærere, kunsthåndværkere og skuespillere blev hentet ind for at lave programmer for de mindste. Kikkassen, Fredagsbio, Bamses Billedbog, Anna og Lotte samt Kaj og Andrea er bare en lille del af alle de elskelige serier og figurer, som blandt andre Finn Bentzen, Hanne Willumsen, Katrine Hauch-Fausbøll og Iben Wurbs har været med til at skabe.
Allerede meget tidligt i B&U's tilværelse formaliserede man det åndelige grundlag bag børneudsendelserne ved at formulere en række hensigtserklæringer, som klart skulle definere, hvad det egentlig var, man lavede i afdelingen, og hvorfor og hvordan man lavede det. Og de hives stadig frem, hver gang en ny medarbejder starter i B&U og kæmper med at få hold på sit program.
Vemmers holdning til børnefjernsyn er, at afdelingen skal være et bolværk mod dårligt tv: Skal børn endelig se tv - for det behøver de egentlig ikke - så er det B&U's opgave at sørge for, at det, de ser, er ordentligt.
Af afdelingens mål fremgår det blandt andet, at man i programmerne tilstræber at "skærpe børns iagttagelses- og vurderingsevne over for alle påvirkningsfaktorer og meddelelsesformer." Og blandt de selvpålagte succeskriterier lyder det, at det overordnet er vigtigt for B&U, at "vores programmer bliver husket, at en del af dem med glæde genses, og at de tilsammen, også af voksne, opleves som et værdigt tilbud til danske børn."
Programmerne er således langt mere gennemarbejdede, end man aner. Et Bamse-manuskript eller en Fredagsbio skrives igennem ligeså mange gange som et tv-teaterstykke.
Et eksempel: I studie TC 1 i TV-Byens silo er Sigurd Barrett og mangeårig B&U-instruktør Finn Bentzen ved at øve på et afsnit af Sigurds Bjørnetime. Sigurd synger og spiller klaver og to dukkeførere styrer en håndfuld handskedukker i baggrunden. Udsendelsen skal på en gang i maj, og Barrett har sendt sit manuskript ind tre måneder i forvejen, hvorefter det er blevet gennemgået på kryds og tværs af tre personer. Og nu her på settet - et par dage før de rigtige optagelser - files der stadig overflødigheder væk fra drejebogen, "for der skal hele tiden være en mening med tingene", fortæller Sigurd Barrett. Og det betyder timer med repetition, repetition og repetition.
"Der skal eddermame leveres nogen minutter," siger Iben Wurbs om arbejdet i B&U. "Man bliver ikke rig og forkromet af at arbejde herude. Men det er skidesjovt."

For at sikre sig, at børnene også forstår de programmer, B&U sender, benytter afdelingen sig af de såkaldte Pip-undersøgelser, hvor en håndfuld børnehaver får udsendelserne at se, mens de bliver filmet. Efterfølgende kan Wurbs og co. ved at observere børnenes reaktioner ræsonnere sig frem til, hvor og hvordan programmerne fungerer.
Ikke mindst er det meget vigtigt, at man rammer den rigtige målgruppe, at børnene forstår og kan relatere til det, der foregår på skærmen, og at udtryk og indhold også udvikler sig i takt med tiden. F.eks. kom der en drengedukke med i Anna og Lotte, da undersøgelser viste, at serien var for pigeorienteret. Og i slutningen af 80'erne kom den farvede pigedukke Fie med i erkendelse af, at Danmark var blevet multietnisk. Et forsøg på at vise virkeligheden, som den var - og uden samtidig at ville fortælle de små, hvad de skulle mene.
"En af grundene til vores succes gennem tiderne er," mener Mogens Vemmer, "at vi har målrettet utroligt smalt og derfor haft interesse for en større gruppe. Det værste, jeg ved, er familieunderholdning, for så skal alle tilgodeses, og sandheden er, at ingen bliver det."
Iben Wurbs kan stadig begejstres over at lave tv for små børn, og da hun bliver spurgt om, hvem af Fredagsbio-dukkerne Lotte og Anna hun er, slår hun om i Lottes karakteristiske hæse stemme.
Men det er ikke alle, der ligesom hende brænder for at lave småbørns-tv, og hun har da også erkendt, at det i dag gælder om at få de unge medarbejdere til at interessere sig for at lave tv for de mindste. For når hun og Hanne Willumsen, afdelingens store dukkeskrædder og stemmen bag Anna, ikke længere kan gå ned i knæ og føre dukkerne, hvad så?
Derfor er opdyrkningen af unge talenter vigtig for B&U, der som sagt har stolte traditioner for at hente folk ind fra gaden og gøre dem gode til at lave børne- og ungdoms-tv efter deres gamle, velafprøvede opskrifter - selvfølgelig tilsat ny energi, et skvæt nye idéer og eksperimenter og månedlige bommerter.

Der sidder meget i væggene," siger Petter Åttingsberg og banker på væggen i sit lille kontor, som lå hemmeligheden bag B&U's mangeårige succes og gemte sig lige derinde bag malingen. Åttingsberg er en af de senest ankomne til B&U's ledelsesgruppe - og den yngste. Af svensk herkomst, som han er, er han ikke vokset op med Thomas Windings stemme, eller Kaj og Andreas sange akkompagneret af Povl Kjøllers guitar. Men det må han så indhente, for på det punkt er han længder efter Tweens' 25 unge medarbejdere, som har tilbragt barndommen i Vemmers Verden og nu skal føre den videre.
For selv om ildsjælen Mogens Vemmer lægger chefskoene på hylden, skulle der ikke være nogen ko på isen for B&U-afdelingen. Hans efterfølger kommer til at lede en til fingerspidserne gearet arbejdsplads, hvor medarbejderne brænder for børnene - for ellers er man her ikke.
En afdeling hvis medarbejdere alle er præget af de oprindelige ideer og tanker - enten fordi de har været med fra starten, eller fordi de har fulgt B&U fra barnsben. Det skaber en enestående synergieffekt, der vil smitte af på de nye generationer.
Den ånd, Mogens Vemmer har skabt, vil sidde i væggene i lang tid fremover. Og B&U-afdelingen har inspirationen og energien til også i fremtiden at producere det kvalitets-tv, der er med til at sikre afdelingen mod angreb udefra - eller oppefra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu