Læsetid: 2 min.

Venstre til kamp mod multikultur

2. marts 2000

Venstre lancerer det hidtil skarpeste udspil til udlændinge-politik. CD's kommentar: 'Føj!'

Multikultur
Venstre går nu til kamp mod, at Danmark skal blive et multikulturelt samfund. I partiets hidtil skarpeste udspil til en flygtningepolitik erklæres åben krig mod tendensen til, at Danmark bliver mere etnisk blandet.
"Danmark er et udbygget land med ét folk. Venstres udlændingepolitik har et humanitært sigte og sikrer, at Danmark ikke bliver et multikulturelt samfund. Vi ønsker ikke et Danmark, hvor danskere blot bliver et tilfældigt etnisk mindretal, og hvor vor egen frihed bliver undertrykt. Dansk kristendom, historie, kultur, demokratiopfattelse og vore frihedsidéer skal stadig være det fundament, Danmark hviler på," hedder det i oplægget, der er forfattet af retspolitisk ordfører Birthe Rønn Hornbech.
Partiet vil indføre hidtil uset skrappe asylkrav. Reelt vil Venstres forslag betyde, at ingen flygtninge, der kommer til Danmark, kan få deres ansøgning om asyl behandlet. De skal derimod sendes til lejre i nærheden af deres hjemland. For at sikre, at sådanne lejre oprettes, vil Venstre gøre det til en betingelse for at yde udviklingsbistand, at der oprettes lejre, når der er brug for det.
"Flygtningekonventionen forpligter ikke Danmark til at give spontane asylansøgere opholdstilladelse i Danmark. Danmark er alene forpligtet til at yde beskyttelse mod forfølgelse. Denne forpligtelse kan opfyldes ved at sende asylansøgere til sikre lejre i nærområderne. Derfor foreslår Venstre, at asylansøgninger skal indgives fra flygtningelejre i nærområderne," hedder det i oplægget.
CD's leder Mimi Jakobsen er chokeret. Hvis CD skal støtte en Venstre-ledet regering efter næste valg, skal udspillet af bordet, siger hun.
"Min reaktion kan samles i et ord: FØJ. Det er jo uhyrligt. Jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at Venstre virkelig vil udstille Danmark i hele verden som det mest inhumane samfund. Det er med dyb væmmelse, at jeg læste dette oplæg," siger Mimi Jakobsen.
"Du vil aldrig se CD støtte en regering, der har dette som det erklærede mål for deres udlændingepolitik," siger hun.
Til gengæld er Dansk Folkeparti begejstret.
"Det må nu være lysende klart for alle, at alle CDs forhåbninger om efter valget at kunne indtræde i en ny firkløverregering har fortonet sig i drømmeverdenen - og godt det samme," siger gruppeformand Kristian Thulesen Dahl til Ritzau.
Venstres politiske ordfører Ulla Tørnæs ville sent i går aftes ikke bekræfte, at udlændingeudspillet er Venstres politik.
"En asylansøger skal ikke pr. automatik sendes ud af landet uden at få sin sag behandlet," siger Ulla Tørnæs.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her